Når grøn omstilling bliver sort for naturen
Af Peter Frank Wenzel, leder af Ørnereservatet
Der findes et ubehageligt paradoks midt i den danske energidebat: At vi i forsøget på at redde kloden glemmer den konkrete natur, vi står i. At vi planter gigantiske vindmøller i fuglenes luftveje og breder solcellefelter ud over åbne landskaber, som om jorden blot er et underlag for teknologi. Spørgsmålet er ikke, om den grønne omstilling er nødvendig. Det er den. Men hvordan vi gør det, bør være genstand for langt større eftertanke end hidtil.
I Ørnereservatet arbejder vi med nogle af de dyr, der først mærker konsekvenserne af vores valg. Rovfuglene reagerer på støj, på forandringer i landskabet, på tabet af byttedyr, når deres levesteder inddrages til energiindustri. Det er ikke teori. Det er praksis – daglig virkelighed.
Vi har i årevis sagt det upopulære: Vind og sol er ikke uden konsekvenser. Især ikke, når det bliver til storskalaanlæg i naturen. Og vi har lige så længe peget på det, som mange nægtede at diskutere: Kernekraft som en mulig – måske nødvendig – del af løsningen. Men i Danmark har der hersket en mærkelig konsensus, hvor visse teknologier blev opfattet som moralsk overlegne og andre som uønskede, uanset fakta.
Nu skriver vi 2025. Verden er en anden. Klimakrisen presser, energiforsyningen vakler, og den geopolitiske virkelighed er skærpet. Pludselig er kernekraft ikke længere et tabu. Flere partier i Folketinget overvejer det seriøst, og globalt ser vi små, modulære reaktorer som teknologisk og sikkerhedsmæssigt langt fra de billeder, vi bærer med os fra Tjernobyl og barndommens angst.
Vi tror ikke på, at kernekraft er en mirakelkur. Men vi tror, det er naivt at afvise det af ideologiske grunde, mens man samtidig gør sig afhængig af solpaneler fra et Kina, der i stigende grad er i konflikt med vestlige værdier og handler i tæt samarbejde med Rusland. Der findes ingen værdifri energi.
Indtil kernekraft kan blive en realitet i Danmark (måske 5-10 år), foreslår vi noget så lavpraktisk som at bruge den gas, Danmark allerede har – fra Tyra-feltet i Nordsøen. Ikke fordi det er perfekt. Men fordi det er bedre end kul og olie. Mere kontrollerbart, mere selvstændigt, og uden de samme geopolitiske og økologiske kompromisser.
Vi skriver ikke dette indlæg for at være imod noget. Vi skriver det for at minde om, at naturen er en virkelighed – ikke en metafor. At klimapolitik ikke bør føres hen over hovedet på fugle, mennesker og landskaber. At teknologisk fremskridt ikke er neutralt, men et spørgsmål om prioritering.
Vi vil derfor fremover i Ørnereservatet bruge mere energi på netop det: At stille spørgsmål til, hvordan vi forvalter den natur, vi påstår at ville beskytte. Hvad betyder det, når vi sprøjter nær naturområder? Hvad sker der, når nanopartikler trænger ind i fødekæderne? Og hvor blev biodiversiteten egentlig af i alle klimaambitionerne?
Der er brug for en langsom samtale. Om ansvar, om omsorg og om modet til at tænke i andet end signaler.