Naturen fra oven – Ørnereservatet og de 15 år i fugleperspektiv
Hvem holder egentlig øje?
At det i dag er et privat initiativ som Ørnereservatet, der ligger inde med en af de mest omfattende billeddatabaser af det nordjyske landskab set fra oven, burde måske vække en vis eftertanke. Hvor er universiteterne, forskningsinstitutionerne og de store fonde, når det gælder om at følge naturens udvikling over tid?
Vi står med 15 års dokumentation, der kunne danne grundlag for både forskning, forvaltning og politiske beslutninger. Og det er opbygget af et sted, der i offentligheden oftest forbindes med rovfugle og forevisninger – ikke med store datasæt.
Spørgsmålet er, om vi i Danmark har vænnet os så meget til, at staten eller universiteterne tager sig af "den slags", at vi slet ikke ser værdien, når det foregår andre steder. Men måske er det netop sådan, forandringer begynder: med små aktører, der handler først – mens de store systemer endnu diskuterer, hvordan de skal komme i gang.
Når man står midt i det nordjyske landskab, omgivet af vind, marehalm og rovfugle der kredser, er det svært at forestille sig, at det samme landskab kan se helt anderledes ud, når man hæver blikket blot hundrede meter. Fra oven åbenbares mønstre, rytmer og bevægelser, som øjet på jorden ikke kan opfange.
I Ørnereservatet begyndte vi for mere end 15 år siden at eksperimentere med fjernstyrede svævefly. Det var længe før, droner blev hvermandseje. De første flyvninger var på mange måder primitive, men de satte en idé i gang: Hvis rovfuglene kunne vise os deres verden fra oven, hvorfor skulle vi så ikke selv prøve at se naturen fra samme vinkel?
Siden da har vi taget skridtet videre og anvendt en bred vifte af droner. Hver eneste flyvetur har givet nye optagelser, og i dag ligger vi inde med en database, der rummer tusindvis af billeder og timevis af video. Et arkiv, som ikke blot dokumenterer landskabet og naturen, men som i stigende grad også fortæller en historie om forandringer, mønstre og tendenser.
Landskabet som levende organisme
Et landskab er ikke statisk. Klitterne flytter sig, vandløb ændrer retning, og vådområder vokser eller tørrer ind. Ved at sammenholde droneoptagelser fra år til år ser vi, hvordan naturen langsomt men sikkert forskubber sig – og hvordan menneskelige indgreb, klimaforandringer og dyreliv spiller sammen. Det er viden, vi ellers aldrig ville have haft i samme skala.
Arterne, vi deler stedet med
Men vi har ikke kun kigget på sand og jord. Vores optagelser har også givet os mulighed for at registrere dyreliv på en ny måde. Hjortevildtets bevægelser kan kortlægges uden at forstyrre dem. Fugle på træk kan observeres over længere tid. Og nye arter kan opdages, ofte før man lægger mærke til dem fra jorden. Her er kunstig intelligens et stærkt redskab: AI kan gennemgå vores arkiv hurtigere, end vi selv kan, og fremhæve mønstre, som vi måske ville overse.
Vejret som samarbejdspartner
Dronebillederne er også blevet en uventet hjælp, når det gælder vejret. Vi kan aflæse fugtighed i jorden, vegetationsudvikling og skydække – og sammen med AI skabe lokale vejrprognoser. For et sted som Ørnereservatet, hvor vejret har direkte indflydelse på træningen af rovfugle, kan det betyde forskellen på en vellykket forevisning og en dag, hvor stormen tvinger os til at ændre planerne.
Tradition møder teknologi
Nogle kunne mene, at der er en modsætning mellem den gamle tradition for falkejagt og moderne droneteknologi. Men vi oplever det omvendt. I virkeligheden er det den samme nysgerrighed, der driver begge dele: ønsket om at forstå naturen indefra. Hvor falkoneren gennem århundreder lærte fuglenes bevægelser at kende gennem observation og samspil, giver dronerne os nu et supplement – et blik på landskabet, fuglene og dyrene i en større helhed.
Et arkiv for fremtiden
Det mest værdifulde i dag er måske ikke den enkelte optagelse, men helheden: en 15 år lang tidslinje, der dokumenterer både natur og fugle set fra oven. Et levende arkiv, vi kan vende tilbage til igen og igen. Og som forhåbentlig, om 20 eller 30 år, vil stå som en uvurderlig kilde til forståelse af, hvordan landskab og arter har ændret sig i en tid, hvor naturen presses fra mange sider.
For os i Ørnereservatet er dette ikke bare et teknisk eksperiment. Det er en del af samme arbejde, som altid har været vores: at formidle, forstå og beskytte naturen. Rovfuglene minder os hver dag om, at det store perspektiv ofte ligger lige over hovedet på os. Nu har vi fået mulighed for at se det selv.