Artikel

Gå tilbage til oversigt

Pressemeddelelse – Ørnereservatet åbner sæsonen 17. april med påskeforevisninger og store nyheder

Pressemeddelelse – Ørnereservatet åbner sæsonen 17. april med påskeforevisninger og store nyheder

Ørnereservatet slår portene op for sæson 2025 den 17. april – og vi glæder os til at byde både nye og trofaste gæster velkommen til en sæson, hvor der er blevet arbejdet intenst hele vinteren for at give vores publikum endnu flere stærke naturoplevelser.

Blandt de største nyheder er et helt nyt tribuneanlæg i træ, der strækker sig over 100 meter med udsigt til både Ørnesøen og det karakteristiske klitlandskab. Her kan man nu sidde komfortabelt i smukke rammer og opleve rovfuglene og hestene folde sig ud i det vilde nordjyske terræn.

Et andet stort løft i området er et imponerende fyrretræ på hele 20 meter, som er blevet plantet ved Ørnesøen med hjælp fra dygtige maskinentreprenører. Træet spejler sig nu i søens overflade og er allerede blevet taget i brug af vores imponerende ørne.

Indendørs har udstillingsområdet også fået en grundig opfriskning. Der er malet, forbedret og omdesignet – og i caféen vil man straks lægge mærke til de nye omgivelser og vores helt nye kaffemaskiner. Netop i påsken kan du lune dig med klassiske æbleskiver og lækre, varme drikke – for som man siger: Julen varer lige til påske.

Vi glæder os til endnu en sæson med vores hurtige falke, prægtige ørne, elskede heste og de gigantiske gribbe. Alt præsenteres i et timet program med levende og nærværende speak fra falkoner Mette og falkonerassistent Emilie – og som altid kan du komme helt tæt på, når Peter træner rovfuglene i det storslåede landskab.

Ørnereservatet er beliggende i det skønne Nordjylland, mellem Ålbæk og Tversted – tæt ved Skagen. Billetter kan købes på www.eagleworld.dk.

Velkommen til sæson 2025 – vi glæder os til at se jer i påsken og resten af året!

 

Download billede her til omtale af Ørnereservatet ved denne pressemeddelelse

Køb billetter og gavekort online her

Gå til webshoppen