En ny generation tager form

En ny generation tager form – rovfugleunger klækkes efter måneder med døgnovervågning og årtiers erfaring

Langt fra de store byers støj, i det vindblæste Nordjylland tæt på Vesterhavet, er en ny generation netop kommet til verden. Ikke mennesker – men rovfugle. Og selv om det foregår i stilhed og uden kameraer på, er det en særlig begivenhed.

Hos Ørnereservatet har vi arbejdet med opdræt af rovfugle i snart 50 år. Det er ikke et spørgsmål om held eller rutine. Særligt ikke når det gælder arter som jagtfalken, som er blandt de mest krævende at få til at yngle under menneskelig omsorg. At det er lykkedes igen i år – og at vi nu kan byde endnu en generation unger velkommen – er både en glæde og en påmindelse om, hvor mange kræfter, der ligger bag.

Opdrætsarbejdet begynder længe før foråret. Allerede måneder, ja ofte år forinden, udvælger vi de fugle, vi tror vil kunne danne et harmonisk par. Det handler ikke kun om gener, men om kemi. Som hos mennesker skal tillid og accept bygges op. Nogle fugle finder hinanden hurtigt. Andre bruger år.

Når parringen endelig indtræffer, handler det om ro. Alt menneskelig aktivitet dæmpes. Overvågningen sker via diskrete kameraer. Og når æggene lægges, stiger både håbet og koncentrationen. Vi registrerer hvert lille signal. Vi justerer fodertypen og adfærd i omgivelserne. Men altid på fuglenes præmisser.

Hvis æggene klækkes, kommer det næste store spørgsmål: Kan forældrefuglene selv opfostre ungerne? Det er ikke givet. Nogle arter mister interessen. Når det lykkes – som i år – og de voksne fugle selv fører deres unger frem til uafhængighed, er det næsten fuldendt. Naturen har fundet vej, understøttet af menneskelig viden og nærvær.

Når ungerne forlader reden og naturligt begynder at fjerne sig fra forældrene, begynder vores arbejde som falkonerer for alvor. Den unge fugl skal nu lære at sidde på handsken, at reagere på kald, at orientere sig i en ny verden. Det er en træning, der foregår langsomt og med stor respekt. For hver fugl er sin egen, med sit eget temperament, sin egen rytme og personlighed.

At det kan lade sig gøre, kræver meget: Ingen ferie i ynglesæsonen. Døgnvagt. Dyrt og specialiseret foder. Teknisk overvågning. Specialbyggede anlæg. Men mest af alt kræver det tilstedeværelse. Vi er tæt på fuglene. Hver dag. Hele døgnet.

Og i år er vi igen blevet belønnet: En ny generation er klækket. Ikke som et mirakel, men som frugten af vedholdenhed, respekt og en sjælden viden, der kun kan opbygges over årtier.

Når man står foran reden og ser de små kroppe bevæge sig, mærker man det tydeligt: her er liv, der ikke kun er opstået – men som er blevet mødt med al den omsorg, det kræver. Det forpligter. Og det giver håb.