Amazonas’ nye stemme
Når et folk selv skriver naturens historie
Af Peter Frank Wenzel
I regnskovens skygge — mellem floder, trætoppe og morgendug — har fuglene levet i deres egne historier i århundreder, vidende om sig selv, men næsten tavse i den akademiske litteratur. Nu bryder Baniwa-folket i landsbyen Nazaré med dette tavse rum ved at formulere deres egen fugleguide.
At tage ordet tilbage
Ofte har naturvidenskaben været talerør for de veludrustede ekspeditioner, mens de mennesker, der i generationer har kendt landet og dets dyreliv, er blevet set som hjælpere, ikke som en guldmine af viden. Det er den slags asymmetri, arbejdet i Nazaré ønsker at rokke ved.
Det var Dúzodzo Baniwa, lærer og leder i landsbyen, der tog det første skridt. Han ønskede, at Baniwa’ernes viden om fugle ikke bare skulle høres i samtale, men skrives ned — sammen med forskere. Han henvendte sig til INPA (Det brasilianske Amazonas institut) og bad om et samarbejde. Det modsatte et normalt forskningsprojekt: her var det lokalbefolkningens dagsorden, der startede processen.
Fra stemme til bog
I begyndelsen af 2023 begyndte feltarbejdet over omkring 15 km²; områder med ikke-flydelig skov, svingende vandstande og flodstrande blev metodisk gennemgået. Beboere og forskere gik sammen om at spore, lytte, optage og dokumentere arter og slå op på deres egne termer: ikke kun det latinske navn, men også navne på to lokale sprog. Samtidig blev historier, ritualer og økologiske relationer knyttet til arternes navne.
Resultatet blev en fugleguide med omkring 310 arter – nogle måske dokumenteret for første gang i området. Men det vigtigste var ikke antallet, men måden: 193 navne fra lokalbefolkningen indgår som medforfattere. Guiden bliver et redskab for skoler, for unge der vokser op mellem to verdener, og for de der ønsker at værne om skovens tilstand.
Kultur og biodiversitet som ét
Én af de mest afgørende aspekter er bruddet med adskillelsen mellem natur og kultur. Fuglene er ikke kun objekter, man observerer; de er følgesvende, varselsfugle, del af ceremonier og helbredende viden. En fugls sang kan varsle regn, dens fjer kan bruges i ritualer og dens stammetolkning kan høre sig til bestemte historier i landsbyen.
At samle de dimensioner i én guide kræver en anden videnslogik end den vestlige naturvidenskab alene repræsenterer — en der ikke kun måler og klassificerer, men lytter og indfletter.
Udfordringer og perspektiver
Ved at tage magten over skrivebordet følger ansvar og svære valg. Hvem ejer data? Hvordan sikres, at ikke eksterne aktører — for eksempel skovhugst, miner, infrastrukturomlægninger — får adgang til information, som kan misbruges? Hvordan finansieres opdateringer, tryk og distribution? Og hvordan fastholder man interesse og sprogkundskab blandt de unge, når omverdenen lokker med byliv og moderne uddannelser?
Men netop heri ligger projektets styrke: det prospekt, at naturbevarelse ikke skal være et overgreb udefra, men må vokse af lokalt ejerskab. Som Dúzodzo siger: “Hvis vi ikke selv skriver vores viden ned, så kan den forsvinde.”
En invitation til videnspluralisme
I en tid, hvor klimakrisen og biodiversitetskrisen presser os til at gentænke vores relation til naturen, står erfaringer som Nazarés som vidnesbyrd om en vej videre: ikke at udrulle én “korrekt” vidensmodel, men at åbne for møder mellem vidensformer. Ikke at marginalisere det lokale, men at invitere det ind i videnskabens sprog — og lade det tale tilbage.
Måske kommer vi til at læse flere sådanne guider: ikke kun fra Amazonas, men fra mange steder, hvor jorden stadig husker langt mere, end vores bøger fortæller.