Når virkeligheden flyver højere end retorikken

I Dansk Ornitologisk Forenings seneste blad (august 2025) kunne man læse, at Danmark tilsyneladende er blevet en slags zoologisk absurditet, hvor lammegribbe og andeskondorer sidder og mistrives på pinde i små bure. Man ser næsten for sig en kondor klemt ind i et kanariebur på en altan i Brønshøj, fodret med fuglefrø og æblebåde. Det billede er dramatisk. Det er også absurd.

Jeg læste indlægget med den blanding af smil og hovedrysten, man får, når nogen med en vis alvor genfortæller gamle myter, som om de stadig gjaldt. Det er nemlig en forestilling, der stammer fra en tid, hvor man mente, at solen drejede rundt om jorden. Dengang blev sandheden undertrykt, fordi det truede monopolet på virkeligheden. Kopernikus og senere Galileo måtte sande, at selv de klareste fakta blev afvist, fordi kirken ønskede at bevare sin fortælling. Noget tilsvarende ser vi i dag: selv når fakta om rovfugle og falkoneri er veldokumenterede, fastholdes gamle forestillinger, fordi de passer bedre ind i en bestemt retorik.

Virkelighedens Ørnereservat

Virkeligheden ser anderledes ud. Jeg driver Ørnereservatet i Nordjylland, hvor vandrefalken drøner i styrtdyk, eller når en havørn stiger til vejrs. Her oplever voksne og børn, hvordan de store fugle vender blikket direkte mod publikum, og hvordan stilheden bliver brudt af et kraftfuldt vingeslag.

Vi formidler ikke “fangenskab”. Vi formidler naturens kræfter i levende flugt – i øjenhøjde, med respekt og med indsigt. Og vi gør det, fordi vi ved, at fascination er forudsætningen for forståelse. Ingen lærer at værne om naturen af at læse skræmmebilleder. Man lærer det ved at opleve naturen tæt på.

Det er netop dette arbejde, UNESCO har anerkendt som immateriel verdensarv: falkonerens bånd til fuglen, et samarbejde bygget på tillid. Et bånd, der i over 4000 år har skabt forståelse for rovfuglene – fra de første hulemalerier i Centralasien til dagens formidling i Danmark.

Vandrefalkens comeback

Og imens vi glæder os over rovfuglene, skal vi heller ikke glemme en af de største succeshistorier: Vandrefalken. Den er vendt tilbage og trives nu igen i Danmark – skønt og livsbekræftende. Men her er det vigtigt at huske, at vandrefalken ikke havde eksisteret i verden i dag uden falkonerer og de udsætningsprogrammer, der blev gennemført internationalt. Det er anerkendt, veldokumenteret og almindelig kendt blandt biologer. Uden dette arbejde havde Danmark næppe haft nogen vandrefalk at glæde sig over.

Retoriske kunststykker

Alligevel fortsætter DOF med at fremstille en virkelighed, som ingen af de tusindvis af besøgende hos os kan genkende. Fugle i bure, fugle på pinde, fugle i “sølle liv”. Det er effektiv retorik, men det er også kontrafaktisk.

Det mærkelige er, at de aldrig nævner det stærke bånd, der i dag er dokumenteret mellem falkoner og fugl. Et bånd, forskere, biologer og UNESCO har anerkendt som noget unikt. I stedet skaber de billeder, der er designet til at vække følelser – men ikke til at levere fakta.

Samtidig er det bemærkelsesværdigt, hvad de ikke skriver om. De skriver ikke om de enorme vindmølle- og solcelleparker, de rutinemæssigt nikker til, og som ændrer fuglenes levesteder fundamentalt. De skriver heller ikke om de tusinder af fugle, der årligt kolliderer med netop disse anlæg. Men de skriver gerne om en enkelt lammegrib eller kondor, der efter lovlige tilladelser bor i Danmark. Det virker næsten, som om angrebene på falkonerer først og fremmest fungerer som afledning – væk fra de store konflikter, og hen mod den nemme syndebuk.

50 år under kontrol

Der kræves også “mere kontrol”. Det lyder dramatisk, men er reelt en gentagelse af noget, der allerede findes. I de sidste 50 år har danske falkonerer været underlagt ualmindelig meget kontrol. Alle fugle er registreret, alle har DNA-fjerprøver, alle kan spores. Ingen andre dyrehold i Danmark er underlagt samme grad af dokumentation.

At kræve “mere kontrol” er derfor ikke en saglig konstatering. Det er et retorisk kneb. Man gentager et krav, som var det ikke opfyldt – i håb om, at læserne ikke opdager, at virkeligheden er præcis det modsatte.

Psykologien bag

Så hvem falder for denne type argumenter? Psykologisk set er det dem, der ikke selv har set fuglene her. Dem, for hvem ordet “rovfugl” er et abstrakt billede på frihed, som alt, hvad der minder om menneskelig interaktion, må ødelægge. Det er forståeligt – vi har alle behov for symboler. Men det er også farligt, når symboler erstatter viden.

Når tusindvis af mennesker ser rovfuglene flyve frit i Ørnereservatet, opstår der en konkret erfaring: De ser, hører og mærker fuglene. Den erfaring kan ingen lederartikel i et medlemsblad fjerne.

Fakta mod forestillinger

Og her er vi ved sagens kerne: DOF’s lederartikler siger mere om deres egen selvforståelse end om virkeligheden. De fremstiller sig selv som sandhedens vogtere, der alene ved, hvad der er bedst for fuglene. Alle andre – forskere, falkonerer, publikum, UNESCO – tager fejl.

Det er en selvforståelse, der hører hjemme i en anden tid. Dengang, hvor man kunne lukke øjnene for fakta, fordi det truede magten over fortællingen. 

I dag burde vi være forbi den tid.