Når mørket forsvinder – og havet fyldes med plastik

Af Peter Frank Wenzel

Det er en underlig tanke, at mørket – som i årtusinder har været en livsbetingelse for både mennesker og dyr – nu er ved at forsvinde fra store dele af verden. Ikke kun i byernes lysforurenede skær, men også i fjerntliggende egne, hvor rå industri og minedrift kaster elektrisk stråleglans hen over øde kyster og ørkenlandskaber. I Chile og Peru, hvor Atacamaørkenens golde vidder før var natmørke og stjerneklare, er de bløde konturer af nat nu afløst af et koldt, hvidt skær.

Og her, midt i det kunstige lys, kæmper Markham’s Storm-Petrel for sit liv. Den lille havfugl, der i tusinder af år har styret mod havet ved hjælp af stjernehimlen, er i disse år fanget i menneskets elektriske fatamorgana. Ungerne forlader rederne i natten, som de altid har gjort, men mødes af lyskegler fra minefelter, vejanlæg og industri. Desorienterede styrter de ned, og alt for mange bliver knust under hjul eller dør af udmattelse. Op mod 20.000 unger, estimerer forskere, går tabt hvert år — en tredjedel af en generation.

“Vi har ikke brug for disse lysende hav af projektører og kunstigt skær, der forvandler natten til dag,” siger Peter Frank Wenzel. “Fuglene har brug for mørket, og vi mennesker kunne have godt af at genlære respekten for det. Jeg tror, vi sammen med nye teknologier som kunstig intelligens kan udvikle løsninger, der både gavner menneskets behov og sikrer naturens balance.”

Man kan næsten høre dem, de gamle sejlere og digtere, som priste de mørke oceaner og stjernehimlens vejledning. For fuglene er det ikke poesi, men navigation. Og når mørket forsvinder, forsvinder også deres kompas.

Faktaboks: Stormsvaler

Stormsvaler (familien Hydrobatidae) er små havfugle, der tilbringer det meste af livet over åbent hav. De ernærer sig primært af småfisk, krebsdyr og plankton og kendes for deres elegante, glidende flugt lavt hen over bølgerne.

Markham’s Storm-Petrel er en stormsvaleart, der yngler i Atacamaørkenens saltskorper og flyver ud over Stillehavet som voksen. Stormsvaler betragtes som symboler på udholdenhed og oceanets frie vildskab og er beskrevet i både sømandshistorier og klassisk litteratur som varsler om storm og uvejr.

(Kilde: Stormsvaler – Wikipedia, den frie encyklopædi)

Langt derfra, på den anden side af Stillehavet, folder en anden tragedie sig ud. På Lord Howe Island, en lille ø ud for Australiens østkyst, blev en havfugleunge fundet død med 778 stykker plastik i kroppen. Så mange små og store plastikfragmenter, at dens mave reelt var forvandlet til et hårdt og uigennemtrængeligt kammer.

Der var ikke længere plads til rigtig føde. Ikke plads til fisk, til de næringsstoffer, som skulle bygge en stærk krop. Kun plast. En mave som en mursten, siger forskerne, og ungen døde da også af underernæring og organsvigt.

“Det kan ikke være rigtigt, at en fugleunge skal dø med næsten 800 stykker plastik i kroppen,” siger Peter Frank Wenzel. “Vi bliver nødt til at ændre vores vaner, finde alternativer og sætte naturens hensyn først. Ellers stjæler vi fremtiden fra både fuglene og os selv. ”

Plastik i havet er ikke længere blot en visuel forurening, men en biologisk. I fuglenes fordøjelsessystem fører det til kronisk betændelse og fibrose, en slags plastisk fremkaldt arvæv, som forskere kalder plasticosis. Samtidig tyder ny forskning på, at de kemiske påvirkninger fra plastik kan skade fuglenes hjerner, så de mister evnen til at lære og til at skelne lyde — altså at fungere som fugle.

“Jeg vil opfordre alle til at se på, hvordan vi kan reducere plastik og begrænse unødvendig belysning,” fortsætter Peter Frank Wenzel. “Med omtanke og nye idéer kan vi skabe en verden, hvor både fugle og mennesker kan leve side om side.”

Mørket forsvinder. Havet fyldes med affald. Og vi står tilbage med spørgsmålet, som er så enkelt og alligevel så tungt: hvor meget kan vi tillade os at tage fra disse skabninger, før vi til sidst har frataget dem selve deres mulighed for at eksistere?

Nogle steder forsøger frivillige og forskere at redde de lysforvirrede fugleunger og genudsætte dem ved kysten. Andre arbejder på at dæmpe de kunstige lys og genoprette den mørke nat. Andre igen samler plastik op på strande og fjerner fiskerester og net.

Men det er en kamp mod overvældende kræfter, mod et verdenshav, der hver dag tilføres yderligere tusindvis af tons affald, og mod et natmørke, der forsvinder i takt med menneskets teknologiske fremskridt.

Der er stadig håb, siges det. Det er måske rigtigt. Men dette håb kræver, at vi ikke kun ser naturen som en kulisse for vores eget forbrug, men som et væv af liv, vi er forpligtet til at respektere.

Hvis vi vil have fremtidens børn til at kende stjernernes lys og havets fugle, må vi give både mørket og havet plads igen.

Kilder

• InsideClimate News: A Seabird Chick With 778 Pieces of Plastic in Its Body (2025)
  https://insideclimatenews.org/news/27052025/todays-climate-plastic-pollution-seabird-health-ocean

• Undark Magazine: Plastic Pollution and Seabird Health (2025)
  https://undark.org/2024/04/22/darkness-in-chile-atacama-desert

• Wikipedia: Stormsvaler – Wikipedia, den frie encyklopædi
  https://da.wikipedia.org/wiki/Stormsvaler

Der er stadig håb, siges det. Det er måske rigtigt.

-Men dette håb kræver, at vi ikke kun ser naturen som en kulisse for vores eget forbrug, men som et væv af liv, vi er forpligtet til at respektere.