De sidste kæmpeørne

Harpyørnen bagerst (Sydamerika), i midten Stellers havørn (Rusland og Japan), forrest abeørnen (Filippinerne)

Af Peter Frank Wenzel, falkoner og ejer af Ørnereservatet

Der findes fugle, som ikke bare bevæger sig gennem luften, men også gennem vores forestilling om, hvad naturen egentlig kan skabe. Tre af dem – harpyørnen fra Amazonas, den filippinske abeørn og Stellers havørn fra det fjerne nordøstlige Asien – er blandt verdens største og mest imponerende rovfugle. De er overdimensionerede, specialiserede – og sårbare. Alle tre er på vej tilbage i antal, men ikke hurtigt nok, og uden at mange bemærker det.

Som falkoner og formidler har jeg i et halvt århundrede forsøgt at forstå rovfugle indefra – deres bevægelser, instinkter og blik. Ikke som romantiske symboler, men som resultatet af millioner af års evolution. De tre ørne, jeg beskriver her, er blandt de mest fascinerende skabninger, jeg kender. Og de er alle under pres – ikke på grund af egne fejl, men på grund af vores.

Harpyørnen – skovens skygge

Harpyørnen (Harpia harpyja) er måske verdens mest symbolske rovfugl. Den bærer et navn fra den græske mytologi og lever op til det. Hunnens vægt kan nå 9–10 kilo, og vingefanget er op til 2,2 meter. Alligevel bevæger den sig lydløst mellem grenene i Syd- og Mellemamerikas regnskove.

Den jager dovendyr, aber og større fugle fra skjul i trækronerne og dykker ned med op til 80 km/t. Kløerne er på størrelse med en menneskehånd og har et greb, der kan måle 500 psi – på niveau med en rottweilers bid. Men dens krævende levevis gør den sårbar: Den behøver tusindvis af sammenhængende hektar skov. Når skoven forsvinder, forsvinder harpyørnen. IUCN vurderer den som sårbar.

Den filippinske abeørn – en konge i eksil

Den filippinske abeørn (Pithecophaga jefferyi) ligner med sin fjerkrans og sit intense blik noget fra en legende. Men virkeligheden er barsk: Mindre end 400 individer findes i naturen. Den er kritisk truet.

Abeørnen lever på øerne Mindanao, Luzon, Leyte og Samar, hvor den jager aber, flagermus og små pattedyr fra skjul i de høje regnskovstræer. Den yngler kun hvert andet år og opfostrer ét enkelt ungekuld. Når skovene ryddes, mister den både jagtområde og redesteder – og der er intet alternativ.

Stellers havørn – snefyrsten

Stellers havørn (Haliaeetus pelagicus) er verdens tungeste ørn. Hunner kan veje op til 10 kilo, og vingefanget kan nå 2,5 meter. Den yngler langs Kamchatkas floder og kyster, hvor laksen er dens vigtigste føde, men den tager også havfugle, ådsler og enkelte sælunger.

Om vinteren trækker den til Japan, hvor den har været et fast vinterindslag – men bestanden er nu nede på 4.000–5.000 fugle. Forurening, klimaforandringer og overfiskning truer dens levevilkår. IUCN klassificerer den som sårbar.

Tre top-predatorer – samme trussel

Det er let at betragte disse fugle som eksotiske kuriositeter. Men de er alt andet end marginale. Som top-predatorer er de stabile punkter i fødekæderne – evolutionære endepunkter, finjusteret gennem millioner af år. Når de forsvinder, siger det noget om økosystemets tilstand – og om vores egen forvaltning af naturen.

Kortfakta

Udvalgte nøgletal

Harpyørn

• Vingefang: 176–224 cm

• Jagtteknik: Fra skjul i trækroner

• Rugetid: 56 dage

• Levetid: 25–35 år

Stellers havørn

• Vingefang: 200–250 cm

• Jagtteknik: Fiskeri fra isflager og kyst

• Rugetid: 38–45 dage

• Levetid: Op til 30 år

Filippinsk abeørn

• Vingefang: 184–220 cm

• Jagtteknik: Stationær, kort eksplosiv jagt

• Rugetid: 58–60 dage

• Levetid: Op til 40 år