Jagtfalken er ved at forsvinde fra Island – men hjælpen kan komme fra Danmark. Ørnereservatet i Nordjylland har opdrættet islandske jagtfalke i årtier og er klar til at donere fugle og viden. Kan et samarbejde mellem falkonerer og forskere vende tilbagegangen – som det skete med vandrefalken? Læs hvordan et lille dansk initiativ kan blive afgørende for at redde Nordens største rovfugl fra udryddelse.

Af Peter Frank Wenzel

Jagtfalken (Falco rusticolus) er verdens største falkeart og har gennem historien været højt værdsat for sin styrke og præcisioneagleworld.dk. I dag er denne ikoniske rovfugl imidlertid i alvorlig tilbagegang på Island. Hvor landet tidligere husede en af Europas tætteste jagtfalkebestande, viser nye data et dramatisk fald i antallet af fugle. Fugleinfluenza har de seneste år ramt Islands jagtfalke hårdt, og bestanden er kollapset fra anslået ca. 2.000 individer til blot omkring 500icelandmonitor.mbl.is. Ornitolog Ólafur Karl Nielsen – landets førende jagtfalkeekspert – beskriver situationen som “meget alvorlig” og advarer om, at uden indgriben risikerer jagtfalken at uddø på Islandicelandmonitor.mbl.is. Han sammenligner med andre truede rovfugle og peger på strukturerede avls- og udsætningsprogrammer som en mulig redning, ligesom det er set med fx den californiske kondoricelandmonitor.mbl.is. Budskabet er klart: Der er behov for handling nu, hvis ikke jagtfalken skal ende i rækken af Islands tabte artericelandmonitor.mbl.is.

Jagtfalkens situation på Island

Jagtfalken – af islændinge kendt som “Fálki” – har traditionelt været en suveræn topprædator i Islands økosystem eagleworld.dk. Arten hverken jages, fortrænges af byudvikling eller påvirkes af pesticider på Island, så dens tilbagegang kom længe ubemærket. Allerede omkring 2024 viste overvågning fra Islands Naturhistoriske Institut et markant fald (op mod 30%) i antallet af jagtfalke-ynglepar i visse regioner eagleworld.dk. Årsagerne syntes mangfoldige – bl.a. færre parringer og unger samt ændringer i fødegrundlaget (fjeldrype-bestandene) – men fugleinfluenza fremstod som en hovedfaktor eagleworld.dk. Siden er problemet eksploderet: den igangværende H5N1-fugleinfluenza rammer hårdt, da jagtfalke både jager levende bytte og æder ådsler af fugle smittet med influenza icelandmonitor.mbl.isicelandmonitor.mbl.is. Dette har medført høj dødelighed, især blandt unge falke, og hindrer bestanden i at komme sig mellem epidemier icelandmonitor.mbl.is. Med blot få hundrede jagtfalke tilbage er hver fugl nu “utrolig kostbar,” som Nielsen udtaler icelandmonitor.mbl.is. Uden en aktiv indsats kan Island miste sin jagtfalk – en art så kulturelt og økologisk betydningsfuld, at dens gradvise forsvinden burde vække omgående handling eagleworld.dkicelandmonitor.mbl.is.

Nielsen fremhæver, at man “ikke bare kan sidde passivt på sidelinjen” længere icelandmonitor.mbl.is. Et kontrolleret avls- og udsætningsprojekt – tilsvarende dem, der har reddet andre truede rovfugle – kan være sidste udvej for at bevare Islands nationalfugl. Her kan internationalt samarbejde blive afgørende. Et oplagt eksempel er Ørnereservatet i Danmark, som besidder en unik kombination af avlsfugle, faciliteter og falkonerfaglig ekspertise, der kan bidrage væsentligt til projektet.

