Ramaskriget over dansk zoo: Når dyr ikke må spise dyr

"Skal vi til at fodre ørne med gulerødder? Debatten om rovdyrs fodervaner har fået nyt liv, efter at Aalborg Zoo har været i mediernes søgelys.
Nogle mener, det er synd, at rovdyr spiser kød. Men hvad er alternativet? Salat og rodfrugter?

Hos os foretrækker ørnene stadig kød – og det med god grund. Naturen har ikke ændret sig, bare fordi holdningerne har"

Af Peter Frank Wenzel, falkoner og daglig leder af Ørnereservatet i Nordjylland

Der er udbrudt ramaskrig i både Danmark og -måske mest i udlandet over, at Aalborg Zoo – helt åbent og ærligt – fodrer deres rovdyr med folks afdøde kæledyr, som ejerne selv har doneret til formålet. Kritikken er voldsom, følelsesladet og nogle steder næsten hysterisk. Dyrene skulle jo alligevel aflives. Er det da værre, at deres kroppe bliver til næring for løver og tigre, end at de blot blev brændt på et krematorium eller smidt ud med dagrenovationen?

Spørgsmålet rejser sig: Hvem er det egentlig, der synes, dette er så forfærdeligt? Er det dyreejere med indsigt i naturens kredsløb? Eller er det snarere mennesker, der netop ikke har noget nært forhold til dyr – men til gengæld et romantisk forhold til idéen om dem?

For os, der hver dag arbejder med dyr – ikke som pynt eller selskab, men som levende væsener med instinkter, behov og dødsdrift – virker hele sagen ærlig talt lidt absurd. Her på Ørnereservatet har vi i årtier fodret vores rovfugle med alt fra vagtler, kyllinger og sild til rotter, høns og kaniner. Mange kommer fra professionelle leverandører, men vi modtager også private kæledyr – dog med det klare krav, at de ikke må være døde ved ankomst. Aflivningen skal ske her, og den bliver altid udført korrekt og humant af os selv.

Vi er nemlig jægere. Ikke bare én af os – men hele teamet. Vi ved, hvordan man afliver et dyr respektfuldt, hurtigt og uden unødig stress. Og vi har det helt fint med det. Det er en del af arbejdet, men også en del af respekten for det levende væsen – og dets død.

Vi bruger også friske trafikdræbte hjorte og rådyr, typisk gennem aftaler med jægere og vildtplejere, der reagerer hurtigt og sørger for, at kødet stadig er egnet som foder. Det er vildt, der allerede er dødt – men som stadig kan gøre nytte, hvis det behandles korrekt. At lade sådan et dyr gå til spilde i en grøftekant giver hverken mening for naturen eller for dyrevelfærd.

Og ved du hvad? Langt de fleste mennesker, vi møder, synes faktisk, det giver mening. De fortæller os, at det føles rigtigt, at deres gamle høne eller kanin bliver til næring for en ørn, i stedet for at ende i en sæk på en dyrlægeklinik. Det giver en form for afsked med indhold. Og vores publikum – børn som voksne – ser ikke skrigende til, når en kongeørn får serveret en kylling eller en råbuk. De forstår det godt. Det tror vi rent faktisk langt de fleste gør.

Men på internettet og i medierne får man hurtigt indtryk af, at vi som samfund har fået sværere og sværere ved at tåle virkeligheden. Det er måske ikke engang en dyreetisk debat længere – det er en kulturel og politisk kampplads. For bag forargelsen lurer en voksende bevægelse, der har det rigtigt svært ved at acceptere dyrs død.

Er det dér, vi er på vej hen? Mod en virkelighed, hvor den naturlige orden – byttedyr og rovdyr – ikke længere må eksistere, fordi det støder den menneskelige sentimentalitet?

Jeg spørger ærligt, ikke retorisk.

Måske skal vi være varsomme med at lade følelser overrule forståelse. Det er næppe dyrevelfærd at nægte et rovdyr sin naturlige føde. Det er i bedste fald uvidenhed. I værste fald en dybt menneskeskabt forestilling om, at døden altid er tragisk – og aldrig meningsfuld.