Falkejagt bringer os tættere på naturen
Falkejagt bringer os tættere på naturen
Af Peter Frank Wenzel, indehaver/falkoner, Ørnereservatet.
Et politisk flertal har vedtaget (2017), at falkejagt igen skal være tilladt i Danmark, sådan som det altid har været i blandt andet Tyskland og Storbritannien.
Helt konkret handler det om, at falkonerer igen må tage en rovfugl med på jagt. Den skal nedlægge små byttedyr på en måde, der i høj grad efterligner dét, som sker i den vilde natur hele tiden. Der tales desuden om, at rovfugle i stigende grad skal sættes ind mod generende råge- mågekolonier i byerne som alternativ til skytter med geværer.
Det er en beslutning, vi i høj grad bifalder her på Ørnereservatet. Faktisk har både min far og jeg i mange år kæmpet for en genindførelse af dette ældgamle samarbejde mellem menneske og dyr. Det er der flere grunde til.
Først og fremmest er falkejagten på UNESCOS liste over immateriel kulturarv og har været en stolt tradition her i Danmark. Det kan man blandt andet se på kalkmalerier i Skibby kirke og illustrationer af for eksempel Knud Den Hellige på jagt med sin falk.
Jeg mener selvfølgelig ikke, at alting, der har været en historisk tradition for, nødvendigvis hører til i 2017 - det kan aldrig blive et argument i sig selv. Derimod er det et helt centralt argument, at falkejagt i dag har sin berettigelse mere end nogensinde.
Som moderne mennesker mister vi mere og mere vores føling med den vilde natur. Nogle børn har ingen anelse om, hvor maden kommer fra – og vejrets luner er på vores breddegrader reduceret til et spørgsmål om jakkens tykkelse, eller om vi skal løbe ud til den varme bil fra supermarkedet med den fulde indkøbsvogn.
Vi har brug for at komme tættere på den vilde natur, lære om den og herigennem værdsætte den mere.
Falkejagt er en fremragende mulighed for naturformidling. Gæster på Ørnereservatet går herfra med en oplevelse af at have set den vilde natur på tæt hold. De har mærket vingesuset fra de fascinerende rovfugle, der flyver frit, men alligevel vender tilbage til falkoneren. Det er en chance for at komme helt tæt på natur, som på alle måder går i den modsatte retning af hele det polerede Disney-agtige syn, nogle mennesker lulles ind i.
Der har været mange argumenter i spil, både for og imod, og det er en diskussion, vi bifalder på Ørnereservatet. Min afdøde far dedikerede hele sit liv, og jeg har dedikeret mit liv til forskning i og træning af de stolte rovfugle, og jeg er om nogen interesseret i at lytte og eventuelt blive klogere, ligesom han var det. Problemet er bare, at argumenterne har været følelsesladede og ikke faglige – og offeret er blevet sandheden og en fremtid med lidt mere forståelse for den vilde natur.
Debatten har været mudret. Argumenter mod falkejagten, altså partsindlæg, blev bragt ukritisk i artikler, som var de videnskabelige sandheder. Ét af de argumenter, vi hørte igen og igen, var: ”At putte dem i bur er at putte dem i fængsel”.
Vi ville ønske, vi var blevet hørt, for det er ganske enkelt ikke sandheden.
Rovfugle er ikke i bur. Trænede rovfugle lever i den frieste form for fangenskab af dem alle. De har store volierer, som de kan strække vingerne i, og de trænes på helt åbne arealer, hvor de kan vælge at forsvinde ud i horisonten hvert øjeblik – men de vælger at blive. Vi har rovfugle, som er fløjet væk, for at vende hjem til os igen efter 20 dage.
Det er ikke en tillid, alle og enhver kan opbygge. Det tager år, og det tager dyb indsigt, så jagtformen vil aldrig nogensinde blive almindeligt udbredt, og det har heller aldrig været meningen. Vi er meget trygge ved, at tilladelsen tilfalkejagten både er betinget af jagttegn og certifikat til at træne rovfugle.
Det kræver en uendelig tålmodighed, kærlighed og viden om rovfugle at skabe den tillid, der muliggør falkejagt. At træne rovfugle er det ultimative samarbejde mellem menneske og dyr. Der er ingen grime, kæde, snor og ingen tremmer – kun tilliden kalder den tilbage på handsken igen og igen.
Når falkejagten atter kan praktiseres fra efteråret 2018, bliver det et smukt og ældgammelt samarbejde mellem dyr og menneske, som kan være med til at gøre os alle sammen klogere og bringe os tættere på vores fortid og på naturen.