Når naturen får hovedrollen

Fire film der ændrer vores syn på dyr, mennesker og økologi

Af Peter Frank Wenzel

Man kan godt tale om klima og biodiversitet uden at nævne et eneste dyr ved navn. Det sker dagligt i rapporter og debatindlæg. Men nogle gange er det mødet med ét bestemt dyr – en måge, en falk, en ørn – der gør det hele konkret og menneskeligt. Det er netop, hvad fire særlige film formår: at sætte naturens væsener i centrum, ikke som objekter, men som aktører. De fortæller os ikke, hvad vi skal mene – de viser, hvordan det føles, når naturen bliver levende for alvor.

Jonathan Livingston Seagull
I 1973 udkom filmen om mågen Jonathan, der nægter at leve som resten af flokken. Han vil flyve højere, hurtigere, friere. Det er en usædvanlig film, baseret på Richard Bachs roman og akkompagneret af Neil Diamonds musik. Ikke meget sker – andet end at en fugl prøver at flyve, som ingen før har fløjet.

Alligevel er det en film, der har rørt millioner. Den handler om frihed, individualitet – og om at finde sin plads i naturens orden uden at være bundet af flokmentalitet. Mågen bliver et spejl for mennesket, der søger noget mere, men ikke vender sig bort fra naturen for at finde det – tværtimod.

Kes
Ken Loachs Kes (1969) er en film, man ikke glemmer. En dreng i et engelsk mineområde finder en tårnfalk og træner den i hemmelighed. Han har ikke meget – men han har falken. Forholdet er ikke sentimentalt, men nænsomt og ægte. Det bliver en flugt, ikke fra virkeligheden, men ind i noget sandere end den.

Filmen viser naturens betydning i en verden, hvor det meste ellers er ødelagt, fattigt eller ligegyldigt. Det er ikke en fortælling om natur som idyl – det er en fortælling om det eneste sted, hvor noget føles rigtigt. I falkens blik findes det håb, som samfundet har glemt at tilbyde.

Ringenes Herre
Tolkien var ikke økolog i moderne forstand, men han forstod noget grundlæggende: Naturen er ikke passiv. Den har sin egen etik. I Ringenes Herre kommer ørnene til undsætning i sidste øjeblik. De redder Frodo og Sam, men kun fordi kampen er kæmpet. Først da menneskene har bevist, at de er villige til at ofre noget, griber naturen ind.

De flyvende væsener er ikke et trick i fortællingen. De er en dom. En belønning. En påmindelse om, at magt ikke giver adgang til alt. At hjælp ikke gives til dem, der kommanderer, men til dem, der forstår.

Avatar
James Camerons Avatar (2009) er eventyr, action og science fiction – men under alt det er den en temmelig direkte fortælling om forholdet mellem teknologi og økologi. På planeten Pandora lever indbyggerne i tæt forbindelse med dyr, planter og hinanden. Det hele fungerer – indtil noget udefra forsøger at erobre det.

Her bliver dyrelivet ikke bare illustration, men deltager. Store, vilde dyr kæmper mod maskiner. Træer vælter. Men forbindelsen mellem arterne består. I sidste ende er det ikke teknologi, der vinder, men noget andet: sammenhæng. Balance. Økologisk bevidsthed.

Avatar siger ikke, at vi skal tilbage til stenalderen. Den siger bare, at hvis vi glemmer, vi er en del af noget større – så ender vi med at ødelægge det hele. Og os selv med det.

Natur som noget andet end data
Disse fire film handler ikke om klimatal eller miljøpolitik. De handler om følelser, værdighed, indsigter – og møder. Møder mellem mennesker og fugle, mennesker og økosystemer, mennesker og deres egne grænser. Det er ikke kun fakta, der forandrer holdninger. Det er fortællinger. Det er det blik, vi får, når en falk drejer på himlen, eller en måge sætter sig ud over flokken og vover det ukendte.

Vi har brug for den slags film, ikke som erstatning for videnskab, men som supplement til det, der ikke kan måles. Der hvor et menneske ser en fugl – og ser sig selv på ny.