Instinktets oprindelse — hvor udspringer det egentlig fra?

Af Peter Frank Wenzel, falkoner og indehaver af Ørnereservatet

Teaser:
Hvorfor reagerer rovfugle så målrettet og elegant, som om de var født med en nedarvet brugsanvisning? Hvorfor drømmer dyr — og måske deler en sjæl med os mennesker? Jeg har skrevet denne artikel for at undersøge, hvor instinktet egentlig udspringer fra, og om det virkelig kun kan forklares som rå biologi. Måske gemmer der sig en dybere tanke bag både menneskers og dyrenes evne til at leve, føle og drømme.

Rovfuglenes hemmeligheder

Der er noget uafrysteligt dragende over rovfuglenes blik. Når de stirrer ud over landskabet oplever jeg som feltobservatør, at de ser alt — og forstår alt. Deres evne til at bygge reder uden oplæring, jage med lynhurtig præcision og forsvare deres territorier vidner om en urgammel arv, dybt kodet ind i deres gener. Evolutionen har slebet disse mønstre til perfektion gennem millioner af år.

“Rovfugle bærer en nedarvet viden, der gør dem til overlevere i en verden, som konstant forandrer sig,” plejer jeg at sige til mine gæster i Ørnereservatet, når vi diskuterer deres enestående tilpasningsevne.

Men bag denne nedarvede viden gemmer sig også individualitet. Jeg ser det dagligt i mit arbejde med ørne og falke: hver fugl har sin egen måde at reagere på, sin egen styrke og særlige temperament. Ligesom mennesker er de ikke identiske, selv om de deler et fællesinstinkt.

Koden til livet

Forklaringen på denne blanding af lighed og forskellighed findes i DNA — naturens harddisk. Her ligger opskriften på alt fra fjerdragtens mønstre til synsnervens skarphed og kløernes præcise greb. DNA bærer information, som er ført videre gennem millioner af år, fra primitive fuglelignende væsner frem til nutidens rovfugle.

“Vi kan tænke på DNA som harddisken, RNA som programmet og proteinerne som de maskiner, der udfører arbejdet,” forklarer jeg ofte, når besøgende undrer sig over rovfuglenes overlegne præstationer.

Hvert enkelt gen kan sammenlignes med en kodeblok i et gigantisk, uhyre avanceret program. Et program, der rummer millioner af kodelinjer, finpudset og opdateret gennem utallige generationer, og som stadig lagres på en biologisk harddisk så lille, at den kan være i hver eneste cellekerne.

“Tænk, at hele universets gåder for en rovfugl er lagret i et mikroskopisk program, mindre end et sandkorn, og alligevel styrer det alt fra synsnervens præcision til kløernes greb,” siger jeg ofte til publikum i Ørnereservatet, mens vi iagttager fuglene i frit flyv.

Ursuppen og livets begyndelse

Ofte peger forskere på teorien om den såkaldte ursuppe — en kemisk blanding af vand, salte, ammoniak og simple kulstofforbindelser i Jordens ungdom, hvor lyn og vulkansk varme langsomt skulle have skabt de første byggesten til liv. Herfra, siger man, opstod primitive RNA-molekyler, der kunne kopiere sig selv og danne grundlag for den biologiske evolution.

“Personligt må jeg indrømme, at jeg synes hele forestillingen om en tilfældig ur suppe virker næsten for banal og for tilfældig,” siger jeg ofte, når emnet falder på livets oprindelse.

For mig ligger der snarere en fornemmelse af tanke eller retning bag begyndelsen — at det ikke kun var et heldigt kemikaliespil, men måske et led i noget større, vi endnu ikke forstår.

Sjæl, drømme og det uforklarlige

Det er netop her, spørgsmålet om sjælen dukker op. Hvorfor føles vi — og måske også dyrene — som mere end blot biologi? Mennesket har i årtusinder kredset om forestillingen om sjælen som noget udødeligt, noget, der overskrider det jordiske.

“Mennesker har i århundreder spekuleret på, om vi har en sjæl — men hvorfor skulle dyr være undtaget?” spørger jeg tit under samtaler med gæster og kolleger i reservatet.

Vi ved, at dyr drømmer. Jeg ser det selv hos de store ørne, når de sover i volieren og laver små bevægelser eller hurtige øjenrykninger — deres drømmeverden ligner menneskers REM-søvn. Måske genoplever de jagt, måske noget helt andet, vi slet ikke kan fatte.

Tilsvarende har vi i de sidste hundrede år forsøgt at forstå nær-død-oplevelser. Beretninger om lys, fred, svævende fornemmelser og møder med afdøde går igen på tværs af kulturer og epoker. Alligevel forbliver det et mysterium, hvad der egentlig sker, når døden nærmer sig.

“Jeg tror ærligt talt, at dyr også kan opleve noget lignende — at de har kontakt til en verden, vi kun aner konturerne af,” reflekterer jeg.

Det er en både skræmmende og betagende tanke, at drømme og nær-død-oplevelser måske er små vinduer ind til en anden dimension. En dimension, hvor noget bliver lagret, som vi ikke kan måle — hvor måske netop sjælen bærer minder, følelser, håb og frygt videre.

“Måske er det i sjælen, at alt det, vi ikke kan måle, bliver gemt — og hvorfor nogen skulle mene, at dyr ikke skulle have en sjæl, forstår jeg ikke. Gennem hele vores historie har vi forholdt os til idéen om sjælen, og det virker besynderligt at afvise, at dyr kunne dele den med os,” siger jeg, når emnet dukker op på pladsen mellem ørne, publikum og de store åbne klitheder, der omgiver Ørnereservatet.

Måske er det netop i denne fornemmelse af en skjult, uforklarlig dimension, at både rovfuglenes storhed og menneskets særlige selvforståelse spejler sig. Og måske er vi kun lige begyndt at ane konturerne af den verden, der venter hinsides vores forståelse.

Kilder

• Dawkins, Richard: The Selfish Gene. Oxford University Press, 1976.

• Ridley, Matt: Genome: The Autobiography of a Species in 23 Chapters. Fourth Estate, 1999.

• Crick, Francis: Life Itself: Its Origin and Nature. Simon & Schuster, 1981.

• Lorenz, Konrad: On Aggression. Methuen, 1966.

• Birkhead, Tim: Bird Sense: What It’s Like to Be a Bird. Bloomsbury, 2012.

• Kandel, Eric R.: In Search of Memory. W.W. Norton, 2006.

• Parnia, Sam: What Happens When We Die. Hay House, 2006.

• Revonsuo, Antti: Consciousness, the Dreaming Brain and Virtual Reality. Philosophical Psychology, 1995.