Når naturen taler

“We are not separate observers of nature—we are participants in its ongoing meaning-making.”
— Yogi Hendlin

Det er en sætning, jeg vender tilbage til. For det er præcis dér, moderne tænkning ofte farer vild: i forestillingen om, at vi står udenfor og kigger ind. Men vi er ikke tilskuere. Vi er medspillere – på godt og ondt. I Ørnereservatet har vi set det ske i praksis: Når et menneske går roligt hen mod en kongeørn, ændrer ørnens reaktion sig alt efter menneskets intention og bevægelse. Den læser os. Ikke mekanisk, men meningsfuldt. Og måske er det på tide, at vi begynder at læse naturen med samme ydmyghed

---

Af Peter Frank Wenzel

I over et halvt århundrede har vi i Ørnereservatet arbejdet tæt med rovfugle og forsøgt at forstå deres adfærd, instinkter og blik. Ikke som zoologisk data, men som noget, der rummer betydning. For der er øjeblikke, hvor man fornemmer, at en fugl ikke blot reagerer – den fortolker. Den vælger. Den vurderer. Og måske sender den os et signal tilbage.

Derfor ramte videoen "Biosemiotics: A New Way To Understand Non-Human Consciousness", med filosoffen og biosemiotikeren Yogi Hendlin, mig særligt. Ikke fordi den afslørede noget nyt, men fordi den satte sprog på noget, vi i praksis har fornemmet i årtier.

Biosemiotik er studiet af, hvordan alle levende organismer tolker tegn. Ikke kun mennesker. Også træer, bakterier, insekter, fugle. Det er tanken om, at livet ikke først og fremmest er en kemisk reaktion, men en meningsbåret proces. En organisme lever ikke bare – den orienterer sig i en verden, den selv er med til at danne mening i.

Et centralt begreb her er Umwelt, som stammer fra biologen Jakob von Uexküll. Hver organisme har sin egen indre verden, sin egen måde at opleve det ydre på. For ørnen handler det ikke om temperatur, men om termik. For flagermusen om ekko. For mennesket om forestillinger. Det, Hendlin og hans kolleger peger på, er, at denne flerstemmige betydningsverden ikke er tilfældig. Den er essentiel.

Derfor er det også så fatalt, når vi mennesker med teknologisk dominans og økonomisk pres reducerer naturen til baggrund, ressource eller rekvisit. Hendlin kalder det for semiocide – ødelæggelsen af ikke-menneskelig meningsdannelse. Når vi rydder en skov, fjerner vi ikke blot træer, men et levende, sansemættet system af signaler og svar. Et sted, hvor fugle, svampe, mikroorganismer og planter kommunikerer i et komplekst sprog, vi først nu er ved at forstå.

De seneste år er denne tankegang begyndt at trænge igennem i naturfilosofi, økologi og endda i visse former for bevidsthedsforskning. Ikke mindst gennem diskussioner om psykedeliske oplevelser, skovbadning og naturens terapeutiske rolle. Hendlin nævner selv, at mange af de erfaringer, vi kalder for “åndelige”, måske blot er tegn på, at vi kortvarigt åbner os for en bredere semiosfære – en verden, hvor vi ikke længere er det eneste væsen, der sanser og skaber betydning.

Det er interessant, men det er mere end det. Det er nødvendigt. For vi har brug for et nyt verdensbillede. Et hvor mennesket ikke står udenfor eller over naturen, men er en del af en flerstrenget samtale, der har været i gang, længe før vi begyndte at skrive den ned.

Her i Ørnereservatet har vi gennem 50 år mærket, at noget foregår mellem fugl og menneske, som ikke lader sig fange i målinger og statistik. Når en havørn stirrer dig i øjnene, er det ikke en tom refleks. Det er et blik. En vurdering. Et øjeblik af gensidig tilstedeværelse. Det kræver ikke teori at forstå det. Men måske kræver det teori for, at vi endelig tør anerkende det.

Biosemiotik giver os det sprog. Og med det en mulighed: for at lytte igen – ikke til hinanden, men til det, vi har brugt 500 år på at gøre tavst.