KONDORERNES TAVSE CIVILISATION

Af Peter Frank Wenzel, direktør for Ørnereservatet

Der findes dyr, der sætter spørgsmålstegn ved vores selvforståelse – og Andeskondoren er et af dem. Den svæver højt over menneskets ambitioner, politik og projekter. Den har overlevet vulkaner, istider og imperier, og den ser stadig ud, som om den er kommet for at blive. Ikke på trods af tiden, men netop fordi den bærer på den.

I en tid hvor alting accelererer, virker det næsten provokerende, at et dyr kan leve 70 år, yngle hvert andet og flyve hundreder af kilometer uden ét eneste vingeslag. Det er som om naturen med vilje har placeret denne fugl i vores samtid som en slags stille kritik.

En ældgammel livsform

Andeskondoren (Vultur gryphus) er en af verdens største flyvende fugle – både i vingefang og symbolværdi. Dens forfædre dukkede op for over 20 millioner år siden, og selve arten, som vi kender den i dag, har eksisteret i måske fem millioner år. Det betyder, at den er ældre end menneskeheden. Det betyder, at den ikke blot har overlevet os, men længe har været her uden os.

Den er et medlem af den amerikanske gribbefamilie – cathartiderne – som udviklede sig helt separat fra de gamle verdens gribbe. Det er ikke rovdyr i klassisk forstand. De jager ikke. De venter. Og så rydder de op. Det er ikke nogen dramatisk rolle. Men den er afgørende.

Et system uden støj

Kondoren flyver på termiske opvinde – usynlige søjler af varm luft – og kan tilbagelægge over 150 kilometer uden at baske én gang med vingerne. Den udnytter energi, vi ikke kan se, i et landskab, vi ikke kan bo i. Det virker alt sammen oldnordisk – næsten mytologisk. Men det er biologi. Og det virker.

Det er ikke uden grund, at kondoren er nationalfugl i flere sydamerikanske lande og spiller en central rolle i inkaernes kosmologi. Den forbinder himmel og jord. Den kredser ikke bare over landskaberne – den kredser over vores forestillingsevne.

"Når man ser ind i øjnene på en kondor, møder man ikke vildskab, men noget mere gammelklogt – som om fuglen ved, at vores tid her er midlertidig."
– Peter Frank Wenzel

Truet, men ikke knækket

På trods af sin styrke og størrelse er kondoren sårbar. Den lægger kun ét æg ad gangen, og ungen er afhængig i mere end et år. Den kræver enorme territorier, frihed for forstyrrelser – og ådsler, der ikke er forgiftede. Men det sidste er i stigende grad et problem.

I store dele af Andesregionen bliver døde dyr sprøjtet med pesticider og gift for at holde rovdyr væk. Det rammer kondorerne hårdt. Til trods for internationale avls- og genudsætningsprogrammer er mange bestande nu truet eller direkte på tilbagetog.

Den moderne verden har ikke noget stort system til at forstå – eller beskytte – dyr, der ikke passer ind i vores skemaer. En rovfugl, der ikke jager? En kæmpe fugl, der næsten aldrig slår med vingerne? Det vækker ikke sponsorpenge.

En påmindelse

Her i Ørnereservatet arbejder vi netop med en andeskondor der hedder Molina, og dens adfærd adskiller sig markant fra andre rovfugle. De er ikke aggressive, men nysgerrige. Ikke præcise, men observante. De kommer ikke flyvende med et brag, men nærmer sig med vægtløs værdighed.

De er, hvad man kunne kalde aristokrater blandt fugle. Ikke fordi de opfører sig overlegent – men fordi de ikke behøver noget fra nogen. Deres tilstedeværelse taler for sig selv.

FAKTA

• Art: Vultur gryphus

• Vingefang: Op til 3,3 meter

• Levetid: Over 70 år i (ved mennesker)

• Føde: Ådsler

• Status: Truede bestande i flere sydamerikanske lande

• Symbolik: Nationalfugl i bl.a. Chile, Ecuador, Bolivia og Colombia

Kilder:

• BirdLife International, 2024

• Smithsonian Institution: Evolution of New World Vultures

• Observationer fra Ørnereservatet

• Fossilbeskrivelser fra Paleobiology Journal

Der er næppe mange dyr tilbage, som kan betragte menneskehedens opståen som en parentes.
Andeskondoren er ét af dem.