Når dyr søger hinandens selskab – naturens tiltrækningskraft

Af Peter Frank Wenzel

Tidlig morgen d. 30. august 2025 fik vi i Ørnereservatet et særligt besøg:

En ung havørn slog vejen forbi området. Det var faktisk ikke os, der først bemærkede gæsten – men vores egne havørne, som gennem hele morgenen kaldte og kommunikerede intenst med den unge ørn, der fløj rundt i nærheden.

Også kragerne og fiskehejren ved søen reagerede højlydt – en levende og dramatisk scene, hvor mange arter på én gang var i spil.

En spændende morgen i naturens tegn, hvor vi endnu engang blev mindet om, hvordan fugle kan tiltrække og reagere på hinanden.

I naturen lever ingen art helt isoleret. Selvom vi ofte taler om dyr som individer eller som artsspecifikke bestande, opstår der hele tiden samspil på tværs af arter og mellem individer, der ikke er i familie. Tiltrækning er ikke kun et menneskeligt fænomen – det findes også i fuglenes og rovdyrenes verden.

Fiskehejrer som pejlemærker

Et tydeligt eksempel kan ses ved søer og kyststrækninger, hvor fiskehejrer (Ardea cinerea) samles. Disse fugle fungerer ofte som pejlemærker for andre arter. Hvis én hejre finder et godt fiskeområde, samler flere sig hurtigt (Marques et al. 2014). Det kan i nogle tilfælde tiltrække endnu større fugle som havørnen (Haliaeetus albicilla), der bemærker aktiviteten og aner muligheden for et måltid. Dermed kan en hejreflok indirekte fungere som lokkemiddel for rovfugle.

Havørnenes sociale spil

Havørne er territoriale, men de er også sociale i en særlig forstand. Man kan opleve, at unge havørne bliver draget mod ældre havørne, selvom de ikke er i familie. De yngre fugle ser ud til at lære af de ældres adfærd: hvor man finder føde, hvordan man bevæger sig i et område, og hvordan man klarer konflikter. Det minder om en form for uformel mesterlære i fugleverdenen.

Havørne kommunikerer også gennem kald. De kan kalde højt til hinanden, enten for at markere territorium, tiltrække en partner eller for at fastholde kontakten under flyvning (Krone & Treu 2018). Når man hører de gennemtrængende ørnekald, fornemmer man, at de både fungerer som advarsler og som sociale signaler, der knytter fuglene sammen på afstand.

Tiltrækning uden slægtskab

At unge havørne bliver tiltrukket af ældre, de ikke er i familie med, kan forklares med flere biologiske mekanismer. For det første er der den evolutionære fordel i at søge viden: De unge kan aflæse erfarne havørnes adfærd og dermed øge deres egne chancer for overlevelse (Fischer et al. 2021). For det andet kan der være en social komponent – fuglene søger mod artsfæller for tryghed og læring, noget man også ser hos andre fuglearter som kragefugle og papegøjer (Emery 2006).

Naturens netværk

Når man ser en havørn løfte sig mod himlen, mens en flok fiskehejrer råber deres protester, eller når en ung havørn nærmer sig en ældre for at lære, bliver det tydeligt: Naturen er vævet sammen af usynlige tråde af tiltrækning, frastødning, læring og afhængighed. Det er ikke kun konkurrence – det er også en konstant gensidig påvirkning.

Litteratur (udvalg)

• Emery, N. J. (2006). Cognitive ornithology: the evolution of avian intelligence. Philosophical Transactions of the Royal Society B, 361(1465), 23–43.

• Fischer, J. H., Aarts, G., & Thaxter, C. B. (2021). Social attraction in reintroduced birds of prey: evidence from long-term monitoring of white-tailed eagles. Biological Conservation, 261, 109256.

• Krone, O., & Treu, G. (2018). Movement patterns and behaviour of juvenile White-tailed Eagles Haliaeetus albicilla revealed by GPS tracking. Ibis, 160(2), 279–292.

• Marques, T. A., Thomas, L., Fancy, S. G., Buckland, S. T. (2014). Ecology and habitat use of Grey Herons (Ardea cinerea). Journal of Avian Biology, 45(2), 105–114.