Klimatosser siger ja tak til A-kraft

Af Peter Wenzel, indehaver, Ørnereservatet, Tversted, september, 2021

For en lille måned siden udgav FN's Økonomiske Kommission for Europa (UNECE) et dokument.

Heri hævder FN’s eksperter, at atomkraft kan bidrage til at opfylde Paris-aftalen og 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling. Faktisk er kernekraft helt nødvendigt for at afbøde den menneskeskabte klima- og miljøkrise, som hver eneste dag bliver mere alvorlig.

Kernekraft er den eneste løsning, hvis vi skal gøre os nogen forhåbning om at opnå kulstofneutralitet og dermed bidrage til at afbøde klimaændringerne, udtaler UNECE’s Executive Secretary, Olga Algayerova, i samme forbindelse.

Men set i lyset af den autoritet og viden, som FN har på området, så har medierne ikke interesseret sig synderligt for historien, politikerne har ikke talt kernekraft op, og vi ser ingen unge i skolestrejke med bannere, hvorpå der står ”A-kraft – ja tak”. Få interesserer sig for at påpege alle de positive erfaringer, et land som eksempelvis Frankrig har med helt naturligt at omstille energiproduktionen til kernekraft.

Her i landet runger ekkoet stadig fra 70’ernes massive – og på mange måder velbegrundede – skepsis over for A-kraft stadig i en sådan grad, at det overdøver fakta og fornuft. For faktuelt har kernekraftteknologien udviklet sig til at være en særdeles tryg og effektiv måde at udkonkurrere brugen af fossile energikilder på. Faktisk er det den eneste måde at udfase sort energi på, som ikke ødelægger miljøet. For der er afgørende forskel på klima- og miljøproblematikker, og det nytter ikke at løse den ene på bekostning af den anden. Mere om det senere. Først et bud på, hvorfor mange politikere (og deres vælgere) stadig har berøringsangst i forhold til se objektivt på kernekraft.

A-kraft var en varm kartoffel i 1985, da Firkløverregeringen fulgte folkestemningen og skrinlagde A-kraft som en del af energiplanlægningen. Her 36 år og efter massiv forskning og udvikling af kernekraft-teknologien er emnet tilsyneladende stadig for indviklet eller upopulært at drøfte på et oplyst grundlag – og det selvom de allerfleste af os – modsat i 1985 – er tragisk bevidste om, at vi har brug for effektive, teknologiske løsninger og fakta lige nu. Der er ganske enkelt ikke mere tid til at bejle til populære eller følelsesskabte holdninger.

Alligevel oplever jeg, at vi er ganske paralyserede og ser vind- og solenergi som det evigt saliggørende inden for grøn energi. Sjældent fortælles det i de brede medier, at det er energikilder, der slet ikke er så effektive som kernekraft, og de samtidig allerede udgør et gigantisk miljøproblem.

I USA ser man områder, der før rummede et rigt dyre- og planteliv, blive omdannet til ørkener med solceller så langt øjet rækker. I Danmark dør et stort antal fugle i vindmøller samtidig med, at møllerne forstyrrer det generelle dyre- og planteliv, hvilket bestemt ikke gavner biodiversiteten. Både sol- og vindenergi skaber allerede et kæmpe problem for miljøet, fordi der skabes massive mængder giftigt affald ved blandt andet bortskaffelse.

Det er et udtryk for en bedaget, antropocæn tankegang, hvor naturen blot er til for menneskets skyld, og mennesket kan bruge og indrette kloden til gavn for os.

Og er vi klar til fortsat at tage konsekvensen af det? Kender vi overhovedet de langsigtede konsekvenser ved at ødelægge miljøet til fordel for vindmøller og solceller?

Jeg kan have mine tvivl. For selvom FN-eksperter siger ja tak til kernekraft, så hjælper det ikke, hvis politikerne blot siger ja tak til populære løsninger, der er lette at forstå og formidle. Eller hvis politikere og medier har berøringsangst i forhold til emnets teknologiske kompleksitet.

Desværre viser den seneste FN-rapport, at vi ikke længere har tid til at klappe os selv på skuldrene over, at vi er et foregangsland inden for grønne løsninger. Den viser også, at vi kan stå i en situation, hvor vi – også eksportmæssigt - vil fortryde, at vi primært har satset på vindmølleteknologi. Ude i verden begynder man at forstå og acceptere, at vi kun når vores miljø- og klimamål gennem brug af A-kraft.

For skal vi gøre os forhåbninger om at aflevere en nogenlunde frodig, fungerende klode til de kommende generationer, så må det være slut med at lefle for indgroede, populære forestillinger. Kødfrie dage på Borgen, elbiler og skoleelever i skolestrejke for klimaet foregår med de bedste intentioner, men vi har ikke længere tid til at fokusere på enkelte brikker i det gigantiske puslespil: Vi skal og må se på helheden, også selvom det er overvældende. Det er lige nu, vi skal lytte til eksperternes komplicerede, men langtidsholdbare, brede løsninger i forhold til grøn teknologi.

Lad os vise føleriet og det selvcentrerede syn på styrkeforholdet mellem menneske og natur bagdøren og forholde os til fakta.

Det er på høje tid, at vi tør rulle langsigtede løsninger ud gennem kernekraft.