Når rovfuglen viser os verden i forandring
Af Peter Frank Wenzel, falkoner
Jeg faldt for nylig over en artikel i AP om en falkoner i USA, der jager vinterens småvildt sammen med sin rødhalevåge. Historien beskriver både glæden ved samarbejdet mellem menneske og rovfugl – og hvordan klimaforandringer ændrer landskabet og byttedyrene. For mig er det endnu et eksempel på, hvorfor falkoneri giver et unikt indblik i naturens tilstand og minder os om, hvor vigtigt det er at bevare de områder, hvor fuglene kan flyve frit.
En bidende vintermorgen i Wisconsin. På en markkant åbner Stephanie Stevens sin grønne transportkasse, trækker læderhandsken på – og straks sætter en ung rødhalevåge sig tungt på hendes arm. Den hedder Alexie Echo-Hawk, eller bare Echo. Sammen jager de sneharer og agerhøns.
For de fleste ville det virke som en sær vinterbeskæftigelse. For os, der kender rovfuglenes væsen, giver det derimod fuldkommen mening. Det er netop i kulden, i vinden og i naturens rå rammer, at falkoneri bliver levende. Her mærker man båndet mellem fugl og menneske, en relation der er bygget på respekt, træning – og et vist mål af tålmodig ydmyghed.
Naturens forandring
Artiklen fra Wisconsin beskriver samtidig en virkelighed, der også rammer os i Danmark: Landskabet ændrer sig. Rovfugle og deres byttedyr presses af klimaforandringer, nye byggerier og ændrede landbrugsmetoder. Haren trækker længere nordpå, sneen ligger kortere tid, og småvildt forsvinder fra områder, hvor det engang var talrigt.
Som falkoner mærker man dette med en særlig skarphed. Det er ikke blot tal og grafer; det er ens hverdag. Når man slipper sin fugl og venter i stilheden, ser man straks, om der er liv i terrænet, eller om markerne er blevet stille.
Men her ligger også noget positivt: netop fordi falkoneri tvinger os til at se så nøje på naturen, bliver vi de første til at registrere forandringerne. Vi opdager dem længe før de bliver til officielle rapporter. Og det giver os et ansvar – og en mulighed – for at formidle, hvad der sker.
Empati i to retninger
En af de amerikanske falkonerer siger det præcist: “Min empati er lige så meget rettet mod det dyr, jeg jager, som mod fuglen i min hånd.” Det er en erfaring, jeg selv kan genkende. Falkoneri er ikke rovdrift. Det er en iagttagelsens og deltagelsens kunst, hvor man lærer lige så meget om hare og fasan som om ørn og falk.
Det kan lyde paradoksalt: at man føler omsorg for det bytte, ens fugl jager. Men netop den følelse gør falkoneri til noget helt særligt. Man bliver ikke hærdet, men tværtimod mere følsom over for balancen i naturen.
En dybere forpligtelse
Når jeg læser om Stephanie og hendes rødhalevåge, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg selv valgte at vie mit liv til rovfuglene. Det er ikke kun fascinationen af deres styrke og skønhed. Det er også erkendelsen af, at uden naturen, uden det åbne landskab, uden byttedyr, ville falkoneri ganske enkelt ikke eksistere.
Det gør os falkonerer til vogtere af naturen, om vi vil det eller ej. Hver tur ud i landskabet bliver både en jagt og en stille protest mod tabet af det, vi elsker.
Når fuglen letter
Jeg tror, de fleste, der har stået med en falk eller en ørn på hånden, kender øjeblikket, hvor man løsner grebet, og fuglen indtager himlen. Det er ikke bare en jagt, men et billede på frihed og forbundethed.
Og måske er det netop i den dobbelte bevægelse – fascinationen af rovfuglen og sorgen over naturens skrøbelighed – at falkoneri finder sin dybeste mening i dag. Det giver os et blik for verden, som er både skarpt, følsomt og, ja, positivt. For det minder os om, at vi stadig kan handle, stadig kan vælge at passe på de landskaber, hvor fuglen flyver, og historien stadig lever.