Ørnereservatets rolle og bidrag

Ørnereservatet (Eagleworld) i Nordjylland er en privat rovfuglepark og avlsstation ledet af den erfarne falkoner Peter Frank Wenzel. Reservatet har gennem årtier opbygget en bestand af rovfugle i fangenskab med fokus på opdræt og bevaring samt formidling – herunder netop jagtfalken eagleworld.dk. Den danske falkonerstation råder over flere avlserfarne jagtfalke og har allerede succes med at opdrætte arten i kontrollerede rammer eagleworld.dk. Dette betyder, at Ørnereservatet potentielt kan donere genetisk egnede avlsfugle til et islandsk avlsprogram. De udvalgte falke ville være erfarne og harmonerende med den nordatlantiske jagtfalkebestand (fx i underart og farvevariant), så man bevarer den genetiske tilpasning til Islands klima og miljø.

Udover selve fuglene kan Ørnereservatet bidrage med uvurderlig teknisk knowhow. At opbygge et effektivt avls- og udsætningsprojekt for jagtfalk kræver specialiseret viden om rovfuglenes biologi, håndtering og træning. Her kan Ørnereservatets stab af falkonere og dyrepassere tilbyde falkonerfaglig ekspertise i alle projektfaser: lige fra etablering af avlsvolierer, rugning af æg og håndopmadning af falkeunger, til træning og forberedelse af ungerne på et liv i naturen. Falkonererne besidder praktisk erfaring i at håndtere store rovfugle sikkert og i at stimulere deres naturlige instinkter under opvæksten. De kan desuden rådgive om sygdomsforebyggelse og veterinær pleje – altafgørende i en situation, hvor sygdom (fugleinfluenza) er hovedfjenden icelandmonitor.mbl.is.

Et konkret bidrag er viden om den såkaldte “hacking”-metode – en kontrolleret udsætningsmetode udviklet inden for falkonertraditionen. Ørnereservatet har selv erfaring med at træne og flyve rovfugle under semi-naturlige forhold, hvilket ligner hacking-princippet. Reservatet kan dermed hjælpe Islands biologer med at designe hacking-udsætninger for jagtfalke: fx at bygge sikre udsætningskasser på egnede klippesider, hvor unge falke kan opholde sig og gradvist vænne sig til naturen centerofthewest.orgcenterofthewest.org. I praksis placeres 4–5 uger gamle falkeunger i en stor redekasse (hack-box) på det udvalgte levested. Her fodres de skjult af mennesker, indtil de er flyvedygtige, hvorefter kassen åbnes, og ungerne langsomt begynder at udforske omgivelserne centerofthewest.org. Hacking-teamet fortsætter med at lægge foder ud ved kassen i ugerne efter åbningen, så de unge falke har støtte, mens de lærer at jage selv centerofthewest.org. Metoden sikrer, at falke opnår flyvetræning og stedprægning (præging på det lokale område) uden prægningsfejl på mennesker – en teknik, der har vist sig effektiv i flere rovfuglegenudsætninger centerofthewest.orgcenterofthewest.org.

Som centrum for projektet kan Ørnereservatet fungere som videnspartner for islandske myndigheder og forskere. Man kan forestille sig udveksling af personale (f.eks. at danske falkonerer hjælper med træning og udsætning på Island, og islandske biologer oplæres i falkonerernes metoder). Ørnereservatet har i forvejen internationalt udsyn; stedet formidler rovfugleviden til et bredt publikum og deltager i artsbevarelsesprojekter. Et formelt samarbejde – fx via en partnerskabsaftale mellem Ørnereservatet og Islands miljømyndigheder – kunne sikre, at både fugle og fagkundskab overføres til Island på en koordineret måde. På den måde kan Danmark bidrage konkret til redning af en nordisk rovfugleart, i tråd med tankegangen om, at naturbevarelse er et fælles ansvar på tværs af landegrænser.

