Når klima møder politik – og tallene taler imod fortællingen
Klima og miljø er emner, der ofte deler vandene. Diskussionerne bliver let til et spørgsmål om politisk ståsted, men midt i al uenigheden er det vigtigt at huske perspektivet. Som de omdiskuterede bøger af Bjørn Lomborg viser, kan det nogle gange være sundt at stoppe op, stille spørgsmål og overveje proportionerne – før vi lader alarmklokkerne overdøve omtanken.
Af Peter Frank Wenzel
Jeg hører til dem, der har læst Bjørn Lomborgs bøger – både Verdens sande tilstand, Cool It og senest False Alarm. Ikke nødvendigvis fordi jeg er enig i alt, men fordi han turde stille spørgsmålstegn ved det, mange betragtede som urokkelige sandheder. Og måske er det i virkeligheden netop dét, vi har brug for i vores tid: mennesker, der udfordrer konsensus – uden straks at blive stemplet som kættere.
Lomborgs aftryk på klimadebatten
Verdens sande tilstand (2001) blev startskuddet. Her gennemgik Lomborg en lang række miljødata og påstod, at verden på mange områder havde det bedre, end vi fik at vide. Fødevareproduktionen steg, skovarealet var ikke i frit fald, og forureningen faldt flere steder. Hans pointe var, at miljøforkæmpere overdrev, og at løsningen lå i økonomisk vækst og teknologiske fremskridt snarere end i dyre, symbolske aftaler som Kyoto-protokollen.
Kritikken fra forskerverdenen var hård: selektiv brug af data, forenklede konklusioner og en tilbøjelighed til at afvise problemer, hvis de ikke var 100 % bevist. Alligevel ramte Lomborg en nerve. Medier som The Economist og Wall Street Journal hyldede ham som den fornuftige stemme imod “dommedagsprofeterne”, mens naturvidenskabelige tidsskrifter som Nature og Scientific American skød hans konklusioner ned som misvisende og uredelige.
I Cool It (2007) rykkede han tættere på selve klimadebatten. Han anerkendte nu, at global opvarmning er reel og menneskeskabt – men kritiserede de mest katastrofale forudsigelser og foreslog, at vi brugte kræfterne på innovation og tilpasning i stedet for dyre CO₂-reduktioner her og nu. Han stillede det provokerende spørgsmål: sparer et varmere klima ikke måske flere liv (fordi færre dør af kulde) end det koster? Det fik igen forskere til at reagere: for simpelt, for kortsigtet, for selektivt.
Senest i False Alarm (2020) skærpede Lomborg retorikken: Klimapanikken er i sig selv farlig, fordi den leder os til at bruge billioner på ineffektive tiltag, som rammer de fattigste hårdest – uden at løse problemet. Kritikken var heller ikke mild denne gang. Nobelprisvinderen Joseph Stiglitz skrev i New York Times, at Lomborg “forurener sindet” mere, end han belyser virkeligheden.
Hvor politisk er videnskaben?
Det interessante er måske ikke, om Lomborg havde ret i hver eneste beregning. Det er, at reaktionerne på hans bøger har været så forudsigelige politisk. Konservative og liberale medier roser ham, grønne og venstreorienterede afviser ham. Støtten og modstanden følger ideologiske skel.
Det siger noget om, at også “den videnskabelige sandhed” i klima- og miljøspørgsmål sjældent står helt nøgen tilbage. Den formidles gennem forskere, rapporter og ikke mindst medier – alle med egne vinkler og prioriteringer. Når The Guardian kalder Lomborg farlig, og Wall Street Journal kalder ham en helt, handler det ikke kun om fakta, men også om hvilket verdenssyn, man ønsker at fremme.
Alarmisme eller omtanke?
Der er ingen tvivl om, at klimaet forandrer sig, og at mennesket spiller en central rolle. Men betyder det, at alle de alarmistiske forudsigelser nødvendigvis er de mest præcise? Eller kunne vi have gavn af en tænkepause, hvor vi spørger os selv: hvad ved vi egentlig – og hvad ved vi ikke?
Lomborgs metode – kost-nytte-analyser og prioritering – kan virke kynisk. Men måske minder den os om noget basalt: Ressourcerne er begrænsede. Hver krone, vi bruger på ineffektive klimatiltag, kunne have bekæmpet malaria, HIV eller fattigdom. Det betyder ikke, at vi skal ignorere klimaet – men at vi bør gøre det klogt.
Et nødvendigt spørgsmål
For mig står der tilbage, at Lomborg – uanset hvor meget man er enig eller ej – har tvunget os til at se klima ikke kun som en moralsk eller følelsesladet sag, men også som et spørgsmål om prioriteringer, fakta og proportioner.
Og måske er det vigtigste spørgsmål derfor ikke: Havde Lomborg ret?
Men snarere: Er vi villige til at lade fakta, proportioner og tvivl spille en rolle – også når det går imod de historier, medierne helst vil fortælle?