Feltbiler i virkeligheden: Da den mindste firehjulstrækker viste sig at være den bedste
Af Peter Frank Wenzel, Ørnereservatet
Der findes mange holdninger til firehjulstrækkere – og de fleste bliver dannet langt fra det terræn, hvor bilerne i virkeligheden skal vise, hvad de dur til. Det meste foregår i byzoner, på motorveje og parkeringspladser. Men for os, der arbejder i ujævnt, vådt og ofte utilgængeligt landskab, er spørgsmålet mere jordnært: Hvad virker – og hvad gør ikke?
Hos Ørnereservatet i Nordjylland arbejder vi med fritflyvende rovfugle. Hver dag færdes vi i klitter, skovbund og våde lavninger, hvor man ikke bare skal frem – man skal frem uden at efterlade spor og uden at forstyrre fugle, der enten er midt i træning eller i fuld koncentration.
Vi har prøvet det meste. Store biler, små biler, dyre biler og robuste arbejdsmaskiner. Én ting står klart: det, der fungerer i reklamefilm eller i en tysk bjergkæde, fungerer ikke nødvendigvis i en nordjysk efterårsmose.
Toyota Land Cruiser er et af de mest pålidelige køretøjer, vi har haft. Vi har haft flere generationer af den – og hver gang har den leveret. Den er stærk, ekstremt driftssikker og kan klare sig igennem både vinterstorme og dybe spor. Den trækker, den klatrer, og den starter altid. Hvis vi skulle vælge ét køretøj til at komme hjem fra et oversvømmet marskområde med en havørn flyvende herover, ville det være Land Cruiser’en. Dens eneste ulempe er vægten – den er tung, og i løs klitsand eller tæt skov kan det blive en hæmsko.
I den anden ende af skalaen står Suzuki Jimny. En bil, de fleste ikke ville tage alvorligt ved første øjekast. Den er lille, firkantet og uden luksus. Men den overraskede os alle. Jimny’en er den mest terrængående og manøvredygtige bil, vi nogensinde har haft. Dens størrelse og vægt gør den ideel til snævre stier, skrånende skrænter og mudrede hjulspor. Den kan vende på næsten ingenting, larmer minimalt og glider gennem terrænet uden at gøre væsen af sig – præcis som vi har brug for, når vi arbejder tæt på følsomme dyr.
I praksis har vi oplevet, at disse to biler – så forskellige, som de er – deler førstepladsen. Land Cruiser’en er arbejdshesten, der tager alt det tunge og kan klare sig igennem selv det mest barske føre. Jimny’en er den adræt hjælper, der altid kommer frem og aldrig kræver meget. Hvor den ene har styrken, har den anden præcisionen. Og netop i kombinationen af de to ligger en ideel balance for os, der arbejder i naturens uforudsigelige rammer. Vi elsker dog stadig den lille Jimny lidt mere.
Hummer H2 var på papiret imponerende, men viste sig hurtigt som en paradebil. Den satte sig fast i mosen og krævede mere arbejde, end den sparede. Mitsubishi Pajero holdt til mange års slid, men blev i sidste ende for ufleksibel. VW Amarok og Ford Raptor havde styrken, men manglede finesse og tilpasningsevne. Kort sagt: de kunne det meste – men ikke helt det, vi havde brug for.
Det har lært os noget væsentligt: at det ikke handler om mærke eller motorkraft. Det handler om virkelighedens krav. Om manøvredygtighed, pålidelighed og funktion frem for form.
Suzuki Jimny vinder ikke på bling eller skærmstørrelse. Men den gør sit arbejde – hver gang. Og det samme gør Land Cruiser’en, selvom den kræver lidt mere plads. Sammen har de vist os, at i naturen er det ikke den største eller mest luksuriøse bil, der vinder. Det er den, der kommer frem – og kommer hjem igen.