BARBATUS EN FLYVENDE DRAGE
BARBATUS EN FLYVENDE DRAGE
Gypaëtus barbatus - den skæggede lammegrib - er en af verdens største fugle. Denne sjældne rovfugl er nu 'landet' i Ørnereservatet og kan opleves
Af LISBETH BONDE
Synet af den unge lammegrib, Ørnereservatets nyeste bevingede beboer, får i første omgang artiklens forfatter til at blegne, for aldrig har hun set et så frygtindgydende væsen live. Med sin svulmende fjerpragt, som er en kongekappe værdig, bevæger den sig rundt i hallen på sine relativt små fødder. Indimellem nærmer den sig og er ikke så lidt aggressiv for sekundet efter at flyve op på Frank Wenzels behandskede hånd og få sig en godbid. Da ånder man lettet op. Under den korte flyvetur inden døre afslører den et kæmpemæssigt vingefang, der for hunnernes vedkommende kan nå op på 280 cm, hvilket gør den til en af verdens største fugle.
Lammegrib Hvis man ellers tør nærme sig den, kan man se dens berømte, sorte bukkeskæg, der vipper under næbbet, og dens hvide iriser, der er omkranset af røde ringe. Hertil kommer et smalt og relativt langt næb, der gør den i stand til at suge marven ud af knoglerne på sine ofre. Denne flyvende vampyr kan give associationer til den lede gam, som tog livet af Germand Gladensvend, da han fløj over havet i den berømte folkevise. En gam er et ubeskriveligt uhyggeligt fabeldyr med en kold og beregnende aggressivitet. Et væsen, der ikke lader noget håb om barmhjertighed tilbage hos dets lidende offer. Sådan tager lammegribben sig i første omgang ud, og man værger for sig og skynder sig i sikkerhed.
Men lammegribben er jo blot et dyr, og den kan da ikke gøre for, at den har så grumt et ydre, tænker man i næste omgang. Og hvilket forunderligt dyr! Et fantastisk, bevinget væsen, et himmelsyn, som er landet hos os jordbundne mennesker. Et dyr, som trods dets frygtindgydende ydre kan bo under tag og samarbejde med mennesket, som vi ser det i Ørnereservatets forevisning. Et dyr, der når det svinger sig op i luften, er topmålet af elegance. I foråret 2009 er Frank Wenzel hver dag ude med sin unge lammegrib for at træne med den, og det går strygende. Det er en sensation, at denne sjældne fugl, som i naturen holder til på klodens mest afsides egne, nu kan opleves på himlen over Tværsted.
I bogen Gypaëtus - den flyvende drage (Gyldendal 1939) giver den svenske fotograf og jæger Bengt Berg et portræt af denne imponerende rovfugl, som han oplever i Himalaya - jordens tag. Den opfattes på de kanter som en mytologisk skabning og tilbedes af munkene og de indfødte som en repræsentant for det evige liv, idet den flyver til himmels med de dødes knogler. Efter mange strabadser og flere tilløb havde Bengt Berg endelig held til at studere fuglen på nært hold på en fotoekspedition til Himalaya, og resultatet er en enestående fortælling om denne forrygende flyver, som lever helt afsondret i klippehuler i de stejleste bjergvægge - utilnærmelig for mennesker og andre farlige angribere.
Han skriver bl.a. om lammegribbens legendariske flyvefærdighed: "Ni tiendedele af tiden eller mere går dens bane ret frem eller i jævne skruelinier opad eller nedad for så på en gang, alt som det falder den ind, at gå over til en kunstflyvning, der i leg og glæden over at vise sig får den til at lave både loooping-the-loop, spin og alt det, den geniale mand tror, han selv har hittet på, til han en dag ser den, der vel endnu indtil videre er hans mester i flyvekunsten" …"Lammegribben er i stik modsætning til ædelfalken den rovfugl, der rører sine vinger mindre og umærkeligere end nogen anden.
