Artikel

Gå tilbage til oversigt

Året 2020

Snesevis af lastbiler -og fremtiden nærmer sig

Året begyndte med snesevis af lastbiler der kørte med byggemateriale til vores nye hal, med sved på panden nåede vi lige akkurat at blive færdige til vores første åbningsdag til påsken. Det blev dog forhindret, da verden mere eller mindre brød sammen. De første måneder af vores ”lukkede sæson” gik med at være meget bekymret for fremtiden og først sidst i maj kunne vi igen, for vores vedkommende ånde lettet op da vi fik lov at åbne igen. Vi gav udtryk for vores meninger da TV2 nord var herude med Mogens Jørgensen, men også med forhåbninger om fremtiden for turismen, da et større nationalt samarbejde var ved at blive sat på skinner.

Sorte udsigter -men lys for enden
Men på et tidspunkt var der ret sorte udsigter - det så vores følgere på de sociale medier, og bakkede os fantastisk op. Tak for det –i var med til at få optimismen frem. Det gjaldt også et flot indslag i stormagasinet Metropol og hestebladet Wendy til glæde for mange unge piger. De sidste uger inden åbningen gik derfor med planlægning og at få stedet gjort klar efter daglige vejledninger fra myndighederne, både nationalt og med lokal opbakning.


Men midt i alt var der også underholdende elementer, da vi fik besøg af Melvin og Feldthaus med programmet Hesten og Gæsten som kunne få smilebåndet frem, -og for en kort stund få tankerne til at glide væk fra dagligdagens udfordringer. Det blev til et godt program som blev set af næsten hele Danmark til stor fornøjelse for både medvirkende og området heroppe.
Der blev ekstra meget tid til at studere vores opdræt og forfine dette med nye metoder og fremtidssikre. Med dejlige ekstra træninger af vores rovfugle og heste blev der også tid til. Blandt andet blev vores andeskondor Molina fortrolig med publikum på alle tænkelige måder. Ørnene fløj højt og fik tre nye venner fra nord -til stor forundring under en forevisning for flere hundrede besøgende. Falkene susede hurtigt forbi og vi kunne vi ikke være mere fascinerede over deres overlegne natur, som er med til at give stof til eftertanke i rovfuglenes verden.

Gennem en højsæson
Vi kom gennem en højsæson som skulle vise sig meget mere travl end normalt og alle skulle i arbejdstøjet -for nu skulle vi indhente det tabte. Det lykkedes ved hjælp af det gode sammenhold og troen på vores vigtige mission med oplysning om rovfugle gennem nu 40 år.

I krig mod rovfuglehaderne
Dog var det ikke alt vi kunne glæde os over. Ørnedrabsagerne der har fyldt meget i vores bevidsthed dukkede op på ny, og vi gik i krig mod rovfuglehaderne med artikler i Nordjyske og med det skrevne ord som sværdet. Det skulle vise sig, at et samarbejde på tværs af de forskellige medier og naturorganisationer gav held med opklaringen, men der er stadig meget arbejde forude med at oplyse om biodiversitet og den skrøbelige natur vi mennesker ikke altid har lige stor respekt for.
Vi fik dog optimismen tilbage -og så snart vores sæson var ved at gå på hæld begyndte vi med en kæmpe renovering af Ørnereservatet. Vores ørneanlæg blev med dygtige tømre og arbejdsmænd forvandlet til et nyt og lækkert flyvnings og yngleanlæg som vi er meget stolte af. Udover dette fik vores museumsbygning en stor overhaling og ikke mindst blev hestestalde udvidet i forbindelse med vores nye hal.


Vi har flere interessante tiltag i 2021

Jeg vil igen sige tak til de gæster der har besøgt os i år, og for tålmodigheden ved de ekstraordinære travle dage som vi ikke har set før i Ørnereservatets historie
Derfor kan vi med glæde meddele, at vi ser meget frem til et nyt og spændende år i Ørnereservatet


Som det sidste har vi i år valgt at støtte Dansk Folkehjælp -og har tilmed søsat vores støtteprogram til gavn for uhelbredelige syge som vi vil give gratis oplevelser i 2021.
Kongeørnen med sin nyudklækkede unge bliver symbolet for dette nye tiltag i Ørnereservatet.


Glædelig jul og godt nytår
Med venlig hilsen
Ørnereservatet
Peter Frank Wenzel

Køb billetter og gavekort online her

Gå til webshoppen