VANDREFALK - FALCO PEREGRINUS
VANDREFALK - FALCO PEREGRINUS
Som navnet siger såvel på engelsk (Peregrine), på svensk (pilgrimsfalken) som også på dansk, er det en fugl, som rejser meget. Vandrefalke, som yngler i de arktiske områder, trækker så langt syd på som til Sydamerika, bl.a. Argentina.
I den vestlige verden hører vandrefalken nu til en af de mest populære rovfugle blandt falkonerer. Vandrefalke er dog et ganske vidt begreb, idet der findes mere end 20 underarter fordelt over det meste af verden. De største eksemplarer findes i Storbritannien, nordlige Europa, USA og Sibirien samt i de arktiske områder. De nordamerikanske Peales-hunfalke kan få en vægt på 1,5 kg. - altså næsten det samme som en jagtfalk.
De allermindste arter findes i Indien, Afrika, Middelhavslandene og på de vestlige stillehavsøer. Falkene her får sjældent en vægt på mere end 700 gram for hunnernes vedkommende, og hannerne er helt nede på 400-500 gram. Endnu mindre er de såkaldte Black og Red Shaheen, som artsmæssigt er opstillet som en selvstændig gruppe.
Vandrefalken er ynglemoden, når den er 2 år gammel, og får normalt 3-4 æg med en vægt på 45 gram/stk. Rugetiden strækker sig over 28-33 dage.
Da falkoneriet mistede sin betydning i Danmark, blev vandrefalken sammen med flere andre rovfugle erklæret for fredløs. Det var specielt folk med jagtinteresse eller dueholdere, der stræbte vandrefalken efter livet. Denne kamp mod en af luftens bedste jægere fandt ikke kun sted i Danmark, men i det meste af Europa og Amerika. Den intensive bekæmpelse blev vandrefalkens Waterloo. Det er betegnende for perioden, at man i 1931 indførte en delvis fredning af ørne, glenter, ugler og falke, hvorimod vandrefalken måtte skydes i hele perioden 1. august - 31. marts. Vandrefalken havde altså ikke engang fred i starten af dens ynglesæson. I 40"erne, 50"erne og 60"erne fandtes der da også kun ganske få par tilbage i Danmark. Vandrefalken har bl.a. ynglet på Bornholm, Saltholm, Storstrømsbroen, Stevns og i Rold Skov. I starten af 70"erne var vandrefalken kun tilbage på Møens klint, hvor den forgæves forsøgte at yngle i fred.
På Grønland lever en af verdens største vandrefalkearter. Den har ikke som i Danmark og andre steder været udsat for det jagttryk, som har været en af hovedårsagerne til dens tilbagegang. Til gengæld har der, efter at skydevåbenet er blevet almindeligt udbredt blandt grønlandske fangere, været en del jagt, men dette foregår kun på en så lille del af arealet, at det ikke kan udgøre nogen risiko for arten.
Efter 2. Verdenskrig begyndte nye trængsler at dukke op for vandrefalken, nemlig brugen af giftstoffer som DDT og PCB. Med så mange odds mod sig tegnede fremtiden for vandrefalken meget dyster, og i 70"erne spåede man sågar vandrefalkens totale udryddelse i Europa og Nordamerika.
I England led vandrefalken stor tilbagegang under 2. Verdenskrig, hvor den blev bekæmpet med alle midler. Årsagen hertil var angsten for, at vandrefalkene skulle fange de brevduer, der ofte fløj meddelelser hjem fra det øvrige Europa. Mere end 600 voksne vandrefalke blev skudt og dræbt under krigen, og et ukendt men meget stort antal reder med æg og unger blev tilintetgjort for at forhindre nye duejægere i at komme på vingerne. I 1954 var vandrefalken atter totalfredet, men jægere og brevdueholdere krævede at få lov til at skyde falken igen. I 1961 og 1962 iværksatte den engelske regering en større undersøgelse for at se, om der reelt var et problem med for mange vandrefalke. Resultatet var beskæmmende. Ud af 500 kendte redepladser var under halvdelen beboede, og kun halvdelen af vandrefalkene fik unger på vingerne. Undersøgelser af vandrefalkens æg viste tydelige koncentrationer af giftstofferne DDT og Dieldrin. Æggeskallerne var ofte op til 17% tyndere end normalt, og i mange tilfælde var æggene ubefrugtede. De befrugtede æg blev ofte knust under rugningen, og i nogle tilfælde udviklede forældrefuglene en abnorm adfærd, som resulterede i, at de spiste deres egne æg. Situationen var med andre ord katastrofal for vandrefalkens fremtidige eksistens.
