KONGEØRN UDLØSTE RIGSALARM
KONGEØRN UDLØSTE RIGSALARM
Af Mette Kirstine Goddiksen
Da Frank Wenzel fik en russisk kongeørneunge, var han dybt betaget af dens skønhed og styrke. Men kærligheden fik svære betingelser.
Ungen, som Frank med det samme opkaldte Katarina den Store, kom fra en falkoner i Sydtyskland og var meget vild. Udfordringen med at træne ungen blev bestemt ikke mindre af, at den kom til et nyt sted med nye mennesker.
Det var en vidunderlig russisk kongeørn, men den var overhovedet ikke præget af mennesker, så den var meget sky og reserveret til at starte med, fortæller Frank.
Rovfugle er ekstremt fintfølende og årvågne, og Katarina reagerede på selv de mindste ændringer for eksempel i Franks påklædning. Derfor var det en stor glæde for Frank, at han med endeløs tålmodighed og masser af tid endelig fik opbygget et tillidsforhold til den vilde kongeørn.
Men så lavede jeg mit livs dumhed, beretter Frank.
Elev var for ivrig
Frank havde på det tidspunkt en falkonerelev, som han valgte at tage med ud at træne Katarina, men det var hun slet ikke parat til.
Det var letsindigt af mig. Katarina var ikke tryg nok til, jeg kunne tage andre mennesker med ud i terrænet til hende. Jeg skulle være gået alene, siger Frank med slet skjult ærgrelse.
Frank fangede hurtigt, at Katarina var skræmt af elevens tilstedeværelse og forsøgte at kalde ham tilbage.
Vi havde en aftale om, han skulle holde sig i baggrunden, men han blev ivrig og var meget lettere til bens end jeg, så han var hele tiden foran mig - på udkig efter kongeørnen. Eleven mente intet ondt med det, men han trængte Katarina op i en krog, og snart sagde hun endegyldigt farvel til Danmark, siger Frank.
Katarina den Store blev hurtigt bare en lille prik ude over havet på vej til Sverige, og Frank alarmerede politiet i Göteborg i en fart.
Sverige på den anden ende
Heldigvis var der hele tiden god kontakt til en lille radiosender, der sad på kongeørnens ben. Så da Frank og eleven i al hast ankom til Göteborg, vidste de, at Katarina befandt sig ved Skærgården.
Svensk politi var mindst lige så ivrige for at finde kongeørnen igen, som Frank var. Alle betjentene i Göteborg kendte historien om dansk-russiske Katarina og gik til opgaven med den ypperste flid. De eskorterede blandt andet den danske rovfugleekspedition af sted med fuld udrykning til Skærgården. Og så lavede de en rigsalarm, der inkluderer samtlige svenske politistationer, for at eftersøge Katarina.
En betjent fortalte, at der ikke var blevet slået rigsalarm siden mordet på Oluf Palme! Jeg har dem mistænkt for, at de greb hele historien så dramatisk an, fordi de dermed fik et afbræk fra de mange rutinesager. Men jeg værdsætter virkelig, at de var så hjælpsomme og tog det alvorligt, påpeger Frank.
Katarina blev ny-svensker
Mange øjenvidner havde set den store rovfugl, men på trods af anstrengelserne fandt Frank aldrig kongeørnen igen. Han er naturligvis ked af, at Katarina den Store ikke længere er på Ørnereservatet, men han bebrejder ikke eleven noget.
Jeg kan ikke laste et ungt menneske for at være ivrig. Jeg bebrejder kun mig selv, at jeg fejlvurderede, hvor meget kongeørnen ville være med til. Det var en tanketorsk, som jeg heldigvis kun laver én gang i mit liv, påpeger Frank.
Og han er heller ikke bekymret for Katarinas overlevelse.
Nej, hun var netop stadig meget vild og ikke præget af mennesker. Hendes jagt- og flyveteknikker var helt i top, så hun er indgået helt naturlig i en vild bestand i den svenske natur og har fundet sig en mage. Jeg er sikker på, hun klarer sig godt, og det er det allervigtigste, siger han.
Desuden er det stadig muligt at beundre en russisk kongeørn på Ørnereservatet. Frank var nemlig så heldig, at han fik Katarinas søster, Rhina. Og træningen af hende foregår helt uden raske lærlinge.
Ja, jeg blev atter mindet om, at træningen af rovfugle sker hundrede procent på deres præmisser, fortæller Frank.