Internationale erfaringer med rovfugleopdræt og genudsætning

Et projekt for jagtfalken på Island kan drage nytte af de erfaringer, som er høstet internationalt gennem de seneste ~50 års rovfugle-genudsætninger. Særligt falkonerer og biologer i fællesskab har stået bag flere bemærkelsesværdige succeshistorier, hvor truede rovfugle er blevet opformeret i fangenskab og genudsat med varigt resultat. Disse projekter viser, at man med den rette kombination af avlsteknik, udsætningsmetoder og samarbejde kan vende selv dramatiske tilbagegange. Nogle af de bedst dokumenterede eksempler omfatter:

• Vandrefalk (Falco peregrinus) – arten var i 1970’erne tæt på at forsvinde i Nordamerika og Vesteuropa pga. DDT-pesticider, men er siden blevet genetableret via et omfattende avls- og udsætningsprogram. I USA blev over 4.000 opdrættede vandrefalke udsat i naturen fra 1974–1997, ledet af organisationen The Peregrine Fund, der blev grundlagt af falkoneren og biologen Tom Cade peregrinefund.orgperegrinefund.org. Allerede i 1980’erne begyndte de udsatte falke at yngle i det fri, og i 1999 kunne arten officielt fjernes fra den amerikanske liste over truede arter – et af historiens største naturgenopretnings-resultater peregrinefund.orgperegrinefund.org. Samarbejdet mellem falkonerer og forskere var centralt: Projektet startede med, at falkonerer donerede deres sidste vandrefalke til avl peregrinefund.org, og biologer udviklede moderne avlsmetoder (kunstig befrugtning, klækning i rugemaskine, brug af plejerugere m.m.). Den foretrukne teknik til udsætning var hacking, som gjorde det muligt at genindføre falke selv i områder, hvor arten var helt uddød. Resultatet ses i dag: Vandrefalke yngler nu igen over det meste af Nordamerika og Europa, ofte endda på skyskrabere og bygningsfacader i storbyer, hvor de har tilpasset sig storbylivets bytte (tamduer) en.wikipedia.orgen.wikipedia.org. Vandrefalkens redning illustrerer, at et koordineret avls- og udsætningsarbejde kan genskabe en vild bestand på få årtier.

• Sakerfalk (Falco cherrug) – denne store ørkenfalk er globalt truet, og i Bulgarien var den lokalt uddød som ynglefugl i årtier. Et internationalt projekt med støtte fra mellemøstlige falkoner-organisationer (bl.a. Abu Dhabi) og lokale biologer har siden 2018 arbejdet på at genudsætte sakerfalken i Bulgarien. Ved hjælp af vild-hacking (udsætning af falkeunger i tilpassede redekasser i naturen) er der fra 2019 til 2023 blevet udsat 73 opdrættede sakerfalke i den bulgarske natur mbzraptorfund.org. Overvågning viser lovende resultater: I 2023 blev to par tidligere udsatte sakerfalke fundet ynglende i friheden og fik tilsammen seks unger mbzraptorfund.org – de første vilde sakerfalkekyllinger klækket i Bulgarien i nyere tid. Dette projekt demonstrerer værdien af samarbejde mellem falkonerer og naturorganisationer: Falkonerernes avlsarbejde og finansiering, kombineret med biologernes feltstudier og overvågning, har genskabt en ynglebestand fra bunden.

• Californisk kondor (Gymnogyps californianus) – et eksempel fra rovfugleverdenen (om end ikke en falk) der ofte fremhæves, er redningen af den californiske kondor. Denne store ådselgrib fra USA var i 1980’erne reduceret til blot 22 individer og uddøde praktisk talt i naturen. Gennem et ekstremt ambitiøst avlsprogram i zoologiske haver og specialcentre (med bl.a. håndopmadning og “trænere” i kondorkostumer for at minimere prægningsskader) voksede bestanden støt. Fra 1992 begyndte man at genudsætte kondorer, og i dag (2020’erne) findes der igen omkring 500 kondorer, hvoraf over halvdelen lever frit i Californien, Arizona og nærliggende områder icelandmonitor.mbl.is. Kondor-programmet er et skoleeksempel på, at målrettet menneskelig indgriben kan redde en art fra udryddelse – og det understreger vigtigheden af struktureret avl og udsætning, når en art er nede på et kritisk lavt individtal. Ólafur Nielsen henviser direkte til kondoren som inspiration for indsatsen for jagtfalken icelandmonitor.mbl.is: ligesom kondoren fik en ny chance gennem fangenskabsavl, kan jagtfalken på Island muligvis reddes ved at opbygge en sikkerhedsbestand i fangenskab og gradvist slippe unger ud, når forholdene tillader det.

