Kongeørnen tilbage i England
Forsiden fra bogen "Ørnen er landet" ved Skagen af Peter Frank Wenzel med kongeørn
I mere end 150 år har kongeørnen været væk fra England. Dens silhuet, det brede vingefang, den dybe svæven over heder og højdedrag har levet videre i folks forestillinger, men ikke i landskabet. Den sidste fastboende ørn i Lake District forsvandt i 2015, og dermed sluttede en epoke, som havde strakt sig helt tilbage til vikingetiden. Nu ser det ud til, at arten kan vende tilbage.
En ny undersøgelse fra Forestry England konkluderer, at der faktisk findes tilstrækkelige områder i det nordlige England til at understøtte en levedygtig bestand af kongeørne. Dermed åbnes døren på klem til et af de mest ambitiøse naturgenopretningsprojekter i nyere britisk historie.
“Det er altid en glædelig nyhed, når store rovfugle får en chance for at vende tilbage,” siger Peter Frank Wenzel, Ørnereservatet. “Kongeørnen er ikke bare et dyr – den er et symbol på frihed, styrke og naturens egen storhed.”
Fra forfølgelse til fornyelse
At kongeørnen forsvandt, var ikke naturens lunefuldhed, men menneskets. Gamekeepers og landmænd udryddede systematisk ørnene, som blev set som konkurrenter til jagtvildtet. Nu, i en tid hvor klima, biodiversitet og naturhensyn står højt på den politiske dagsorden, har vinden vendt.
Miljøminister Steve Reed har allerede sat sit navn på et projekt, der kan føre til, at de store ørne igen breder vingerne over Northumberland og Penninerne. Beslutningen ligger i forlængelse af andre symbolske genindførelser: bæveren, som efter 400 års fravær blev sluppet løs i Dorset i marts i år, og bisonen, der i 2022 blev udsat i Kent.
“At et land tør tage disse skridt – at man tør give naturen noget tilbage – er stærkt. Jeg kunne ønske, vi havde modet til at drøfte det samme i Danmark. Om vi får lignende projekter herhjemme, vil tiden vise. Men mulighederne er der,” siger Peter Frank Wenzel, Ørnereservatet.
Et skotsk forbillede
Inspirationen kommer fra Skotland, hvor South of Scotland Golden Eagle Project siden 2018 har vendt et historisk underskud til et overskud. Bestanden i den sydlige del af landet er vokset fra blot tre-fire par til mere end 50 – det højeste antal i tre århundreder.
Metoden er enkel, men kræver disciplin: ørneunger tages som regel fra reder, hvor der er to unger. De håndfodres uden menneskelig kontakt og sættes derefter ud på nøje udvalgte lokaliteter, hvor de i begyndelsen får tilført foder, indtil de kan klare sig selv. Det samme greb har tidligere virket for både røde glenter og havørne.
Ifølge Duncan Orr-Ewing fra RSPB vil en engelsk version af projektet sandsynligvis følge samme model, med fokus på Nordengland, hvor tilgangen af fødeemner ikke forventes at blive en barriere. “Der er masser af rype, kaniner, harer, og endda dåvildtkalve. Byttedyrene er der,” siger han.
“Jeg kender metoden fra andre reintroduktioner – det er hårdt arbejde, men det virker. Og det smukke er, at naturen selv tager over, når først man har givet fuglene en fair chance,” siger Peter Frank Wenzel, Ørnereservatet.
Mere end en fugl
En genindførsel af kongeørne vil også være et kulturelt og politisk signal. Det handler om, hvordan et samfund ønsker, at dets natur skal se ud. Kongeørnens tilbagekomst bliver en lakmustest: Er vi parate til at give plads til de store rovdyr igen – ikke blot i reservater, men i landskabet, på kanten af marker og byer?
“Den kræver, at vi mennesker accepterer, at vi deler landskabet med noget, der er større end os selv,” siger Peter Frank Wenzel, Ørnereservatet.
En ny fortælling
I virkeligheden er historien om kongeørnen blot den seneste i en række britiske comeback-fortællinger. Bæveren er tilbage. Bisonen tramper igen i Kent. Røde glenter, engang reduceret til få par i Wales, flyver nu i tusindtallige flokke over Chiltern Hills.
Alle disse projekter viser, at naturen – når den får en chance – kan komme stærkt igen. Det kræver investeringer, tålmodighed og politisk mod. Og det kræver en befolkning, der accepterer, at vilde dyr ikke kun hører hjemme i bøger og på våbenskjolde, men i det levende landskab.
“For mig handler det ikke kun om fuglene,” siger Peter Frank Wenzel, Ørnereservatet. “Det handler om vores egen vilje til at genoprette det, vi engang ødelagde. Hver kongeørn, hver glente, hver bever er et lille stykke af den historie, vi kan vælge at skrive om.”
Spørgsmålet til Danmark
Hvis kongeørnen vender tilbage til England, bliver det ikke blot en zoologisk succes. Det bliver et kulturelt vendepunkt – en påmindelse om, at selv arter vi næsten havde afskrevet, kan finde hjem igen, hvis vi giver dem pladsen og tiden.
Men det efterlader et uundgåeligt spørgsmål: Har vi i Danmark samme mod?
Er vi villige til at genskabe de store arter, til at leve side om side med rovfugle og rovdyr – eller vil vi nøjes med at bevare et landskab, der først og fremmest er praktisk for os selv?
Det er i sidste ende ikke kun et spørgsmål om biologi, men om kultur. Kongeørnens tilbagekomst handler om, hvorvidt vi tør give naturen det, den i virkeligheden altid har været: rum til vildskab.
Læs også artiklen (17 aug. 2025) i The Guardian