Grøn omstilling må ikke blive grøn stavnsbinding
Du har sikkert lagt mærke til, at der bliver diskuteret meget om vindmøller og solceller i dit område.
Når man bor på landet, er det som regel fredeligt og hyggeligt – men de seneste år har det for mange udviklet sig til et helvede, fordi de bliver trukket ind i en regulær VE-vridemaskine.
Og hvad gør de grønne organisationer egentlig for at hjælpe? De siger, at de vil beskytte naturen, skabe mere vild natur og flere arter, men hvis de ikke snart ændrer kurs, arbejder de stik imod deres egne målsætninger. Når man insisterer på kæmpeanlæg midt i landskabet, ødelægger man netop den natur, man påstår at ville frede. Det er svært at tage de flotte ord alvorligt, hvis man ikke også er villig til at droppe en politik, der underminerer alt, man selv siger, man kæmper for.
Af Peter Frank Wenzel
Borger og nabo til stort og måske kommende VE anlæg
Grøn omstilling må ikke blive grøn stavnsbinding
De seneste måneder har jeg haft travlt med at drive min egen virksomhed, men man behøver ikke meget fritid for at bemærke, hvordan kæmpe VE-projekter diskuteres overalt i Danmark. De markedsføres som grøn omstilling – men ender alt for ofte som grøn stavnsbinding. Folk har for længst gennemskuet den retorik, der i virkeligheden dækker over en urealistisk idé, som sælges som fremskridt.
Planlægningen alene kan strække sig over fem til ti år. I den tid holdes lokalsamfund i et jerngreb: ejendomme kan ikke sælges, nye tilflyttere holder sig væk, og investeringer går i stå. Mange projekter kuldsejler alligevel i retssager eller konkurs, mens den strøm, de skulle levere, ofte ikke kan føres frem, fordi infrastrukturen mangler.
Alligevel fortsætter diskussionen, selv om der knap findes opbakning til nye VE-anlæg nogen steder. Det ved planlæggerne udmærket. Hvorfor ikke indrømme det og trække i bremsen, i stedet for at lade som om modstanden blot er baggrundsstøj?
De største forbrugere – byerne – udnytter stadig ikke deres egne tage. Hvorfor ikke begynde dér, med solceller på offentlige bygninger, i stedet for at plastre landskabet til med projekter, der skaber konflikter og forringer ejendomsværdier?
Danmark har brug for stabil, CO₂-fri energi. Den får vi ikke gennem midlertidige prestigeprojekter, men ved at investere i teknologier, der kan levere døgnet rundt og til forudsigelige priser. Kernekraft er én af dem.
Grøn omstilling kræver realisme, ikke symbolpolitik – og respekt for de mennesker, der lever i de områder, hvor projekterne skal stå.