Havvindmøller dræber rovfugle: Stop med at blæse arrogance ind over dyr og vild natur

jan. 2022

Af Peter Wenzel, indehaver, Ørnereservatet

Der er i øjeblikket megen debat om opførelsen af en svensk havvindmøllepark 20 km fra Grenen i Svensk territorium. Placeringen er så langt væk fra egen vestkyst som muligt og dermed så tæt på Danmark, som det kan lade sig gøre. Det er en uhørt stor krænkelse af dansk kulturarv ved Skagens gren, og det har mødt modstand.

Modstanden begrundes primært med, at møller af 340 meters højde – hvilket er højere end Eiffeltårnet (324 m) - vil skæmme det ikoniske område i en grad, så turisterne bliver væk. I den forbindelse kom det frem, at der også er planer om et endnu større, svensk mølleprojekt. Projektet hedder Poseidon og rummer op til 94 møller i to tilstødende havområder. I øjeblikket undersøger modstanderne derfor, hvilke juridiske muligheder vi har i Danmark for at få stoppet de svenske planer.

Kritikken i forhold til turisme og kulturarv er velbegrundet og fair, men den er langt fra dækkende. Konsekvenserne af en sådan vindmøllepark er langt mere yderliggående. For mølleprojektet vil ikke kun skade turismen, men også beskyttede dyrearter og ikke mindst miljøet generelt.

Lad os begynde med de fatale konsekvenser for rovfugle: Problemet opstår særligt omkring efterårs- og forårstrækkene, hvor rovfuglene følger nogle afgrænsede trækkorridorer.

Vindmølleparken skal placeres midt i fuglenes trækzone, og en ny undersøgelse viser, at havvindmøller kan have fatale konsekvenser for rovfugle på træk.

Undersøgelsen, som er lavet i forbindelse med havmølleparken Rødsand II i Østersøen, indikerer, at rovfuglene ændrer retning og søger direkte mod vindmøllerne. Årsagen er, at rovfugle så vidt muligt undgår at flyve over åbent hav og større vandområder, fordi deres opdrift er afhængig af den termik, der opstår over landjorden. Rovfuglene forveksler de store havvindmøller med øer, som de kan lande på, hvilket selvsagt har katastrofale følger.

Det er ny viden – og første gang vi med et repræsentativt antal rovfugle og havvindmøller har undersøgt sagen til bunds. Og den nye viden tvinger os til at revurdere den tidligere antagelse om, at kollisioner ikke er et problem.

På videnskab.dk udtaler biolog Henrik Skov ved DHI Water and Environment i Hørsholm, som står bag undersøgelsen sammen med forskere fra Aarhus Universitet følgende:

”Hvis det, vi ser ved Rødsand II, er et generelt fænomen, så er rovfugle, og måske også andre fugle, langt mere sårbare for at kollidere med havmøller, end man har vidst”.

I samme medie kommenterer seniorrådgiver Ole Roland Therkildsen fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet undersøgelsen:

”Det er et interessant studie, fordi det understreger vigtigheden af, at vindmølleparker placeres hensigtsmæssigt i forhold til rovfugles træk over havet”.

Vi har i de seneste år set flere havørne end ellers på trækruten nordfra over Ørnereservatet. Det slutter måske nu. Vi har allerede set havørne jaget på flugt fra Norge og Sverige på grund af vindmølleparker på fjeldene. Over 100 ørne er allerede dræbt ved kollision.

Alt dette giver nogle grimme referencer til dengang, hvor vi skød rovfuglene, fordi de tog – for dem - livsnødvendigt bytte, mens vi mennesker havde vedtaget, at vi ejede naturen alene. Det manglende hensyn i forhold til havvindmølleparker er et udtryk for det samme: En arrogance over for naturen og en herremandsmentalitet, hvor naturen altid skal vige pladsen for mennesket, hvis den ikke lige er praktisk og økonomisk rentabel i forhold til menneskers aktiviteter.

Arrogancen giver sig også til udtryk i, at vi mennesker – i hvert fald over en vis alder - én gang har besluttet, at vindmøller er det eneste saliggørende for at redde klimaet. Der er generelt stemmer i vindenergi for politikerne, bare det ikke skæmmer netop deres vælgeres udsigt!

Arrogancen gør også, at vi ikke stiller os kritiske over for vores egen forståelse af vindenergi som den eneste klima-redningsplanke, et eksporteventyr i al fremtid og myten om, at vindmøller er ganske uskyldige i det grønne regnskab. Lad mig korrigere den misforståelse: For eksempel skal der til en enkelt havvindmølle af mellemstørrelse bruges 67 tons kobber. For at udvinde det til bare en enkelt mølle, så skal vi flytte 50.000 tons jord og sten – eller hvad der svarer til cirka fem X Eiffeltårnet. I kølvandet på udvindingen af de sjældne jordmetaller følger også krænkelser af menneskerettigheder og børnearbejde i minerne. Når møllerne er udtjente og skal kasseres, så sviner det massivt. Og så er vi tilbage ved den arrogance, der desværre præger mange indbyggere over en vis alder i verdens i-lande. For vi er på vinderholdet her i vesten. Vi får en god mavefornemmelse, når vi skuer vindmøller i horisonten… altså, kun når den horisont er placeret så langt væk fra vores hus, at det ikke skader boligværdien.

Men det er på høje tide i det mindste bare at være åbne overfor og nysgerrige på, om der findes bedre alternativer. Cirka fra generation X og op til boomergenerationen er vi flasket op med et ”Atomkraft – nej tak”. Mange i de nævnte aldersgrupper er styret af følelser og katastrofetanker, der blokerer for ny, rationel viden om atomkraft anno 2022. Teknologien og sikkerheden er en helt anden i dag, end da vi gik med de ikoniske, gule badges til demonstration mod atomkraft. I dag tales der om grøn atomkraft.

Det anerkender mange af de lande, vi sammenligner os med. Danmark er skeptisk over for grøn atomkraft, mens finnerne store fortalere og har to nye reaktorer på vej.

Samtidig viser undersøgelser, at de yngre generationer er mere åbne over for atomkraft. Ikke, fordi det ikke skræmmer dem, men fordi de anerkender, at det er den mindste af flere onder, hvis dyr, mennesker og miljøet skal overleve.

Derfor er mit store ønske, at vi i det mindste genovervejer vores romantiske forestilling om vindmøller. Og at vi starter med de planlagte havvindmøller ud for Grenen.