Disse eksempler viser, at hacking-metoden og andre falkeopdrætsteknikker kan anvendes bredt på rovfugle. Hacking har været benyttet til genudsætning af arter lige fra vandrefalke til aplomadofalke, fiskeørne, glenter og ugler centerofthewest.org. Fælles for projekterne er, at de kræver langvarig forpligtelse: typisk må man udsætte fugle over flere sæsoner for at opnå en levedygtig bestand, og man skal kombinere opdræt med beskyttelse af artens levesteder og reduktion af trusler (f.eks. udfasning af miljøgifte eller reduktion af illegal jagt). I alle tilfælde har en tæt alliance mellem falkonerer og biologer været nøglen til succes. Falkonerer bidrager med praktisk kunnen, avlsparker og et personligt engagement for rovfuglene, mens biologer bidrager med populationsdata, genetik, sygdomsforebyggelse og økosystemforståelse. Netop denne tostrengede tilgang – den falkonerfaglige og den videnskabelige – vil også være fundamental for et vellykket jagtfalkeprojekt på Island.

Falkoneriens historiske og moderne rolle i naturbevarelse

At falkonerer i dag spiller en aktiv rolle i bevarelse og genudsætning af rovfugle, er ikke tilfældigt – falkonertraditionen rummer en urgammel forståelse for rovfuglene og behovet for at beskytte dem. Falkoneri har rødder mindst 4.000–5.000 år tilbage og er en af menneskehedens ældste jagtformer nationalgeographic.com. Gennem historien opstod der et særligt bånd mellem falkoner og fugl, hvilket afspejles i lovgivningen: Allerede i 1300-tallet indførtes love i Europa, der straffede drab på jagtfalke og andre falkonerfugle hårdt – de var kongens og adelens skatte, som man skulle værne om nationalgeographic.com. I Mellemøsten udviklede beduinerne traditionen med bæredygtig fangst: man fangede vilde falke om efteråret, trænede dem til jagt i vintermånederne og lod dem frit igen om foråret, så de kunne trække nordpå og yngle nationalgeographic.com. Sådanne praksisser viser en tidlig forståelse for, at hold af rovfugle må ske på naturens præmisser, hvis arten skal bevares i længden.

I moderne tid er falkoneri blevet anerkendt af UNESCO som immateriel verdensarv (Intangible Cultural Heritage) i 24 lande, herunder flere europæiske og mellemøstlige nationer nationalgeographic.com. Denne anerkendelse fremhæver netop falkoneriens kulturhistoriske værdi og dens etos omkring respekt for naturen. Nutidens falkonerer er ofte passionerede naturforvaltere: de ved, at falkejagtens fremtid afhænger af sunde vilde bestande. Siden rovfuglekrisen i 1960’erne-70’erne (hvor mange arter blev decimeret af miljøgifte og forfølgelser) har falkonerer globalt set støttet forskning, oprettet fonde og påvirket lovgivning til fordel for rovfugle nationalgeographic.com. Mange af de store rovfugleprojekter – fra vandrefalk til kondor – blev initieret af falkonerer eller med deres aktive medvirken peregrinefund.org. Som Dr. Bill Burnham fra Peregrine Fund udtalte om vandrefalken i 1999: den succesfulde genopretning skyldtes en utrolig indsats af dedikerede individer – biologer, falkonerer, etc. – der arbejdede sammen om et fælles mål peregrinefund.org.

Falkonerernes bidrag rækker fra det praktiske til det tekniske. For det første har den udbredte opdræt af rovfugle i fangenskab til brug i moderne falkoneri mindsket presset på vilde bestande og samtidig opbygget en genetisk reserve. I dag er langt de fleste falkonerfugle – f.eks. stort set alle sakerfalke i Mellemøsten – opdrættet i fangenskab nationalgeographic.com. Dette har affødt ekspertise i avlsteknikker som kunstig insemination, rugemaskineklækning, håndopmadning og træning af unge rovfugle, metoder der siden er overført til artsbevarelsesprojekter. The Peregrine Fund og andre pionerer udviklede fx metoder til at avle rovfugle i store antal, udklække æg frataget vilde reder (for at stimuere vild par til renæstning) og opfostre unger med minimal prægning på mennesker peregrinefund.orgcenterofthewest.org. Disse gennembrud i avlsteknik er kommet et væld af arter til gode. Teknologier først finpudset på vandrefalke er senere blevet tilpasset alt fra ørne og gribbe til papegøjer: f.eks. har man reddet Mauritiusfalken og flere hawaiianske fugle, og forbedret avl af sjældne ørne (Filipinsk abeørn, harpyie m.fl.) ved at trække på falkeavlernes erfaring peregrinefund.org.

