FORÆLDRELØS DRENG FIK ØRNEVINGER
FORÆLDRELØS DRENG FIK ØRNEVINGER
Forældreløs dreng fik ørnevinger
Frank Wenzel, tidl. indehaver af Ørnereservatet, fyldte 16. november -2014, 75 år.
Det skulle vise sig at blive en helt usædvanlig skæbne af storhed, men med en svær start, som Frank Wenzel blev født ind i Schleisen i Polen i 1938.
Men han blev båret igennem første del af livet blandt andet med omsorg og interesse fra forfatter Hans Scherfig, den kendte skovridder Vagn Holstein og Hans Brehm, præsident for den tyske falkonerforening.
Frank Wenzels familie flygtede til Esbjerg i 1945, hvor de havde familie. Kort tid efter blev forældrene skilt, og moren døde af Tuberkulose. Den lille, polske dreng var fuldstændig overladt til sin egen skæbne og fremmede menneskers omsorg.
Omsorgen kom heldigvis gennem plejemoren Bodil Petersen, der hentede ham og gav ham et hjem i Frederikssund. Hun havde forståelse for drengens behov for at fordybe sig i naturen og søge ensomheden. Frank Wenzel havde frie rammer til at leve de fleste af sine vågne timer i Jægerspris Skovene nær Roskilde Fjord blandt dyrene.
Her begyndte han tidligt at observere og registrere især fuglelivet. Og drengen havde et talent og en tålmodighed, som skovridder Vagn Holstein bemærkede. Derfor tog han Wenzel under uddannelse, og således lærte Frank Wenzel alt om den biologiske del af rovfuglenes storslåede univers.
Noget, der førte til, han som bare 14-årig udgav undervisningsbogen "Musvågen". Med den blev han den yngste forfatter til skoleundervisningsmateriale i Danmark nogensinde.
Det vakte Hans Scherfigs interesse. Han var netop meget optaget af naturen og i særdeleshed guldsmede, som han studerede ved sin havedam i huset i Nordsjælland. Han kendte Frank Wenzels plejefamilie og betragtede flygtningebarnet som særligt sårbart. Frank Wenzel mener, omsorgen også kom, fordi Scherfigs egen kone kom fra Østrig.
Samtidig med, at Frank Wenzel kom i lære som pressefotograf på Berlingske Tidende, boede han i perioder hos Familien Scherfig og blev kammerater med den yngste søn, Martin Scherfig.
Her gik han sammen med Scherfig ud og observerede dyrelivet, han så Scherfigs kendte dyrebilleder, inden malingen var tør, og han sov side om side med Scherfigs egne sønner.
Han holdt kontakten med forfatteren, mens han uddannede sig til pressefotograf og fik beretninger fra blandt andet Rusland, hvor Scherfig besøgte en familie, der sad til bords med deres kongeørn, som hjalp dem i jagten. En ørn, som han i et brev skrev, "fik ham til at tænke på Frank".
Alt imens fik den unge fotograf den prestigefulde opgave at illustrere bogen "Nordens fugle i farver".
Og interessen for de majestætiske rovfugle blev mere og mere intens og forfinet gennem årene for Wenzel. Han ville vide mere om deres væsen, deres tilhørsforhold til mennesker og deres unikke samarbejdsevner. Det var ikke nok bare at registrere og notere naturen klinisk. Wenzel fornemmede, der lå meget mere bag rovfuglene end kløer og instinkter - han ville dykke dybere ind i deres væsen og opklare deres mysterium.
Det førte til, at han som 20-årig kom i lære som falkoner hos præsidenten for den tyske falkonerforening, Hans Brehm. Her fik Wenzel koblet hele den kulturhistoriske del på sin viden om rovfugle.
I 1959 mødte den unge falkoner sin kommende hustru, københavnerpigen Irene, på en jazzklub i København. Hun var meget naturinteresseret, men kendte ikke meget til rovfugle.
Men forelskelse kan gøre meget ved et menneske. Pludselig befandt det unge kærestepar sig det meste af tiden i Gribskov, hvor Frank Wenzel fotograferede rovfugle.
Irene Wenzel indvilligede også - til stor morskab for gæster - i at lave sit badekar om til en rede for en forældreløs ravn, mens Frank var på arbejdsrejse. Parret blev gift i 1961 og flyttede til Arresø. Her fik de sammen de tre børn Jacob, Edith og Peter.
I 1976 overvejede familien at emigrere til Canada, hvor der er bedre plads og højere til himlen for en rovfugleekspert. I sidste øjeblik ombestemte Irene Wenzel sig dog og sagde til sin mand, at han måtte udpege en hvilken som helst bopæl - bare det blev inden for Danmarks grænser. Det resulterede i, at familien flyttede til Nordjylland ved Skagen, hvor der var gode rammer for at starte Ørnereservatet. Det blev indviet i 1980 med støtte fra det saudiarabiske kongehus.
Frank Wenzel, børn og hustru har siden udviklet Ørnereservatet til at være Skandinaviens største videnscenter for rovfugle. Det besøges hvert år af flere end 50.000 turister. De nyder godt af den tillid og det bånd, som Frank Wenzel gennem årene har opbygget til de ellers så menneskesky rovfugle. Han har blandt andet billeder af, at han sidder i en rede, mens havørnehunnen ligger på sine æg. Der klækkes hvert år mange nye falke og ørne på Ørnereservatet.
Samtidig har Frank rejst over hele verden for at øge sin egen viden om rovfugle - og for at bidrage til større respekt for deres levevis.
En enkelt gang blev han af staten sendt til Saudi-Arabien for at give den sidste ørkenkonge en jagtfalk, som skulle fungere som en diplomatisk trumf for det oliehungrende land mod nord.
Ved andre lejligheder har Ørnereservatet fået besøg af højtstående indianere, der tillægger rovfugle en særlig kraft og spiritualitet.
Og ud over helt unikke oplevelser, viden og en lang række bogudgivelser, billeder og kortfilm har livet med himlens konger ført til et flænset øre for Frank Wenzel.
Det har haft konsekvenser at være helt tæt på de morderiske majestæter - men det har samtidig givet en tillid og et samarbejde, som Frank Wenzel finder helt nødvendig for forskningen i rovfuglene. Han er stadig fuldt aktiv med at træne falke og ørne og lærer hver dag noget nyt.
I dag arbejder den yngste søn, Peter Frank Wenzel (nuværende ejer af Ørnereservatet), som driftschef og falkoner med speciale i forevisning af den traditionelle falkejagt fra hesteryg. Datteren Edith Wenzel har sammen med sin mand startet Falkonergården i Fredensborg. Den ældste søn er bibliotekar og arbejder med it ved Frederikshavn Kommune. Han er samtidig stadig en vigtig sparringspartner i familieforetagenet.
Ørnereservatet har besøg af alle verdens nationer til forevisninger, og arbejder til stadighed med forskning, der skal bidrage til en større forståelse for rovfuglene.