HUNDREDEVIS VILLE HJÆLPE WILL HJEM
Foto: Mennesker altid har fundet sig beslægtet med fugle
Da en stor sakerfalkunge forsvandt fra Ørnereservatet, blev dens flyverute fulgt med ængstelse og iver af brugere og radioamatører på Facebook
Af Mette Goddiksen
- "Jeg krydser fingre for, at han savner jer og finder hjem igen"
- "Jeg så en meget stor fugl, der nærmest stod stille i luften, mens den svævede - kan det være en ledetråd?"
Sådan svarede to Facebook-brugere på Ørnereservatets efterlysning af en falkunge i slutningen af august, hvor dramaet om den forsvundne sakerfalk, Will, blev fulgt intenst, da han forsvandt fra Ørnereservatet.
Rigtig mange både almindelige brugere og radioamatører fulgte den unge falks rejse over hele landet, og der blev delt, liket og kommenteret ivrigt.
Ørnereservatet sendte nemlig en appel og en radiofrekvens ud på Facebook for at få hjælp til finde sakerfalken og bringe den sikkert hjem. Og det hele blev ikke mindre intenst af, at batteriet på falkens radiosender ville løbe tør for strøm i løbet af få dage.
- Folk engagerede sig med liv og sjæl i Wills skæbne , fortæller indehaver af Ørnereservatet, Frank Wenzel.
Både radioamatører og almindelige, behjertede mennesker var inde og forsøge at hjælpe med at rekonstruere rovfuglens flyverute. Brugere på Facebook spørger stadig til, om den lille, kvikke falk er kommet hjem, da de har taget hans historie til hjertet.
For det var en række uheldige omstændigheder, der fik Will på bare tre måneder til at flygte fra sit hjem i slutningen af august.
- Og sammen med sin bror, Albert, var han blevet lidt en publikumskæledække, fordi han var så tillidsfuld og lærenem, siger Frank Wenzel.
Men da et kraftigt regnvejr pludselig brød ud, og publikum begyndte at løbe indenfor eller slå paraplyer op, blev Will så forskrækket, at han tog flugten.
- Normalt ville han bare sidde og putte sig i nærheden. Men desværre krydsede han et musvågepars territorium, og de angreb ham igen og igen. Det var for meget for en bare tre måneder gammel falk, så han fløj endnu længere væk fra Ørnereservatet.
Han endte herefter i Søparken i Frederikshavn, hvor Frank Wenzel og sønnen Peter Wenzel havde radiokontakt, men da de skulle kalde ham til sig, så kom der en dame med løsgående hunde.
- Og det var altså for meget for Will med tre forskrækkelser i træk, så han fortsatte ud til Hirsholmene.
Her blev han fotograferet for allersidste gang af Kristian Nefer fra Ålbæk - et billede, der ligeledes blev delt på Facebook.
Will fløj atter ind over Frederikshavnsområdet og videre sydpå mod Kolding. Sidste radiofrekvensmelding på Will var på den østlige del af Sjælland, og Frank Wenzel formoder, han er fortsat til Sverige og ud i verden til en uvis skæbne.
- Og selv om Will kun er en unge, så kan han komme rigtig langt, når han først er oppe i højderne og har fået luft under vingerne. I England fløj en tilsvarende falk engang væk. De fandt den på Malta 2000 km væk dagen efter.
Tydeligvis havde brugerne på Facebook virkelig håbet til det sidste på, at historien ville få en mere glædelig afslutning. Til det skrev et par af de hjælpsomme brugere:
- "Øv, øv - meget trist at høre L Håber, Will kan klare sig selv"
- "Æv, men der blev gjort et forsøg, men nu ved I jo, at der er et netværk, som kan træde til, hvis det skulle ske igen. Håber nu alligevel, at den kommer hjem til jer igen…"
Frank og Peter Wenzel er naturligvis bedrøvede over at have mistet falken, men glæder sig over de mange menneskers hjælpsomhed.
- Det var virkelig positivt at opleve de mange indberetninger og at være i dialog med folk, der gik op i det med liv og sjæl, siger Frank Wenzel.
Historisk samhørighed
Han forklarer den store interesse med, at mennesker altid har fundet sig beslægtet med fugle - lige fra farvestrålende papegøjer til stolte rovfugle, som især indianerne forbandt med en særlig kraft og spiritualitet.
- Der har været en fascination og et samarbejde mellem rovfugle og mennesker gennem årtusinder. De første rovfugle stammede jo direkte fra dinosaurerne, og i nordisk mytologi var det ravnene Hugin og Munin, der fløj hjem til Odin med nyt fra verden.
Han fortæller, at gennem historien og stadig i nogle lande, så er især rovfugle en del af familien, fordi de sammen med mennesker skaffer familien mad på bordet.
- I eksempelvis Mongoliet og Kasakhstan, så er kongeørnen med til bords om aftenen, efter den har været med på jagt. Og i Kina opdrætter de skarver fra små til at komme med på havet og dykke ned i stimerne efter fisk til familierne. Fugle er mange steder en fuldstændig integreret del af familien, fortæller indehaveren.
- Og det var vel samme samhørighedsfølelse, der fik folk til virkelig at stå sammen om at finde Will.