Midt i forevisningen: Ørnen valgte jagt frem for opvisning
Foto Christoffer, ungarbejder
Af Peter Frank Wenzel
I månedsvis har en lille andefamilie haft deres daglige gang i søen ved vores træningsområde. Andemoderen har vist bemærkelsesværdig dømmekraft og fået sine unger i skjul, når vi trænede med rovfuglene. Over 50 træningsgange har ænderne og ørnene krydset hinandens veje uden uheld — men undervejs har der været mange “advarsler” i form af ørnenes nærgående træningsflyvninger, som andefamilien gradvist blev mere og mere ligeglad med.
Midt under en nylig forevisning tog naturen så magten tilbage — og Taymyr, vores kongeørn, gik rent “nak og æd”. Allerede fra programmets begyndelse virkede han ekstra jagtivrig, og da en af de næsten fuldvoksne ællinger tog lidt for store chancer i det åbne vand, slog han til. På bare 2–3 sekunder var det forbi for den uforsigtige gråand, til publikums store overraskelse.
Her blev fødekæden stillet til frit skue — præcis som naturen selv indretter den. Og efter at det populære tv-program Nak & Æd er stoppet, fortsætter det åbenbart her i levende live.
At en rovfugl faktisk nedlægger et bytte under en opvisning, er sjældent, men ikke helt uhørt. En anden gang har vi oplevet en mårhund blive jaget midt i programmet, og både en sakerfalk og en vandrefalk har på separate tidspunkter forsøgt at slå henholdsvis en solsort og en due. En af vores havørne har engang snuppet en karpe i søen, og for 30 år siden forsøgte en kongeørn at tage et rådyr, som dog slap væk i sidste øjeblik.
For at få Taymyr op på handsken efter sit bytte måtte jeg skære et ben af den døde and og bruge det som lokkemad. Han fik dog hele anden som belønning og er nu aldeles forædt efter denne improviserede jagt.
Kongeørnen er kendt som en af naturens stærkeste og mest alsidige jægere. Den benytter sig både af høje svæveangreb, præcise styrtdyk og overraskende bagholdsangreb nær terrænet, alt efter hvilket bytte der er i sigte. Netop denne tilpasningsevne og styrke gør kongeørnen til et af verdens mest respekterede toprovdyr.
“Det her er instinkter, der er urgamle og ekstra stærke hos kongeørnen, som uden tvivl er den stærkeste jæger af dem alle. Man mærker, at det ligger dybt i dem at reagere på et bytte — også selvom de er trænet til en opvisning.”
..siger Peter og tilføjer
“Vi skal også huske, at selvom vi holder programmerne under kontrollerede forhold, er vi stadig ude i den vilde natur. Alt kan ske — og en gang imellem sker det faktisk.”