Falkeblikket – om at aflæse mennesker som en rovfugl

Af Peter Frank Wenzel

Efter 51 år i selskab med rovfugle begynder man at se verden anderledes. Ikke i overført betydning, men helt konkret. Øjet vænner sig til at registrere bevægelse før bevægelse. Kroppen reagerer, før tanken har formuleret en dom. Og i det stille opstår en slags dobbelt bevidsthed: én for mennesker og én for fugle – men med fælles sensorisk grundlag.

At arbejde med rovfugle er at blive opdraget af det nonverbale. Et enkelt løftet hoved, en minimalt ændret fjerstilling eller en muskels spænding under kløerne – det hele betyder noget. Øjnene følger, før noget bevæger sig. Og det samme gælder mennesker. Det er ikke, fordi jeg har lært at "læse mennesker". Det er, fordi jeg har aflært at ignorere det, der hele tiden er der. Øjenbevægelser. Mikrosignaler. Rytmen i en pause. De fleste bemærker det kun, når nogen råber eller smækker med døren. Men falkeblikket opfanger spændingen, allerede før den, der bærer den, selv forstår den.

Rovfugle reagerer før intentionen er fuldt formuleret. Det gør noget ved ens opmærksomhed. Man lærer at handle på vibrationer i rummet. På tavshedens retning. På luftens uroenhed. Over tid begynder man at mærke det samme i mennesker: At de sender signaler længe før de siger noget. At et rum kan fortætte sig uden at nogen har ytret et ord. At stemningen fortæller, hvad sproget forsøger at kontrollere.

Det er ikke en evne, man praler med. For de fleste lyder det mærkeligt, at man "fornemmer" noget. Men for den, der har stået side om side med fugle og pludselig mærket deres uro, før nogen anede at tordenvejret nærmede sig – er det ikke mærkeligt. Det er det eneste naturlige.

Der er ingen undvigelsesmanøvre i arbejdet med rovfugle. Du er enten til stede – eller i fare. Fuglene reagerer på ægthed, ikke pænhed. De tåler stilhed, men ikke indre støj. Den konstante forpligtelse til opmærksomhed gør noget ved en. Du begynder at høre, hvad folk sender, snarere end hvad de siger. Du tolker ikke – du registrerer. Ikke fordi du vil analysere, men fordi kroppen allerede har mærket noget, før sproget forsøger at indfange det.

Alt dette kan lyde mystisk, men det er det ikke. Det er som en urmager, der hører, at ét tandhjul i et urværk klikker forkert, mens vi andre kun hører tikket. Det er en trænet sans. En specialisering. Jeg har bare brugt hele mit voksne liv på at mærke signaler fra væsner, der ikke taler. Det gør mig ikke overmenneskelig – men måske lidt anderledes i mit blik for det menneskelige.

For hvad gør det egentlig ved et menneske, når det i et halvt århundrede har været omgivet af skarpe næb og følsomme vinger? Måske det samme som det gør ved stenen i floden: Langsomt bliver man slebet. Ikke væk – men til.

Peter Frank Wenzel er falkoner og leder af Ørnereservatet ved Tversted. Han har arbejdet med rovfugle i over fem årtier og underviser i rovfuglenes adfærd, sanser og kulturhistorie.