De sidste kæmpeørne

Harpyørnen bagerst (Sydamerika), i midten Stellers havørn (Rusland og Japan), forrest abeørnen (Filippinerne)

Af Peter Frank Wenzel, falkoner og ejer af Ørnereservatet

Der findes fugle, som ikke bare flyver gennem luften, men gennem forestillingen om, hvad naturen egentlig er i stand til at skabe. Tre ørne – harpyørnen fra Amazonas, den filippinske abeørn og Stellers havørn fra de russiske kyster – tilhører denne kategori. De er overdimensionerede, specialiserede og sårbare. Og de er i færd med at forsvinde, uden at nogen for alvor lægger mærke til det.

Som falkoner og formidler har jeg i et halvt århundrede forsøgt at forstå rovfugle indefra – deres bevægelser, deres valg, deres blik. Ikke som et romantisk naturvæsen, men som et resultat af millioner af års evolution. De tre ørne, jeg her vil beskrive, hører til blandt de største og mest fascinerende skabninger, jeg kender. Og de er alle tre under pres. Ikke på grund af egne fejl. Men på grund af vores.

Harpyørnen: skovens skygge

Harpyørnen er muligvis den mest symbolske rovfugl på kloden. Dens navn stammer fra den græske mytologi, og den lever op til det. Den er tung som en kalkun, men bevæger sig som en skygge mellem grenene i de tropiske skove fra Mexico til Brasilien. Dens kløer er på størrelse med en menneskehånd. Dens blik kan fange en dovendyrs bevægelse i hundredemeters højde.

Den jager, hvad der er muligt: aber, dovendyr, større fugle. Og den gør det uden en lyd. Den er ikke lavet til at tilpasse sig, men til at herske i et uforstyrret økosystem. Når skoven forsvinder, forsvinder den. Og skoven forsvinder. Langsomt, men systematisk.

Harpyørnen kræver tusindvis af sammenhængende hektar regnskov for at opretholde sit territorium. I dag er den "sårbar" på IUCN's rødliste – et ord, der lyder mere klinisk, end virkeligheden er.

Den filippinske abeørn: en konge i eksil

På de fugtige, tætte øer i det filippinske ørige lever den abeædende ørn, Pithecophaga jefferyi, som tidligere blev betragtet som et mytologisk dyr. Med sin fjerkrans om hovedet og sine spøgelsesagtige øjne ligner den da også noget, der er opstået i et drømmesyn.

Men virkeligheden er nøgtern: færre end 400 individer tilbage. Den er kritisk truet. Ikke fordi den ikke ved, hvordan man jager – men fordi den ikke længere har et sted at jage. Den har brug for skov, fred og afstand. Tre ting, som vores art ikke har for vane at give til andre.

Den filippinske abeørn er et studie i evolutionær elegance. Den jager flagermus, aber og små pattedyr fra skjul i skovens øvre lag. Den gør det alene. Men den gør det ikke meget længere.

Stellers havørn: snefyrsten

I det østlige Rusland, ved Kamchatkas floder og fjorde, findes den tungeste af alle ørne: Haliaeetus pelagicus. Stellers havørn. Den har et vingefang på op mod to en halv meter, og hunnerne kan veje over ti kilo. Den er både en fisker og en ådselæder, en skabning af havstrømme og snesmelting, af laks og kolde kyster.

Om vinteren trækker den til Japan, hvor den sidder som et levende tegn på noget, der næsten ikke findes længere: vild uforanderlighed. Men selv her lider den. Fiskebestandene svinder. Forureningen stiger. Isen smelter. Og de fugle, der før var et fast vinterindslag, kommer nu sjældnere og i mindre antal.

Stellers havørn er også klassificeret som "sårbar". Ikke fordi den ikke kan tilpasse sig, men fordi det, den skal tilpasse sig til, er det, der ødelægger den.

De er top-top predatorer

Det er nemt at betragte disse fugle som eksotiske kuriositeter, som særtilfælde. Men det ville være en fejllæsning. De tre ørne er ikke marginale. De er top-predatorer, stabile punkter i de fødekæder, vi endnu ikke forstår til bunds. De er evolutionære endepunkter – resultatet af millioner af års finjustering.

🦅 1. Harpyørn (Harpia harpyja)

🦅 2. Stellers havørn (Haliaeetus pelagicus)

🦅 3. Filippinsk abeørn (Pithecophaga jefferyi)

🔎 Sammenligningstabel