DDT blev som en konsekvens af bl.a. undersøgelserne omkring vandrefalkene forbudt i starten af 70"erne i det meste af den vestlige verden. Men desværre var vandrefalkebestandene i en meget dårlig forfatning. For at bevare arten måtte man starte et omfattende hjælpeprogram. De fleste ornitologer og andre fugleinteresserede havde indtil dette tidspunkt kun udvist ringe interesse for rovfuglene og havde derfor kun et meget begrænset kendskab til deres adfærd. Derfor var det videnskabsfolk og falkonerer, der måtte gå sammen for at få vandrefalkebestandene op på et antal, som kunne sikre artens fortsatte eksistens. Falkonerer i hele verden havde allerede i 70"erne stor ynglesucces med deres rovfugle, og snart kunne man sætte produktionen af vandrefalkeunger i vejret. Engelske, tyske, hollandske, franske og amerikanske falkonerklubber har således igennem flere årtier udsat mange tusinde opdrættede vandrefalke på egnede lokaliteter. Alene i USA er der i perioden 1975-1994 udsat mere end 4.700 vandrefalke.
I dag yngler henved 1.000 par vandrefalke i 35 stater. I 1974 kendte man kun til 39 par.
Også i Sverige har man benyttet sig af falkonereksperter, og på den måde har man specielt i den sydlige del af Sverige fået vandrefalken tilbage som ynglefugl takket være projektet "Rädda Pilgrimsfalken". Mange hundrede unger er i de sidste år udsat, og bestanden er nu selv begyndt at producere unger. Projekterne i Sverige og i de andre lande har været utroligt succesfulde. I USA har vandrefalken bredt sig så langt syd på som til områderne omkring Mississippi, hvorfra den havde været forsvundet siden 1964 både som trækfugl og ynglefugl. Den har også fundet sig til rette i storbyer som bl.a. New York, Los Angeles og Chicago, hvor høje bygninger og broer udgør redehylderne. Vildt i form af byens duer, spurve- og kragefugle er der nok af for flere falkefamilier. I 1993 ynglede der således 5 par vandrefalke i New York City, hvor 19 æg blev klækket. Bestandene i det meste af USA, Canada samt i Europa må siges at være forholdsvis sunde og livskraftige. Såfremt der ikke genindføres jagttid på vandrefalken, og ynglefuglene ikke bliver forstyrret af iagttageres timelange ophold på ynglelokaliteterne, vil fremtiden tegne sig lys for denne art. De britiske øer har nu en bestand på mere end 1.100 par, hvilket er mere end i 30"erne. Hele Europa havde i 1991 henved 6.000 par ynglende vandrefalke.
Vandrefalkens popularitet hos den moderne falkoner skyldes dens uovertrufne flyvefærdigheder. I horisontal flugt er hastigheden på mellem 65 og 110 km/t, og når falken dykker med sammenfoldede vinger, opnår den en hastighed, der anslås at være et sted mellem 250 og 360 km/t., hvilket gør den til jordens hurtigste dyr. En yderligere fordel ved vandrefalken har vist sig at være, at den er forholdsvis nem at få til at yngle hos mennesker. Vandrefalken har desuden et godt, roligt og stabilt temperament med en villighed og indlæringsevne blandt de bedste inden for falkonerens fugle. Nyeste forskning fra 2003 viser med meget præcist højhastighedskamera (de samme som NASA bruger) at vandrefalken kan opnå en hastighed på 560 km/t. Oplysningerne stammer fra den svenske og anerkendte vandrefalkeforsker, Lindberg.
En veltrænet vandrefalk kan nedlægge så stort et bytte som tranen (5-18 kg), hvilket er et af de foretrukne bytteobjekter på den arabiske halvø. I Europa er det ofte vilde duer, agerhøns, fasaner, krager, ryper, mindre andefugle og måger, der bliver fanget. Den slår på byttet i luften, evt. op til flere gange og æder det derefter på jorden.
Vandrefalken er tilbage som ynglefugl i Danmark på Møns Klint og i 2002 fik de to unger på vingerne og de lader til at der er et stabilt grundlag for yngel -også i fremtiden da der nu næsten hvert år er unger.
Mellemeuropæisk vandrefalk
Han
Hun
Vægt i gram
650
950
Vingefang i cm
90
100