Verdens forundring

Frederik II af Hohenstaufen er måske en af de mest oversete, men samtidig mest betydningsfulde skikkelser i verdenshistorien. Han var kejser, statsmand, kriger – men også digter, naturforsker og en ægte visionær. I en tid, hvor middelalderen ofte beskrives som mørk og dogmebundet, trådte han frem som noget helt særligt: en hersker, der ikke alene udøvede magt, men også søgte viden gennem observation, fornuft og eksperimenter. Hans værk De arte venandi cum avibus står i dag ikke blot som en jagtmanual, men som et videnskabeligt hovedværk, skrevet af en mand der så naturen, som den virkelig er.

Jeg skriver denne artikel, fordi Frederik II stadig den dag i dag regnes som noget enestående – en kejser, der forenede politik og poesi, magt og videnskab. Han viser os, at selv i en fjern middelalder kan man finde en ånd, der peger direkte frem mod vores egen tid.

Frederik II af Hohenstaufen: kejser, falkoner og videnskabsmand

Det er sjældent, at en middelalderfyrste fremstår som mere end en krigsherre, en administrator af jordegods og en lydig søn af kirken. Men Frederik II af Hohenstaufen (1194–1250) var ingen almindelig fyrste. Han bar titlerne kejser af det tysk-romerske rige, konge af Sicilien, Italien og endda Jerusalem. Samtidige kaldte ham Stupor Mundi – “Verdens forundring”. Et tilnavn, der både udtrykker beundring og forundring over en hersker, der ikke passede ind i tidens normer.

Jeg ser Frederik II som den første – og måske vigtigste – videnskabsmand i sin tid. Hans interesse for ornitologi og falkejagt gjorde ham verdensberømt, og hans evne til at forhandle med Mellemøsten var bemærkelsesværdig. Han valgte fornuft og diplomati, også når paven krævede sværdslag.

Siciliansk smeltedigel

Frederik voksede op i Palermo på Sicilien, et sted hvor kristne, jøder og muslimer levede side om side. Her var det arabiske og det græske sprog lige så naturlige som latin, og videnskabelige manuskripter blev oversat og diskuteret på kryds og tværs. Det satte sit præg på drengen, der tidligt omgav sig med lærde og rådgivere fra mange trosretninger.

Som hersker viste han sig tolerant, næsten provokerende for sin samtid: han behandlede sine undersåtter lige, uanset om de var kristne, jøder eller muslimer. Han byggede et effektivt bureaukrati op i Sicilien og grundlagde i 1224 Europas første statslige universitet i Napoli. Et universitet uden for kirkens kontrol – et tidligt tegn på hans ønske om at frigøre viden fra religionens monopol.

Falkoneren på tronen

Hans mest berømte personlige værk er De arte venandi cum avibus – “Om kunsten at jage med fugle”. Det er en bog skrevet af en kejser, men ikke som et pragtværk til at pryde et bibliotek. Tværtimod er det et nøgternt, empirisk værk, skrevet på latin, der kombinerer arabiske, klassiske og egne erfaringer.

Frederik eksperimenterede. Han afprøvede, om falke jager ved hjælp af lugt eller syn. Han dissekerede fugle og beskrev deres anatomi med en præcision, der ikke fandtes i middelalderens litteratur. Hans motto var enkelt: at beskrive naturen, “som den virkelig er”. Resultatet blev en afhandling, der i dag fremstår som det første zoologiske værk skrevet i en moderne videnskabelig ånd.

At en hersker afsatte årtier til at samle, systematisere og illustrere viden om fugle, viser hans særstatus. Hans passion for falkejagt var ikke blot en fyrstes tidsfordriv, men en videnskabelig bestræbelse på at forstå verden.

Rationalist før sin tid

Frederik var også en lovgiver med en næsten oplysningspræget sans for rationalitet. Han forbød gudsdomme ved duel og ild – retspraksisser, der byggede på troens tilfældigheder – og krævede i stedet beviser og vidner. Han reformerede sundhedsvæsenet, adskilte læger fra apotekere og tillod ifølge enkelte kilder de første anatomiske obduktioner.

Hans hof var fyldt med digtere, lærde og matematikere som Fibonacci. Astronomen Michael Scot oversatte Aristoteles til latin under hans beskyttelse, og de arabiske videnskabelige traditioner fandt vej ind i Europa gennem hans protektion. Hans borg Castel del Monte i Apulien – en perfekt ottekantet fæstning, orienteret efter solens gang – står stadig som symbol på en hersker, der tænkte i geometri og kosmologi snarere end blot i fæstningsværker.

