Artikel

Gå tilbage til oversigt

Tre bøger du bare må læse


Af Peter Frank Wenzel, Ørnereservatet

 

Der findes mange måder at nærme sig naturen på. For nogle sker det gennem feltstudier og vandrestøvler, for andre gennem kikkert og kamera. Men der findes også en mere sjælden – og ofte overset – vinkel: falkonerens. Den, der arbejder med ørne, falke og gribbe i direkte samspil, dagligt, og som læser dyrenes sprog med øjnene, ryggen, stemmen og vinden.

Hvis du virkelig vil forstå naturen gennem denne ældgamle kunst, og samtidig grave dybt i både historie, filosofi og praksis – så er her tre bøger, du bare læse. Ikke fordi de er nemme, men fordi de gør dig klogere. På fuglene. På naturen. Og på os mennesker.

1. Kejserens mesterværk: Über die Kunst mit Vögeln zu jagen – Friedrich II

Vi begynder med den sværeste – og vigtigste. Kejser Friedrich II's værk om falkejagt fra 1240’erne er ikke bare den ældste kendte falkonerbog i verden. Den er en kulturskat. Et værk, der blev skrevet af en mand, som både var kriger, videnskabsmand og filosof. Hans De arte venandi cum avibus – ”Om kunsten at jage med fugle” – findes i dag i en version fra Stanford University Press i oversættelsen The Art of Falconry af Wood & Fyfe. Det er ikke let læsning, men det tætteste, vi kommer på en bibel for enhver, der vil forstå rovfugle – både biologisk, historisk og som partnere i menneskets naturforståelse.

Friedrichs arbejde er forbløffende moderne og videnskabeligt i sin tilgang. Han beskriver ikke blot træning, men også fuglenes fysiologi, adfærd og psykologi. Alt sammen med en ydmyghed over for naturen, som er sjælden – selv i dag.

Jeg har selv haft den store oplevelse at få adgang til en af de oprindelige udgaver i Vatikanbiblioteket i Rom. Med særlig tilladelse fra overbibliotekaren fik jeg lov at studere en digitaliseret kopi af manuskriptet i ro og mag – og som noget ganske særligt fik jeg efterfølgende en særskilt digital adgang med hjem. Det var en næsten religiøs oplevelse at se og bladre i siderne, hvor kejserens egne tanker og streger stadig lever.

2. Canadas store falkoner: The Complete Falconer – Frank Beebe

Frank Beebe var ikke blot falkoner – han var kunstner, biolog og en praktiker, der kendte hver fjer på sine fugle. The Complete Falconer er måske den mest håndgribelige og inspirerende falkonerbog, der findes. Ikke akademisk som Friedrichs værk, men dybt ærlig og fuld af erfaring. Her møder vi en mand, der havde jord under neglene og falke på armen hver dag – og som samtidig kunne skrive det hele ned med varme, vid og klarhed.

Beebe beskriver både træningsmetoder, arter og udstyr – men også den åndelige forbindelse, der kan opstå mellem menneske og rovfugl. Det er svært ikke at blive grebet.

3. Biologisk præcision: Understanding the Bird of Prey – Nick Fox

Den tredje bog er nyere og mere teknisk – men ikke mindre væsentlig. Nick Fox er forsker og praktiker, og hans bog er et must, hvis man vil forstå rovfugle med præcision. Understanding the Bird of Prey går i dybden med anatomi, adfærd, træning, jagtteknikker og moderne metoder. Bogen er både brugt i forskning, i professionel falkoneri og i internationale avlsprogrammer. Den viser, hvordan man med respekt og indsigt kan arbejde med nogle af verdens mest følsomme og majestætiske væsener.

Og selvfølgelig…

Jeg kan ikke nævne falkonerbøger uden også at nævne min fars og mine egne bidrag. Min fars bog Stormen i vingerne og min egen Ørnen er landet ved Skagen er fortællinger om liv, arv og arbejdet med nogle af verdens største rovfugle. De er skrevet med hjertet – men også med de erfaringer, der kun kommer af at stå i stormen med en kongeørn på handsken og vide, at du aldrig er færdig med at lære.

Udover disse har min far og jeg gennem årene skrevet et stort antal artikler og bøger om falkoneri, rovfugle og natursyn. Et udvalg af disse kan købes her på stedet – og som en særlig gestus over for vores gæster og dem med en ægte interesse, har vi digitaliseret nogle af dem og gjort dem gratis tilgængelige. Det er vores måde at give lidt tilbage og videreføre den viden, der er blevet samlet gennem generationer.

Der findes mange flere bøger. Men hvis du starter her, vil du aldrig se på en rovfugl – eller naturen – med de samme øjne igen.

 

Læs Ørnereservatets udgivelser gratis her

Køb billetter og gavekort online her

Gå til webshoppen