Er vi ved at elske naturen ihjel?

Af Peter Frank Wenzel, leder af Ørnereservatet

Havørnen er vendt tilbage til Danmark. Ulven færdes igen i vores skove. Vi taler om biodiversitet som aldrig før, og børn kan i dag navnene på flere fugle, end deres forældre kunne i samme alder.

Det lyder godt. Og noget af det er godt. Der er håb i de historier.

Men under overfladen ligger en anden fortælling. En mere tyst og uvelkommen virkelighed, som vi sjældent har lyst til at dvæle ved: Den, hvor naturen reduceres til en scene. Hvor det vilde fortrænges af det pæne, og hvor vi langsomt, men effektivt, gentrificerer det naturlige.

Her i Ørnereservatet har vi i årtier arbejdet med de dyr, der kræver noget af os. Ikke bare fysisk plads, men forståelse – og en vilje til at lade dem være andet end dekorative indslag i menneskets selvfortælling.

Det, der bekymrer os, er ikke, at folk elsker naturen – men hvordan de elsker den.

"Det værste er næsten, at vi begynder at forveksle naturpleje med iscenesættelse," siger jeg ofte. "Hvis det hele skal ligne en park, og der skal være adgang med ladcykel og infotavle overalt – så bliver det jo aldrig vildt."

Vi har haft henvendelser om ugler, der flyver lavt. Om en hugorm ved en sti. Om en ravn, der larmede tidligt om morgenen. Som om det var fejl i systemet – som om det ikke er netop det, naturen er.

Vi er på vej mod en virkelighed, hvor et dyr, der opfører sig naturligt, er et problem, og hvor en natur, der ikke straks kan forklares, indhegnes og bruges, betragtes som en trussel.

Politisk er fortællingen optimistisk. Danmark er førende i grøn omstilling, og biodiversitetskrisen er – ifølge visse formuleringer – ved at være under kontrol.

Men hvem er det, der gør arbejdet? Hvem plejer, overvåger, passer og beskytter? Hvor er hænderne? Hvor er den faglige forankring, når vi taler om vild natur – og ikke blot om "oplevelseszoner"?

"Vi skal passe på, at vi ikke forveksler fremgang med fortrængning," plejer jeg at sige. "For naturen kan ikke reddes af skiltning og intention alene."

Der er i sig selv ikke noget i vejen med at elske naturen. Tværtimod – det er nødvendigt. Men spørgsmålet er, hvilken natur vi elsker.
Skal den ligne en Disneyfilm, før vi kan acceptere den?
Skal den først valideres af en strategiplan, før den får lov at eksistere?

Hvis naturen kun må være til stede, når den er sød, smuk, forudsigelig eller nyttig – så er det ikke naturen, vi elsker, men en fortælling om os selv. En slags selviscenesat ømhed, som i længden ikke redder andet end vores samvittighed.

Det groteske er, at vi – i vores moderne naturbegejstring – måske i virkeligheden forsøger at fjerne alt det, der gør naturen naturlig. Alt det, der bider, kradser, bløder eller larmer.

Vi har gjort den vilde natur til noget, der helst ikke må genere. Noget, man kan abonnere på. Noget, der kan foldes sammen efter brug.

Hvis den udvikling fortsætter, så ender vi måske med det rene teater.

En naturnationalpark, designet af kunstig intelligens. Med symmetriske lærkesangspor, stier uden mudder og 3D-printede hugorme bag glas.

Så kan vi endelig nyde naturen i fred – uden at blive konfronteret med dens væsen.

Og det, frygter jeg, bliver den største afstand mellem os og naturen, vi nogensinde har skabt. Ikke fordi vi mistede den – men fordi vi troede, vi kunne elske den.