Her er aldrig stille – og det er pointen

Af Peter Frank Wenzel, leder af Ørnereservatet

Der er ikke mange steder tilbage i Danmark, hvor man arbejder syv dage om ugen, året rundt, uden at kalde det for en belastning. Men det er sådan, jeg har valgt at leve. Ikke som en martyrs beretning – men som en ærlig beskrivelse af, hvad det kræver at lede en arbejdsplads, hvor hjerteblod, historie og levende væsener er uadskillelige.

Jeg driver Ørnereservatet i Nordjylland. Vi er en oplevelses- og formidlingsvirksomhed med fokus på rovfugle, traditionel falkonerkultur og naturoplevelser. Men bag de smukke billeder og vilde vingeslag ligger der hårdt og meget konkret arbejde. Dyrene skal passes. Folk skal ledes. Økonomien skal hænge sammen. Og alt skal ske på et højt fagligt og etisk niveau – hver dag.

Du kan ikke "gå hjem", når du bor med dit ansvar

Forskellen på Ørnereservatet og mange andre steder er, at jeg bor her. Ikke i pendlerafstand, men fysisk midt i det hele. Hestene og rovfuglene er en del af min dag – og min nat. Når noget er galt, kan jeg mærke det. Når noget lykkes, oplever jeg det med det samme. Det giver en indsigt, du ikke får med kameraer, skemaer eller ledelsesapps.

Og det betyder også, at der ikke er noget, der hedder ferie i klassisk forstand. Men det savner jeg ikke. Jeg har rejst meget tidligere i livet – nu får jeg noget andet: nærvær, ansvar og muligheden for at være helt tæt på det, jeg har valgt som mit kald og min forretning.

Ledelse i praksis – ikke fra afstand

Det moderne sprog om ledelse handler meget om at løfte sig op i helikopteren, skabe overblik, uddelegere og automatisere. Og ja, det har sin berettigelse. Men i nogle typer virksomheder – som min – er det ikke muligt at distancere sig uden at miste noget fundamentalt.

Det kræver mere end et whiteboard og en vision. Det kræver tilstedeværelse og erfaring. Og det kræver, at man som leder er til rådighed – også når det ikke passer.

Økonomi, fornuft og følelse

Vi får ingen offentlig støtte. Al indtjening er drevet af billetsalg, events, samarbejder og en nøje afstemt balance mellem dyrevelfærd og formidling. Der skal tjenes penge, men aldrig på bekostning af kvalitet. Det kræver både en stærk forretningssans og evnen til at stå fast, når fristelsen til at gøre det nemme eller populære melder sig.

Det er ikke en “blød” branche. Det er benhård drift, hvor regnvejrsdage kan koste titusinder i tabt omsætning, og hvor hvert år skal genopfindes uden at gå på kompromis med værdierne.

Men det er også en branche med dyb mening. Når en ung gæst ser en kongeørn i flugt og siger "jeg vil arbejde med dyr, når jeg bliver stor", så ved jeg, at det hele giver mening.

At bo med det, man bygger

Jeg tror, vi skal tale mere ærligt om, hvad det kræver at skabe noget, der varer ved. I mit tilfælde: at bo med det, jeg har ansvar for. Det er hverken moderne eller let. Men det er ægte. Og det virker.

Og jeg synes faktisk, det ville være mærkeligt at drive et sted med dyr og mennesker – uden at bo midt i det. Hvis jeg ikke selv er en del af det, hvordan skal jeg så kunne forlange, at andre skal tage det alvorligt?