En falkoners nattevagt
Man vænner sig aldrig helt til det. Liv og død går hånd i hånd, når man lever blandt rovfugle. Jeg har skrevet dette for at sætte ord på den tavse sorg, der følger, når man mister et dyr, man har elsket og haft ansvar for – hvad enten det er en hund, en falk eller en stemme i mørket, der pludselig forstummer. Dette er ikke en beretning om naturens skønhed. Det er et forsøg på at forstå dens ubønhørlighed. Peter Frank Wenzel
Der er ingen helt rolige dage, når man lever tæt på rovfugle.
For selv når solen skinner, og alt ånder fred, ved man, at alting kan skifte i løbet af minutter. Eller sekunder. Livet og døden danser tæt her, uden hensyn til vores behov for orden eller forklaringer.
Om foråret føles verden ny. De små unger kigger frem, dunede og forvirrede, og man kan ikke undgå at smile. Det er livets stille triumf. En begyndelse, der bringer mening med alt det hårde arbejde, al ventetiden. Når man ser en ny rovfugl tage sine første skridt eller spæde vingeslag, føles det, som om noget ægte og vigtigt får lov at ske – ikke bare for fuglen, men også for én selv.
Men der er også døden. Ikke som en filosofisk tanke. Ikke som et afsnit i en naturbog. Men som det konkrete øjeblik, hvor noget stopper. Og nogle gange sker det fredeligt. En gammel fugl, der falder til ro og ikke vågner igen. En cirkel, der lukkes. Man sørger, men man accepterer.
Det værste er dog ikke alderdommens ro, men dødens voldsomhed. Når noget brydes op. Når der har været uindbudte gæster i mørket.
En nat er det stille, og alligevel er der noget, der ikke stemmer. Det er ofte rovfuglene, der først mærker det. En uro, et skrig, en bevægelse i mørket. Jeg er allerede på vej ud, for vinduet står altid på klem, også i januar. Men man løber altid mod noget, man allerede frygter.
Og selv om vi har over 100 overvågningskameraer og digitale advarsler indstillet til at poppe op med sensorer og notifikationer, så er det netop det – en besked om, at noget er sket. Ikke nødvendigvis noget, man kan nå at forhindre. Teknologien er god, men aldrig i forkøbet. Det er altid en konstatering, aldrig en beskyttelse.
Det ukendte væsen, der har sneget sig ind, kan sagtens være en mink eller en ilder. Det er falkens skræk. Døden på fire ben. Efterlader ikke blot ødelæggelse – men tavshed.
Men for ørnene er det anderledes. Minken er ikke deres fjende – tværtimod. Skulle den forvilde sig ind til en voksen ørn, havner den hurtigt i kløerne, og så går det stærkt. Det sker dog sjældent. Derimod er det de unge fugle, der ofte må bære konsekvensen.
Bagefter står man i gruset, med natluften kold og uvirkelig omkring sig, og ser sporene: fjer spredt på jorden, en død krop, blod. Stilheden er værre end alarmen.
Og så kommer skyldfølelsen. Ikke som en tanke, men som en fysisk tilstand. Den sætter sig i kroppen, i skuldrene, i søvnen. Kunne jeg have gjort mere? Var alt lukket? Er det mig, der har svigtet?
Det rammer også, når man mister en anden slags følgesvend. Jeg kender det alt for godt – at miste sin hund er noget af det sværeste, der findes. Et dyr, man elsker ubetinget, bliver revet bort af alderdom eller sygdom. Og det, der står tilbage, er et tomrum, der ikke kan beskrives. Videnskaben bekræfter, at det ikke bare er en følelse – det er en reel sorg.
“When you lose a pet, it can be as painful as losing a family member, because for many people, that’s exactly what the pet is.”
– Dr. Frank McAndrew, psykolog
“It’s a grief that lacks ritual and recognition – and that makes it harder to bear.”
– Prof. Kenneth Doka, forsker i disenfranchised grief
En amerikansk undersøgelse viser, at akut sorg over et tabt kæledyr kan vare 1-2 måneder, mens savnet og tomheden ofte fortsætter i op til et år. Sorgens kærlighed blev engang opsummeret sådan:
“Grief is the price we pay for love.”
– Dronning Elizabeth II
Nogle siger, at man må lade det ligge. At det jo „bare er naturens gang”. Men når man arbejder med levende væsener, som man kender og forstår, er der ingen banale svar. Deres rytmer, blikke og temperament gør dem til nogen – ikke noget.
Måske er det derfor, sorgen ved tab af kæledyr rammer dybere, end mange tror. For netop fordi vores bånd er ubetingede, kommer savnet som et fysisk pres. Men netop derfor er sorgen også værd at bære – den minder os om kærligheden, vi gav, og fik.
Jeg sover let, lytter skarpt. Fordi livets og dødens dans er – og vil altid være – ubrydeligt forbundet. Men midt i sorgen finder jeg mening. For sorgen er beviset på kærligheden. Og kærligheden – den går aldrig stille.