KAMP TIL DØDEN

KAMP TIL DØDEN

Af Mette Kirstine Goddiksen

Når ørne kæmper om territorium, så gøres der kort proces. Der er absolut ikke plads til fejltrin, svaghed eller Frank Wenzel. Men han lægger sig imellem alligevel.Da de to havørne, Senja og Dønna, kom op at slås for nyligt, var det ekstra hjerteskærende for Frank.
- De er begge to store unger fra sidste sommer, og de plejede at flyve over klitterne og hygge sig sammen, men da de blev ældre, begyndte de to hunner at kæmpe om territorium og kunne ikke tåle synet af hinanden. Jeg vidste, vi skulle passe på!Derfor var de i hver sin flyvevoliere, men desværre stod porten lidt på klem, og den dødsensfarlige kamp var en realitet.

- Heldigvis kom de op at slås på et begrænset areal. Det værste er, når de kommer op at slås ude i den vilde natur. Så flyver de uden for min rækkevidde, og jeg kan ikke stoppe dem, fortæller Frank.

Hunner værst

Uden nogen sammenligning i øvrigt, så er hunnerne de mest aggressive i ørnenes rige. Det er mægtige temperamenter, Frank er oppe imod, når han lægger sig imellem to rivalinder.

- Ørnene kæmper meget intenst, indtil den ene er død eller bøjer sig for, at den anden er stærkest. Når jeg lægger mig imellem, så ved de, at jeg er en uinteressant part i konflikten og undgår at gribe ud efter mig. Men de gør alt for at komme forbi mig og sætte kløerne i den anden ørn.
Frank betegner sig selv som "ikke just en årsunge", hvorfor det er både fysisk og psykisk anstrengende for ham at mægle mellem to rasende ørne med et vingefang på tre meter. Eller ganske enkelt forhindre den svage parts død.
- Jeg holder utrolig meget af mine ørne og er lettet over, at jeg fik stoppet kampen i tide.

Som rasende kamphunde

Langt mere tragisk endte det for nogle år siden, da to voksne hunørne kæmpede om den højeste placering i rangordenen.
- Det var to pragtfulde kongeørne, som kom i kamp, da de begge blev ynglemodne. De kan blive rasende som kamphunde og har samme evne til at låse grebet i modparten, når adrenalinen pumper. Og således fik den ene sat en klo i låret på den anden, før jeg fik stoppet dem.
Først håbede Frank på, at det blot var en overfladisk skramme, da der ikke kom blod ud. Men han havde en grim fornemmelse.- Kloen var gået langt ind, men kongeørnens kraftige dun virkede som en prop inde i såret.
Nogle dage efter hang den med hovedet. Der var gået blodforgiftning i såret, og en blodtransfusion var for kompliceret. Kongeørnen døde.
- Det var meget, meget tragisk, og heldigvis ender det sjældent så alvorligt, siger Frank.

Naturens orden

Der finder hele tiden kampe sted i de stolte ørnes verden, men oftest finder den svage part sin plads i rangordenen uden blodsudgydelser. Faktisk kan ørnekampe være både flotte og fascinerende.
- De fanger hinandens kløer på samme tid i luften, så de på den måde afvæbner hinanden, og så hvirvler de rundt som mennesker i et tandemspring. Til sidst farer de mod jorden, hvor de så slipper hinanden nøjagtig tids nok til, de ikke begge to rammer jorden og dør.
Ørne er ikke flokdyr, men kan have et fint samarbejde, når der ikke hersker tvivl om, hvem der er stærkest.

- De værste er, når to hårde sten mødes, påpeger Frank.