Min ven Barbatus

Den flyvende drage

Af Peter Frank Wenzel
Om en barndomsfascination, en sortskægget grib og et nordjysk reservats møde med det mytiske.

For næsten 80 år siden læste min far som ung dreng en bog, der kom til at ændre noget i ham. Den hed Den flyvende drage og var skrevet af den svenske ornitolog og eventyrer Bengt Berg – en mand, der med sine fotografier, rejsebeskrivelser og poetiske beskrivelser af fugleliv gjorde noget ved forestillingsevnen hos mange naturinteresserede.

Bogen handlede om lammegribben – Gypaetus barbatus – en af verdens mest særprægede og mytisk udseende rovfugle. En sortskægget skabning med næsten tre meter vingefang, som ikke jager levende bytte, men lever af knogler. Fuglen samler knoglerester, bærer dem højt op i luften og lader dem styrte mod klipperne, så de splintres og kan spises. Selv den tørreste knogle er føde for denne luftens asket.

Min far blev grebet af denne fugl, og fascinationen blev hængende som et ekko gennem generationer

I dag er lammegribben uhyre sjælden i vores egne himmelstrøg. I løbet af de sidste 100 år er den kun observeret ganske få gange i Danmark – som en slags luftens vandringsmand, båret nordpå af varme vinde fra Alperne og Pyrenæerne. Når den dukker op, er det en begivenhed, der sætter både ornitologer og almindelige naturglade mennesker i bevægelse. Den er ikke bare et sjældent syn – den er et symbol på en anden virkelighed.

Men lammegribben lever ikke kun i Europas bjergegne. Den findes også højt i Himalaya – blandt sneklædte toppe og buddhistiske klostre. Her betragter mange tibetanske munke den som noget næsten overjordisk. Den er ikke bare en fugl, men en slags mellemting mellem jord og himmel, mellem liv og død. I den tibetanske dødsritualtradition spiller gribben en rolle som sjælefrigører, et væsen der løfter det jordiske og giver det videre. Deroppe betragtes lammegribben med dyb respekt – som en del af det store kredsløb, ikke som uhyre, men som hjælper.

For snart 20 år siden fik Ørnereservatet mulighed for at få en ung lammegrib. Det skete i samarbejde med nogle meget seriøse og erfarne folk med stor viden om arten. Fuglen kom hertil, og vi kaldte ham Barbatus.

At få en lammegrib til Nordjylland – til det åbne landskab mellem Tversted og Ålbæk – var som at få besøg af noget, vi aldrig før havde oplevet. Barbatus var ikke bare en ny art i Ørnereservatet. Han var anderledes. Et væsen, der nærmest virkede som sendt fra en anden verden – ikke fjendtlig, men fremmed. Hans væsen, hans blik, hele hans måde at være til stede på brød med alt, vi kendte. Og alligevel opstod der hurtigt en særlig kemi. Ikke larmende, ikke nem at forklare – men dyb. Et slags gensidigt nærvær, hvor noget meget gammelt og noget meget menneskeligt mødtes i stilhed.

"Han er en ven, sådan helt ind under huden," siger jeg ofte. "Vi forstår hinanden, uden at det skal forklares. Han kender mine bevægelser, og jeg kender hans humør. Det er som om, vi taler sammen – bare uden ord."

Han har sin egen vilje, og han vælger selv, hvem han vil være tæt på. Men han valgte mig. Og det gør noget ved én.

Det mest overraskende – og måske mest fascinerende – ved denne fugl er dens evne til at observere og forstå økosystemer. I naturen følger lammegribben ofte ulveflokke på afstand. Ikke som trussel, men som mulighed. Den ved, at hvor ulvene jager, vil der snart være ådsler og knogler. Den venter. Den spejder. Den kender landskabets rytme bedre end de fleste. Den er ikke bare en fugl – den er et studie i tålmodighed.

Og i Barbatus så vi alt dette: Vingefanget, stilheden, blikket. Et væsen, der ikke fylder landskabet, men hæver det.

Forleden blev cirklen næsten fuldendt. Jeg deltog i et interview på DR P4 Syd (maj 2025), fordi en vild lammegrib var blevet set nær Esbjerg – båret hertil af forårstermikken fra syd. Det er kun ganske få gange i nyere tid, at man har kunnet opleve en vild lammegrib over Danmark. Alligevel skete det. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke: Måske er det ikke bare tilfældigt. Måske er det noget, der vender tilbage. Ikke som massefænomen, men som myte, som påmindelse.

En påmindelse om en sortskægget skabning, der stadig i dag flyver som en dragende skygge over det europæiske landskab.

Link til radioudsendelsen her (spol frem ca. 38 min inde i udsendelsen)