Fuglenes alderdom

Om tid, pleje og lang levetid under menneskets blik

Af Peter Frank Wenzel, leder af Ørnereservatet

Tiden lægger sig anderledes over fugle end over mennesker. Der er noget næsten urørligt over en stor ørn, der stiger op på termikken – og dog, også den ældes. Men ikke nødvendigvis sådan, som vi forestiller os det.

For blandt rovfugle i menneskers omsorg – i miljøer hvor de passes, fodres, og har kontakt med både artsfæller og mennesker, de har opbygget tillid til – findes der fugle, der langt overgår den alder, vi ellers ser i naturen. Vi har selv havørne og kongeørne her, som er over 40 år gamle. De virker og ser stadig helt friske ud. De er livlige, stærke og reagerer hurtigt, som om alder blot er en parentes i deres biologiske fortælling. Umiddelbart ser man det ikke. Heller ikke i deres adfærd.

De lever med os, ved siden af os, og i visse tilfælde nærmest sammen med os – ikke som kæledyr, men som livsledsagere i et langsomt samspil. De bliver passet og plejet, får det rigtige at spise, de rette vitaminer – og måske vigtigst af alt: de lever i en stabil rytme med mulighed for at spejle sig i både artsfæller og kendte mennesker. Der opstår en harmoni, som synes at forlænge livet.

Tidens fugle

Den ældste kendte kakadue blev 83. En californisk kondor nåede 56 år. (andeskondor bliver endnu ældre) Jagtfalke og vandrefalke er kendt for at blive 25–30 år i menneskelig varetægt – langt ældre end deres vilde slægtninge, hvor livets hårdhed sjældent tillader mere end et par årtier. Gribbe og lammegribbe i særligt tilrettelagte zoologiske miljøer er dokumenteret til at leve over 45 år. I naturen ville de fleste dø længe før, mange allerede som unger.

Hos os har vi flere falke, der nærmer sig de 30 år. Det er bemærkelsesværdigt, for de fleste af deres artsfæller i naturen lever sjældent mere end 8–12 år, afhængig af art og levevilkår. Det, vi ser, er et liv med færre forstyrrelser, mere stabilitet og et andet forhold til tid.

"Når man arbejder tæt med fugle i mange år, ser man, hvordan ro, rutiner og respekt gør en forskel. De ældste fugle her er ofte også de mest rolige og tillidsfulde – og de viser, at alder ikke behøver være en svækkelse, men tværtimod en styrke."

Det handler ikke kun om fravær af trusler, men om tilstedeværelse af tryghed. Det kræver, at man opfatter fugle som individer – med personlighed, præferencer, stemninger. Det er ikke antropomorfisme. Det er observation. Et menneske, der er opmærksom, kan hurtigt lære at se, hvornår en falk mistrives, eller hvornår en ørn trækker sig lidt fra fællesskabet.

Det lange liv og det stille blik

Der er noget dybt filosofisk ved at dele sit liv med væsner, der oplever tid på en anden måde. Når vi tæller deres år, glemmer vi måske, at mange fugle oplever deres omgivelser med en reaktionstid, en præcision og en opmærksomhed, som overgår vores egen. Øjnene, der kan fokusere på en mus i bevægelse flere kilometer væk. Musklerne, der arbejder i mikrobevægelser under flugt. Aldring her er ikke nødvendigvis en lineær svækkelse, men måske snarere en bevægelse mod tillid og finjusteret balance.

I de senere år har vi set en øget interesse for netop dette: Hvordan påvirker miljø, social struktur og stressniveau fugles aldring? Biologisk forskning begynder nu at bekræfte det, vi længe har erfaret i praksis: Trygge omgivelser, korrekt kost, stabil rytme og tillidsfulde relationer forlænger livet – også hos fugle.

"De bliver ikke gamle, de bliver trygge," sagde en besøgende engang, og der er måske noget om det.

Naturen og det menneskelige nærvær

Det er let at idealisere naturen som det sande og frie, men naturen er også brutal. I vild tilstand dør de fleste fugle længe før deres fulde potentiale er udfoldet. At vi som mennesker kan skabe rammer, hvor de lever længere, bør ikke nødvendigvis ses som unaturligt – men måske som et andet lag af sameksistens.

I en tid, hvor begreber som biodiversitet, rewilding og artsbevarelse præger den offentlige samtale, er det måske værd at huske på, at natur også kan næres gennem nærhed, viden og respekt. Ikke som ejerskab, men som relation.

Og når en kongeørn, man har kendt i tre årtier, stadig ser én i øjnene med det samme intense blik som dengang, man første gang mødte den – ja, så mærker man, at tid kan tage mange former. Og at det måske ikke kun er fuglene, der bliver ældre med værdighed. Måske gør vi det også selv – i deres selskab.

Kilder og videre læsning

1. BirdLife International: Species factsheets – White-tailed Eagle (Haliaeetus albicilla). Tilgængelig via www.birdlife.org

2. United States Fish & Wildlife Service: California Condor Recovery Program.
   https://www.fws.gov

3. Zoological Society of London: Longevity records in captive birds. Intern database og opgørelser fra internationale dyreparker og aviærer.

4. The Guinness Book of Animal Records (seneste udgave) – for eksempler på ekstreme aldre hos fugle, herunder Cookie, kakadue (Cacatua moluccensis), der blev 83 år.

5. P. Newton: Population Ecology of Raptors, Poyser Monographs, 1979 / 2002. Klassisk værk om rovfugles livshistorier og dødelighed.

6. C. J. Pennycuick: Modelling the Flying Bird, Academic Press, 2008. Om fugles fysiologi og energiomsætning, også relevant for forståelsen af aldring og stofskifte.

7. Falconry Heritage Trust: Arkiv og artikler om langtidsholdbare rovfugle i menneskelig varetægt, herunder gyrfalke og vandrefalke.

8. Wenzel, P.F.: Feltobservationer og interne journaler fra Ørnereservatet, Nordjylland, 1980–2025 (ikke-publicerede, men anvendt som kildemateriale og dokumentation).

9. L. Keller & J. H. Burns: “Life-span and life-history evolution in birds” i Annual Review of Ecology, Evolution, and Systematics, Vol. 33 (2002).

10. Cornell Lab of Ornithology: All About Birds – databaseret viden om fuglearter, deres levealder og adfærd i naturen og under pleje.
    https://www.allaboutbirds.org