Når vi kalder dyrene dumme, afslører vi mest os selv
Af Peter Frank Wenzel, ejer af Ørnereservatet i Nordjylland
Det sker oftere, end man måske tror: At et dyr omtales som dumt. Måske siger vi det for sjov. Måske mener vi det. Men bag ordene gemmer sig en måde at tænke på, som i vores tid fortjener et kritisk blik.
Uglen er et godt eksempel. Gennem historien har den været et symbol på visdom – fra græsk mytologi til danske børnebøger. Men i moderne dyreforsøg, hvor evnen til at løse opgaver og manipulere genstande ofte bliver brugt som målestok, falder uglen igennem. Ikke fordi den mangler evner, men fordi den er skabt til noget helt andet: at høre, se og reagere i mørket. At forblive rolig. At handle præcist.
Ligesom høns og får – som ofte uden videre karakteriseres som uintelligente – bliver uglen dømt efter målestokke, den aldrig selv har valgt. Det burde få os til at standse op. Ikke kun af hensyn til dyrene, men også af hensyn til os selv.
En verdensforståelse i forfald
Når vi insisterer på at måle værd ud fra, hvor meget noget ligner os, vidner det om en dyb usikkerhed. En rastløshed, der søger bekræftelse i, at mennesket stadig er centrum. Men hvad fortæller det egentlig om os, at vi kalder andre levende væsener dumme?
Det er nærliggende at spørge, som den amerikanske biolog Marc Bekoff gør:
“Hvad nu, hvis intelligens ikke er noget, vi ejer, men noget, vi deler?”
Vi lever i en tid, hvor kunstig intelligens allerede udfordrer vores forestillinger om, hvad det vil sige at være klog. Maskiner kan nu analysere, beregne og formulere sig hurtigere og mere effektivt end mennesker. Det burde vække eftertanke: Hvis vi engang definerede os selv som skaberværkets højdepunkt på grund af vores fornuft – hvor står vi så nu?
Det ydmyge blik på skaberværket
At arbejde med fugle og dyr hver dag – som jeg gør – er også at blive mindet om, hvor meget liv udtrykker sig uden ord. Et blik, en bevægelse, en rytme i vingen. Meget lidt handler om intelligens, som vi forstår den – og alligevel mærker man nærværet, formålet, roen. Ikke noget, der skal måles. Noget, der skal forstås.
Derfor virker det næsten barnligt at grine ad fåret, håne hønen eller affeje uglen. Det er ikke bare forkert – det er et fattigt sprog.
For det, vi har brug for nu, er ikke overlegenhed, men ydmyghed. Vi står i en krisetid – klimamæssigt, moralsk og måske også åndeligt – hvor vores forhold til skaberværket må gentænkes. Ikke med overbærenhed, men med ligeværd.
Det betyder ikke, at vi skal romantisere dyrene. Men vi bør møde dem med respekt. Ikke måle dem ud fra, hvor godt de imiterer os – men spørge os selv, om vi overhovedet forstår, hvad det vil sige at være dem.
En visdom uden ord
Uglen flyver ikke for vores skyld. Den har ikke brug for vores anerkendelse. Den fanger mus i mørket, uden lyd. Den er til, som den er. Det burde vi lære noget af.
Som med så meget andet i naturen, er det ikke nødvendigvis det mest larmende, der er det mest betydningsfulde. Måske findes der også en visdom i det, der ikke kan testes, måles eller defineres.
Og måske handler spørgsmålet ikke om, hvilke dyr der er kloge – men om, hvad det egentlig vil sige at være det.
Peter Frank Wenzel er ejer og daglig leder af Ørnereservatet i Nordjylland. Han arbejder med formidling, fugle og det menneskelige møde med naturen.