Kan vi leve med naturen, eller er det en romantisk drøm, der smuldrer?

Foto: Peter Jørgensen

Stellersørnen på billedet er nærmest symbolet på urkraften fra naturen som både byder på kærlighed men kalder også nødvendig respekt

Naturen har længe været vores fælle – en kilde til liv og en evig inspiration

Artikel af Ørnereservatet

Men er der noget fundamentalt ved at ændre sig i vores forhold til det vilde?

“Vi står ved en grænse, hvor vores sameksistens med naturen er ved at miste sin balance,” siger han. Peters ord rammer lige ned i tidens største dilemma: Kan vi overhovedet længere leve side om side med det vilde, eller har vi presset naturen så langt, at det nu kun kan ende med konfrontation?

For nylig hørte vi om en ørn, der angreb et menneske i Norge, hvorefter den blev skudt. “Når vi hører om den slags hændelser, må vi spørge os selv: Hvad gjorde vi forkert?” siger Wenzel. “Vi er nødt til at forstå, at naturen ikke angriber uden grund. Dyr handler ikke af ondskab, men af nødvendighed.” Ifølge Wenzel handler det om grænser, som vi mennesker ofte overskrider uden tanke på konsekvenserne. Når vi trænger for tæt på det vilde, risikerer vi, at det slår igen – ikke som en fjende, men som en instinktiv overlevelsesreaktion.

Når vi trænger for tæt på det vilde, risikerer vi, at det slår igen – ikke som en fjende, men som en instinktiv overlevelsesreaktion

“Vi har i årevis betragtet naturen som noget, vi kan styre. Men naturen har altid sin egen vilje,” forklarer Wenzel. Han sammenligner menneskets forhold til det vilde med at strække en elastik for langt: “Når vi trækker i naturens grænser, når vi presser den ud af dens naturlige rammer, vil den på et tidspunkt slå tilbage. Det er ikke hævn, men snarere en reaktion på den konstante indtrængen, vi udsætter den for.”

Denne idé kommer også til udtryk i de seneste hændelser i vores egne omgivelser – hjorte og køer, der angriber uvidende backpackere, og hajer, der tager liv ved populære badestrande. “Disse hændelser er et råb fra naturen,” siger Wenzel. “De er ikke isolerede tilfælde af dyr, der er blevet "vilde". De er et symptom på vores manglende respekt for naturens grænser.” Han forklarer videre, at det kræver ydmyghed fra vores side at kunne eksistere sammen med naturen. “Vi må forstå, at vi ikke er dens herskere, men blot gæster.”

Vi må forstå, at vi ikke er dens herskere, men blot gæster

“Vi har været vant til at se naturen som en scene for vores egne oplevelser,” tilføjer Wenzel. Folk filmer bjørne og tager selfies med hjorte, uden at tænke over konsekvenserne. Men naturen er ikke et realityshow. Den er rå, viljefast og uberegnelig. Den har sin egen dagsorden.”

Ifølge Peter Frank Wenzel kræver det en dyb forandring i vores opfattelse, hvis vi skal finde tilbage til balancen. “Vi skal genfinde respekten,” siger han. “Naturen er hverken fjenden eller en scene i vores personlige fortælling. Den er en kraft, vi skal samarbejde med – og det kræver, at vi giver den plads, lader den være, hvor den hører hjemme, og forstår dens behov.”

Wenzel afslutter med en påmindelse, som måske rammer kernen af problemet: “Vi er ikke naturens herskere, og vi kan ikke klippe virkeligheden om, som var den et tv-program. Hvis vi ikke lærer at give naturen den respekt og plads, den fortjener, vil drømmen om at leve i harmoni med det vilde forblive en romantisk illusion. Det vil være os, der står tilbage og må bære konsekvenserne af en natur, der kæmper for sin overlevelse.”

Den er en kraft, der kræver vores ydmyghed og en dybere erkendelse af vores plads i den store sammenhæng

Naturen giver os ikke længere frit lejde, og måske er det præcis, hvad vi har brug for at forstå – at den vilde verden er mere end en kulisse. Den er en kraft, der kræver vores ydmyghed og en dybere erkendelse af vores plads i den store sammenhæng.

- vi kan ikke klippe virkeligheden om, som var den et tv-program

• Læs også artiklen om kongeørnen i Norge her:

https://eagleworld.dk/artikler/oerneangreb-ender-i-tragedie-kunne-det-vaere-afvaerget