Kondoren, der bærer bjergets sjæl

Af Peter Frank Wenzel, Ørnereservatet

Den kan hænge som et sort sejl mod Andesbjergenes blå himmel, næsten uden at bevæge vingerne, mens den skuer ud over de golde højder og bratte klipper. Andeskondoren (Vultur gryphus) er ikke blot verdens største flyvende rovfugl, men også et symbol på Sydamerikas kulturelle og naturlige arv – og et levende billede på, hvor skrøbelig biodiversiteten er i vores moderne verden.

I dag er den stolte kondor presset som aldrig før. Forgiftede ådsler, fortrængt levested og kollisioner med højspændingsledninger har sendt bestandene i frit fald flere steder. Nylige optællinger i 2025 viser, at der i Colombia næppe lever mere end 200 individer, mens Ecuador balancerer på kanten med blot omkring 150 voksne fugle. “Vi står med en art, der er så stærkt knyttet til Andesbjergenes  økosystemer, at dens tab ville være et tab for hele verdens naturforståelse,” siger jeg som fagperson og leder af Ørnereservatet i Danmark.

For nylig har flere aktører dog sat ind med markante tiltag. I Bolivia er næsten 22.000 hektar i Tarija-regionen blevet fredet i et nyt kommunalt reservat, Peña Rajada, som skal sikre både fødegrundlag og redemuligheder for kondorerne. Lignende initiativer i Ecuador og Argentina har styrket håbet for de store ådselsædere. Desuden er samarbejder på tværs af grænser – blandt andet mellem USA og Ecuador – begyndt at genetablere fugle gennem opdræt og rehabilitering.

Men det er ikke nok alene at sætte kondorer ud i det fri, understreger jeg:

“Hvis vi mister kondoren, mister vi meget mere end en fugl. Vi mister et stykke urgammelt samspil mellem død og liv, mellem rov og bytte, som holder økosystemerne sunde. Det er en vagtpost, en slags naturrenser, der sørger for at døde dyr ikke spreder sygdomme.”

Kondoren spiller nemlig en essentiel rolle som naturens skraldemand, der rydder op efter døde dyr og hindrer spredning af smitte i Andesbjergenes fjerntliggende egne. Den funktion er umulig at erstatte mekanisk eller teknologisk, hvis først den forsvinder.

Samtidig er kondoren også en dyb kilde til identitet og fortælling for Andesbefolkningen. Den optræder i flag, våbenskjolde og myter, og i nogle egne betragtes den stadig som en hellig fugl, hvis kredsende skygge bringer held. “Det ville være et kulturelt amputationstab,” tilføjer jeg, “hvis vi tillader kondoren at dø ud.”

Derfor arbejder lokale organisationer, borgervidenskabelige projekter og internationale fonde nu tættere sammen end nogensinde før. I år blev en skadet kondor ved navn Valentino sat tilbage i naturen i Ecuador, efter flere måneders behandling for skudsår – et lille mirakel, der viser, at dedikeret genopretning kan give konkrete resultater.

Alligevel står truslerne i kø. Blyforgiftning fra nedlagte husdyr, ulovlig jagt og tab af naturlige fødekilder truer hver dag fuglenes overlevelse. Derfor kalder Andesbjergenes kæmpe på en langsigtet, stabil indsats, der også handler om at ændre befolkningens opfattelse af store ådselsædere som noget andet end “grimme” eller “ubehagelige”.

“Vi må anerkende,” pointerer jeg, “at kondoren er selve bjergets sjæl. Uden den ville Andesbjergenes vildmark miste en del af sin puls, sin renselse og sit kulturelle åndedræt.”

Derfor giver det mening at håbe, at de nye reservater, bedre overvågning og flere oplysningskampagner kan vende udviklingen. For uden Andeskondoren ville Andesbjergene ikke blot miste en majestætisk silhuet på himlen – de ville miste en økologisk nøglespiller, som mennesket aldrig vil kunne erstatte.