Uglen, der så alt – og intet mærkede

Af Peter Frank Wenzel, falkoner og leder af Ørnereservatet

I en nøglescene i Ridley Scotts film Blade Runner fra 1982 glider en ugle lydløst gennem luften i det dunkeloplyste interiør af Tyrell Corporations hovedkvarter. Den flyver over de tilstedeværende, lander roligt og møder for en kort stund hovedpersonens blik.

Det ligner et levende øjeblik. Men det er det ikke.

“Is it real?” spørger han.
“Of course not,” lyder det.

Uglen er kunstig. Den er konstrueret, ikke født. Og i netop denne tavse iscenesættelse sammenfattes noget centralt i filmens univers: tabet af det naturlige og det levende, og menneskets forsøg på at genskabe det, i billedet, i kroppen, i blikket – men ikke i erfaringen.

En ugle i en verden uden fugle

I Blade Runner eksisterer dyr ikke længere i egentlig forstand. De er blevet noget, man kopierer. Ikke for at bedrage, men for at imødekomme et savn, man ikke helt tør vedkende sig. Den lydløse ugle, som traditionelt symboliserer visdom og mørkesyn, bliver her reduceret til en teknologi – en illusion af indsigt. Den ser alt, men erkender intet.

Det er ikke uden betydning, at det netop er en ugle, man har valgt at lade svæve i en nær fremtiden. Ikke en spurv, ikke en due, men et dyr, der i mytisk og filosofisk forstand har været forbundet med dømmekraft og eftertænksomhed – måske netop fordi den, som Hegels nattergal, først tager sin flugt ved skumringstid.

I filmens fremtid er der ingen skumring længere. Kun flimrende lys og mørke korridorer.

Simulationens æstetik

Det, Blade Runner peger på, og som nutidens teknologiske udvikling i stigende grad konkretiserer, er ikke blot tabet af det naturlige, men ombytningen af det levende med det designede. Et skift fra erfaring til konstruktion. Fra det spontane til det optimerede.

Kunstig intelligens, digitale dobbeltgængere, stemmesimulering og neurale netværk – alt dette er ikke længere science fiction. Det er software. Og det udgør, på godt og ondt, en parallel virkelighed, hvor det, der tidligere var knyttet til levende organismer, nu kan efterlignes i form og funktion. Det gælder ikke blot dyr og mennesker, men også følelser, reaktioner og tilstedeværelse.

Man kan forestille sig, at den menneskelige oplevelse af en ugle, der flyver hen over én, med tiden kan gengives i virtual reality. Og alligevel: noget vil mangle. Noget må mangle. Netop fordi virkelighed ikke kun er et spørgsmål om stimuli, men om relation.

En langsom erkendelse

Det er ikke en protest mod teknologi. Vi benytter selv avanceret GPS-udstyr og digitale værktøjer. Men det er en insisteren på, at ikke alt kan simuleres. Og at det, der ikke kan simuleres, ikke nødvendigvis er en fejl – men et håb.

Derfor har vi i længere tid interesseret os for ugler. Deres måde at være i verden på. Deres stilhed, deres reaktionsmønstre, deres blikke. Ikke som et projekt, ikke som en performance. Men som et felt, vi ønsker at nærme os – uden nødvendigvis at beherske det.

Det vi ikke kan eje

I filmens slutscene siger den døende replikant Roy Batty:

“I’ve seen things you people wouldn’t believe…”

Det er ikke bare en konstatering. Det er et vidnesbyrd. Et sidste forsøg på at insistere på erfaringens betydning – også for dem, der er skabt og ikke født.

Man kunne spørge: Hvad sker der, hvis vi mister evnen til netop det – at erfare noget, vi ikke forstår? Noget, vi ikke har bygget selv?

Vi ved det ikke. Men vi fornemmer måske, at spørgsmålet allerede kredser over os. Tavst. Lydløst. Som en ugle i skumringen.