Det, der frem for alt andet vækker forbavselse og beundring ved synet af den, er dens ejendommelige evne til snart sagt i timer - i hvert fald i halve timer - uden et vingeslag at kunne følge linjerne i det mest forrevne landskab … Det synes da, som om lammegribbenes lange vinger har et led mere end andre rovfugles, hvad de naturligvis ikke har. De bøjes nemlig, til trods for den utrolige kraftudfoldelse, i en blød bølgelinie, som mere minder om en jagende fisketernes end nogen falkearts hårde vingeslag." Nogle af disse kunstfærdige flyveøvelser kan publikum fremover opleve i Ørnereservatet, hvis de er heldige.
Lammegribbens vej til Ørnereservatet er et veritabelt eventyr. Under en forevisning for tre-fire år siden spottede Frank Wenzel pludselig en kæmpe fugl, der fløj sammen med en af kongeørnene i klitterne. Den var en halv gang større end kongeørnen, og da han gik lidt tættere på, hvilket lod sig gøre, fordi den så åbenlyst identificerede sig med den hjemmevante kongeørn, der fløj frit og uhæmmet rundt i området, viste det sig at være en lammegrib. Den var formodentlig fløjet op fra Pyrenæerne, hvor ca. 70 par yngler i dag.
Det var første gang i Frank Wenzels halvtredsårige arbejde med rovfugle, at han så en lammegrib i fri natur. Hvorfor skulle netop denne fugl, som han havde beundret fra barndommen, hjemsøge hans enemærker, spurgte han sig selv? Der måtte være en højere mening med dette. Netop den dag gæstede en gruppe svenske ornitologer Ørnereservatet, og da lammegribben var blevet identificeret, blev deres mobiltelefoner rødglødende af SMS og opkald. De skulle fortælle dem derhjemme, at de havde set en lammegrib for første gang i deres liv. Efter at lammegribben havde kredset rundt i området i fire-fem timer, tog den en tur til Skagen, men vendte tilbage et par dage efter. Det var, som om den lige skulle sige farvel og tak, inden den drog mod syd, mener Frank Wenzel, som efter at have modtaget dette himmelske signal besluttede at gøre en indsats for at erhverve en lammegrib.
Heldet var med ham, om end der skulle gå næsten tre år: En dag blev han kontaktet af en hollænder, som kunne skaffe ham en lammegrib på lovlig vis, meddelte han. Der skal naturligvis papirer og officiel blåstempling til at erhverve en så sjælden fugl en lammegrib, bl.a. fordi der for tiden pågår nogle store udsætningsprojekter i Alperne, hvor lammegribbene levede i fordums tid, og hvor man gerne vil kunne opleve dem igen. Det viste sig, at en privat avler, der ikke var omfattet af udsætningsaftalen, havde en unge, som han kunne sælge på legal vis. Således kom Barbatus - den skæggede, som den blev døbt - til Tversted.
Frank Wenzel sætter i øvrigt spørgsmålstegn ved, om lammegribben overhovedet hører til gribbearten. Bl.a. fordi den ikke har gribbenes klassiske, lange hals. Som art ligger den snarere mellem glenten og ørnen, mener han. Den tripper ligesom en glente, der også har nogle relativt små fødder, ligesom formen på vingerne mere ligner glenternes og ørnenes end gribbenes. Frank Wenzel håber på at kunne belyse denne problematik, efterhånden som hans arbejde med Barbatus skrider frem, og han vil udnytte sin daglige omgang med lammegribben til at observere dens adfærd og karakterudvikling. Imidlertid mener han allerede nu, at der må være tale en speciel art pga. bukkeskægget, dunene på hovedet og fjerene, der ikke falder tæt på kroppen, men som løfter sig lidt udad og markerer sig enkeltvis som på en drage. Derfor navnet Den flyvende Drage.
Ørnereservatet er det eneste sted i Nordeuropa, hvor man kan se denne fabelagtige skabning i fri flyvning. Lad os her slutte med Bengt Bergs beskrivelse af dens flyveegenskaber: "Lammegribben er det af alle flyvende væsener, der nærmest kan siges at være flyvemaskinens forbillede. Den har samme måde at flyve på … Foruden fuglens pragtfulde, kobbergule farve, var det, der straks tog én fangen, vingernes skønne form og deres tilsyneladende ubevægelighed, medens de i virkeligheden hele tiden bevægedes i ubetydelige drejninger, omtrent på samme måde, som man bevæger sideroerne på et aeroplan i glideflugt."