Sankt Hans uden flammer – men ikke uden ild
Af Peter Frank Wenzel, leder af Ørnereservatet
På Ørnereservatet tænder vi ikke bål til Sankt Hans. Ikke fordi vi tager afstand fra traditionen – men fordi vi lever tæt sammen med væsener, der ikke skelner mellem hygge og fare, når røgen driver ind over klitheden. For vores rovfugle betyder bålet noget andet. Det betyder flugt. Uro. Forstyrrelse.
Derfor fejrer vi midsommeren på vores egen måde. Med opmærksomhed. Med blikket rettet mod det, der bevæger sig i vinden. Ikke fordi vi mener, at bål og sang er forkerte – tværtimod. Vi har stor respekt for dem, der i aften samles i tusmørket og synger solen i seng. Det er en af de smukkeste traditioner, vi har. En påmindelse om, at tiden går, og vi går med. At der findes noget, vi deler – og gentager – på tværs af generationer.
Netop derfor håber vi, at traditionen aldrig forsvinder. For hver gang vi mister en fælles skik, mister vi også en del af vores fortælling. Det er ikke nostalgi. Det er en grundrytme i det menneskelige. Uden traditioner visner noget i os.
Men vi må også være ærlige: Sankt Hans i dag føles anderledes end for blot få år siden. Vinden er blevet hårdere. Regnen falder tungere. Trækket forskyder sig. Naturens rytme virker mindre forudsigelig, mere sårbar. Og midt i alt dette står vi og fejrer sommerens komme – måske lidt som orkesteret, der stadig spiller, mens skibet gynger.
Da Ørnereservatet blev grundlagt i 1970’erne, var det i en tid, hvor miljø og klima endnu ikke var emner, man talte om. Fuglene forsvandt. Ikke fordi nogen ønskede det, men fordi ingen tog ansvar. Rovfuglene blev betragtet som forstyrrende elementer – ikke som nøgler til økologisk balance. Dengang var tavsheden problemet.
I dag er det støjen. Den konstante kakofoni af klimamål, grønne løfter og strategier, der skal sikre fremtiden. Men midt i alle ordene forsvinder det konkrete: landskaberne, artsrigdommen, stilheden. Vi mister stadig – bare langsommere.
Det gør ondt at sige det højt. For meget går faktisk i den rigtige retning. Der er fremskridt. Der er håb. Mennesker i selv de fjerneste egne af verden får adgang til demokrati og uddannelse. Natur bliver genoprettet. Videnskab, oplysning og globalt samarbejde har løftet millioner ud af fattigdom og uvidenhed.
Men vi må ikke tro, det betyder, at vi kan slappe af. For vi står på kanten. Måske har menneskeheden altid stået på en vulkan – men sjældent har vi set så klart ned i krateret, som vi gør nu. Vi ved, hvad der skal til. Vi har redskaberne. Spørgsmålet er, om vi har viljen – og om vi tør give afkald på det, der brænder jorden under os.
Alligevel – og netop derfor – må vi ikke glemme at leve. Ikke lade os lamme af dystre prognoser. Ikke miste fornemmelsen for, hvad der gør livet værd at beskytte. Livet er kort. I universel målestok blot en gnist. Og dog rummer det alt, hvad vi har. Alt det, vi elsker.
Som Benny Andersen skrev:
“Livet er ikke det værste man har –
og om lidt er kaffen klar.”
Så vi ønsker jer en god Sankt Hans.
Med eller uden bål. Med eller uden sang.
Men gerne med åbne øjne – og hjertet i behold.
Tag vare på det, du har – og nyd det, mens du har det.