Ulven ved Ørnereservatet
Af Peter Frank Wenzel, leder af Ørnereservatet i Nordjylland
Jeg havde godt set sporene. Store aftryk i sandet, mere tydelige end tidligere. Jeg havde også bemærket, hvordan min hund blev mere opmærksom, og hvordan hjortene sprang, som om noget havde rykket ved deres gamle rutiner. Men alligevel kom det som en overraskelse, da ulven pludselig stod dér.
Ikke langt fra Simons Skrivers Klit. Ikke langt fra mennesker. Faktisk kun tre meter fra mig selv.
En stor, brun-grå skikkelse med lange ben og opmærksomme øjne, halvt skjult bag nogle fyrretræer. Min jagthund Nanna stivnede, snoren spændte let mellem os, og i det korte øjeblik kiggede vi – ulven og jeg – på hinanden. Og så forsvandt den. Ikke med panik. Ikke med voldsomhed. Bare i et roligt luntetrav over klitten, som om vi var to skikkelser i samme landskab, bare med hver vores ærinde.
Det var et møde, der på én gang føltes uvirkeligt og uundgåeligt.
Indtil for nylig har ulven i Danmark primært været et fænomen på vildtkameraer og i debatspalter. Den slags dyr, man diskuterer: med frygt, med fascination, med statistikker. Men den lever altså nu få hundrede meter fra Ørnereservatet, midt i det åbne klitlandskab, hvor vi dagligt arbejder med rovfugle og heste, og hvor menneske og dyr stadig deler den samme rytme.
Efter mødet har jeg naturligvis tænkt på mine egne dyr. På vores heste. På hunden. På de vilde hjorte. Det er ikke uden bekymring. Men det er heller ikke med alarm. For ulven, som jeg mødte den, virkede ikke truende. Den virkede bare... hjemme. Som om den vidste, hvor den var – og hvad den var. Noget, vi andre af og til kæmper mere med.
Det er ikke et spørgsmål om at romantisere rovdyret. Det er et spørgsmål om at acceptere, at det er her. Ikke som et symbol, ikke som en provokation, men som et levende væsen med egne behov, egne veje.
Ulven skal hverken helgenkåres eller forfølges. Den skal have plads. Og vi skal genlære kunsten at færdes i en natur, der ikke altid er forudsigelig. At bruge den sunde fornuft. At aflæse tegnene, ligesom dyrene gør det – uden store armbevægelser, men med opmærksomhed.
Næste gang jeg går tur i klitterne, vil jeg stadig nyde stilheden. Men jeg vil også lytte anderledes. Se anderledes. Ikke med frygt, men med den form for årvågenhed, som mødet med ulven kalder frem i os. En påmindelse om, at naturen – den virkelige, levende natur – ikke altid er langt væk. Nogle gange står den tre meter fra os og ser tilbage.
“Den, som kæmper med uhyrer, skal tage sig i agt for ikke selv at blive et uhyre. Og når du længe stirrer ind i afgrunden, stirrer afgrunden også ind i dig.”
— Friedrich Nietzsche