Pavenes mareridt

Alt dette var for meget for pavestolen. Foreningen af Tyskland og Sicilien gjorde, at kirken pludselig var omringet af kejserens rige. Hans selvstændighed, hans tolerance over for muslimer og jøder og hans rationelle livssyn blev tolket som kætteri.

Han blev ekskommunikeret hele fire gange. Paverne Gregor IX og Innocens IV stemplede ham som “forløberen for Antikrist”. Rygterne lød, at han hævdede, at Moses, Jesus og Muhammed blot var “tre bedragere”. Sandt eller ej – det cementerede billedet af ham som kirkens fjende. Dante placerede ham senere blandt kætterne i Helvede.

Men sandheden var mere nuanceret. Da han endelig drog på korstog, gjorde han det uden sværd. Han forhandlede sig til Jerusalem i 1229 gennem en traktat med sultanen af Egypten. Byen blev overgivet til de kristne uden blodsudgydelser. For paven var det en skandale. For eftertiden står det som et tegn på, at diplomati kunne mere end korsets magt.

Eftermæle

Frederik II var hverken blot en hersker eller blot en videnskabsmand. Han var begge dele – og meget mere. Hans kombination af realpolitik, lærdom og videnskabelig nysgerrighed gør ham til en undtagelse i middelalderen. Han var en hersker, der turde insistere på fornuft i en tid præget af dogmer.

Jeg ser ham som den første videnskabsmand i sin tid. Hans arbejde med fugle og falkejagt, hans reformer og hans forhandlinger i Mellemøsten gør ham til et af de mest fascinerende mennesker i Europas historie. At han stadig i dag fremstår som både “Antikrist” og “Verdens forundring” fortæller alt om, hvor dybt han udfordrede sin samtid.

For mig, Peter Frank Wenzel, har Frederik II altid haft en særlig tiltrækningskraft. Som falkoner og menneske, der hver dag arbejder med de samme rovfugle, som kejseren i sin tid beskrev med så stor nøjagtighed, kan jeg ikke lade være med at føle en forbindelse på tværs af århundrederne. Jeg ser i ham ikke kun en hersker, men et menneske med en ægte passion for fuglene, for naturen og for den viden, man kan hente, hvis man ser og observerer med åbne øjne. Det fascinerer mig, at en mand med hele verdens magt i hænderne fandt tid og ro til at skrive om falkejagtens kunst – ikke som en pryd, men som et videnskabeligt værk. I det spejler jeg også min egen drivkraft: at dele fascinationen af rovfuglene og den indsigt, de giver os i naturens orden.

Primære kilder:

• Frederik II af Hohenstaufen: De arte venandi cum avibus (ca. 1240’erne). Latinsk originaltekst bevaret i flere manuskripter, bl.a. i Vatikanet og Paris. Moderne udgaver: The Art of Falconry, oversat af Casey A. Wood og F. Marjorie Fyfe, Stanford University Press, 1943. Facsimileudgaver med illustrationer, f.eks. fra facsimiles.com.

• Dante Alighieri: Divina Commedia (Den guddommelige komedie, ca. 1307–1321). Indeholder passager, hvor Frederik II placeres blandt kætterne i Helvede (Inferno, sang X).

• Konciliet i Lyon (1245): Dekret udstedt af pave Innocens IV, hvori Frederik II afsættes som kejser og omtales som Antikrists forløber.

Sekundære kilder:

• Abulafia, David: Frederick II: A Medieval Emperor. London: Allen Lane, 1988.

• Kantorowicz, Ernst: Frederick the Second, 1194–1250. London: Constable, 1931.

• Loud, G.A. & Schenk, J. (red.): The Origins of the European Nobility: Studies on Medieval Hohenstaufen and Sicilian History. Oxford University Press, 2011.

• Scales, Len: The Shaping of German Identity: Authority and Crisis, 1245–1414. Cambridge University Press, 2012.

• Van Cleve, Thomas Curtis: The Emperor Frederick II of Hohenstaufen: Immutator Mundi. Oxford: Clarendon Press, 1972.

Online kilder:

• Wikipedia (engelsk og tysk): artikler om Frederick II, Holy Roman Emperor og De arte venandi cum avibus.

• Encyclopaedia Britannica: opslagsartikler om Frederik II og De arte venandi cum avibus.

• Stanford University Press: beskrivelse af The Art of Falconry (Wood & Fyfe oversættelsen).

• Facsimiles.com: præsentation af illuminerede manuskripter af De arte venandi cum avibus.

• UNESCO World Heritage Centre: beskrivelse af Castel del Monte og dets kulturelle betydning.