Når musikken åbner himmelrummet

Når fugle og falkonerer lytter – og musikken åbner himlen

Af Peter Frank Wenzel, falkoner og leder af Ørnereservatet

Man siger, at hver fugl synger med sit næb. Det gamle ordsprog handler ikke kun om fugle – det handler om os alle sammen. At vi har hver vores måde at udtrykke os på. Hver vores stemme. Vores rytme. Vores længsel. Fuglene gør det instinktivt. Vi gør det med ord, instrumenter og algoritmisk udvalgte playlister. Men det mærkelige er, at vi – trods alle forskelle – stadig har brug for at høre verden svare os.

Jeg arbejder til daglig med nogle af verdens største rovfugle. De snakker ikke som sangfugle – men de udtrykker sig. De kalder, lokker, advarer, kommunikerer med vinger, blikke, bevægelser og lyd. Og jeg tror, det gør noget ved os mennesker, når vi er tæt på den form for tilstedeværelse. Noget, vi har brug for. En anden slags sprog. En anden slags rytme.

Hvorfor har vi brug for lyd?

Vi mennesker har opfundet musikken. Men vi har ikke opfundet behovet. Det ligger før. I kroppen. I hjerteslag, fodtrin, åndedræt. Og måske netop derfor bliver musik noget, vi vender os mod, når vi skal finde tilbage til os selv – eller længere væk. Den åbner en passage mellem det indre og det ydre. Mellem fuglens vinge og vores egen længsel.

Jeg lytter til næsten al slags musik. Men visse værker bliver ved med at vende tilbage. Ikke fordi de er bedre end alt andet – men fordi de rammer noget. En tone, et rum, et blik. Noget, der minder om det, jeg oplever med fuglene.

Daft Punks Tron: Legacy er en lydverden bygget af præcision og melankoli. Den føles som arkitektur for følelsen af at være alene – og samtidig i kontakt med noget større. Som når man står alene i stormen med en kongeørn og ved, at man ikke kan kontrollere noget – kun være nærværende.

Hans Zimmers Interstellar løfter det hele ud i det kosmiske. Det er ikke bare baggrundsmusik til en film. Det er en sonisk påmindelse om, at vi er små væsener i noget uendeligt. Og at det ikke er meningsløst – det er netop dét, der gør det meningsfuldt.

Leonard Cohen træder frem, når man har brug for en stemme, der ikke forsøger at forklare alt, men bare tør stå i mørket og blive stående. “There is a crack in everything / That’s how the light gets in.” Det er falkoneriens grundregel: det er i det usikre, det levende opstår.

Og så Wagner. Som ikke siger undskyld. Som åbner døren til det monumentale, det urovækkende, det smukke og det farlige i mennesket. Wagner er ikke underlægningsmusik. Han er pejlemærke og advarsel. Som naturen selv.

Fuglene sang før vi gjorde

Fugle synger ikke for os. De synger for hinanden – og for at finde en mage, markere deres territorium, og for at fortælle verden, at de er her. Deres sang er både kald og kode – et ur-sprog, vi mennesker har lyttet til i årtusinder. Og vi har forsøgt at svare.

Komponister som Olivier Messiaen indarbejdede nattergalens og solsortens sange direkte i sine værker. Beethoven lod sig inspirere af lærkens rytmiske flugt. Selv moderne lydkunstnere sampler fuglesang som puls og ornament. Det handler ikke om at efterligne, men om at forbinde sig til noget, der rækker ud over os selv.

For fuglene er rytme overlevelse. For os er den grundtone. Den ligger i hjertet, i åndedrættet, i vores gang over jorden. Menneskeheden kan ikke undvære rytme – lige så lidt som fuglene kan. Den er vores første beroligelse og vores sidste forbindelse til det, der ikke kræver ord.

Musik som ordløs samtale

Falkoneri er et gammelt håndværk – men også en form for samtale. En måde at finde vej uden ord. Musik gør det samme. Den rækker ud, uden nødvendigvis at forvente svar. Den følger os gennem det, der ikke kan forklares. Og den forbinder os med noget, vi ellers nemt glemmer: At vi stadig er en del af naturens store stemme.

I middelalderen, hvor falkoneriet blomstrede i både Europa, Mellemøsten og Asien, blev dagen ikke ledsaget af højttalere – men af den musik, tiden selv frembragte:
Gregoriansk sang, oud og ney-fløjter, troubadourmelodier og renæssancens flerstemmighed dannede lydtæppet under falkonerens arbejde. Musik var ikke noget, man lyttede til – det var noget, man levede i. Ligesom fuglene.

At høre til

Så ja – også falkonerer hører musik. Ikke for fornøjelsens skyld. Men fordi det er nødvendigt. Fordi vi – ligesom fuglene – har brug for at høre, at verden svarer igen. At vi stadig er en del af noget større, noget levende, noget der ånder og bevæger sig uden for os, men alligevel gennem os.

Det er som om, musikken er det sidste træk af røg fra det bål, vi engang samledes omkring. Den binder os til noget, vi ikke længere helt kan forklare – men stadig mærker. En rest af urtiden i os, der genkender naturens rytme, selv når den kommer gennem en synthesizer eller et strygeorkester.

Måske er vi bare organiske antenner i en uendelig natur-computer, vi aldrig helt kommer til at forstå. Men nogle dage – når fuglen løfter sig i vinden, og musikken rammer et bestemt punkt i brystet – forstår vi alligevel nok. Nok til at føle os forbundne. Nok til at vide, at vi stadig hører til.

Peter Frank Wenzel er falkoner og leder af Ørnereservatet i Nordjylland. Han arbejder med nogle af verdens største rovfugle og har skrevet om natur, lyd og relationen mellem menneske og dyr.

INFO:

Hvad lyttede falkonerne til før Spotify?

I middelalderen, hvor falkoneriet blomstrede i både Europa, Mellemøsten og Asien, blev dagen ikke ledsaget af højttalere – men af den musik, tiden selv frembragte:

• 1000- og 1100-tallet: Gregoriansk sang, harper og fløjter fyldte luften i Europas klostre og folkelige kredse. Man kan forestille sig en normannisk falkoner i tågen, med munkesang i det fjerne.

• I Mellemøsten: Oud, ney og rammetrommer skabte melodier for meditation og jagt. Kalifer og sultaner lod musikken ledsage falkonerens kunst ved ceremonielle udflugter.

• 1200-1300-tallet: Troubadourer og minnesangere frembragte sange om natur og længsel – temaer, som også findes i falkoneriens tyste bånd mellem fugl og menneske.

• 1400-1500-tallet: Renæssancens musikere som Josquin og Monteverdi gav hoffernes falkonerprogrammer en ny klangbund af flerstemmighed og kunstfærdighed.

• 1700- og 1800-tallet: Romantikken bragte store følelser og store temaer – præcis som falkonerens arbejde: naturens storhed, menneskets længsel, skæbnen og viljen.

.