For det andet engagerer falkonerer sig direkte i bevarelsesprojekter. Internationale falkoner-sammenslutninger og -fonde (f.eks. International Association for Falconry, Middle East Falconry Clubs) investerer betydelige midler i rovfuglebeskyttelse. Et opsigtsvækkende eksempel er Mongoliet, hvor falkonerer i samarbejde med forskere har opsat over 5.000 kunstige redekasser i stepperne for at hjælpe den truede sakerfalk – til dato er over 2.300 falkeunger klækket i disse kasser, hvilket har stabiliseret bestanden lokalt nationalgeographic.com. Også i Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater støtter falkonerer naturgenopretning: bl.a. finansieres projektet “Hadad” for rehabilitering af vilde falke, ligesom der investeres i sikring af el-ledninger mod rovfugledød og generel genopretning af levesteder nationalgeographic.comnationalgeographic.com. Falkonerer ser det som deres ansvar at forsvare rovfuglene og deres habitater, da falkejagtens fremtid uløseligt hænger sammen med vilde rovfuglebestandes trivsel nationalgeographic.comnationalgeographic.com.

Samarbejdet mellem falkonerer og naturvidenskaben har således skabt en ny model for rovfuglebevarelse. Frem for tidligere tiders modsætning (hvor jægere og biologer kunne have forskellige interesser) er der nu en forståelse af, at alle parter ønsker levedygtige bestande. Falkonerer bidrager med engagement, praktisk viden og ofte finansielle ressourcer; biologer med data, planlægning og forvaltningstiltag. Denne syntese af traditionel viden og moderne forskning er præcis, hvad en succesfuld genetablering af jagtfalken på Island vil kræve.

Vejen frem for jagtfalken på Island

Med afsæt i ovenstående viden tegner der sig et klart billede af, hvordan et genetableringsprojekt for jagtfalken kunne udformes. Først og fremmest skal der etableres en sund avlsstamme i fangenskab, som kan levere et løbende overskud af unge falke til udsætning. Her vil et samarbejde mellem Ørnereservatet og islandske interessenter være oplagt: Et mindre antal avlsdygtige falke (f.eks. 2–3 voksne par) kunne overføres fra Danmark til Island eller til et fælles avlscenter, hvor de holdes under optimale forhold. Disse “founder”-fugle bør gennemgå veterinærkontrol og gentest for at sikre, at de er sygdomsfri og genetisk passende. Eventuelt kan man supplere med æg eller unger fra andre europæiske avlsprogrammer for at øge den genetiske diversitet, hvis det skønnes nødvendigt. Målet er at undgå både indavl og outbreeding-problemer, så de udsatte falke har bedst mulige overlevelses- og reproduktionschancer i naturen. Heldigvis viser erfaringerne fra vandrefalken, at arten generelt er robust over for genetisk blanding – falke fra forskellige underarter kan trives og yngle fint sammen i en ny bestand openbooks.library.umass.edu. Alligevel vil man naturligvis tilstræbe at bruge nordatlantiske jagtfalke-linjer, der ligner de oprindelige islandske (f.eks. fugle fra Island, Grønland eller det arktiske Skandinavien).

Parallelt med avlsarbejdet skal der identificeres egnede udsætningsområder på Island. Jagtfalken er territorial og kræver store jagtterritorier med rigeligt bytte (primært ryper, kystfugle og mindre vandfugle). Historiske redepladser – f.eks. isolerede klippehylder i fjelde og fjorde, som tidligere har huset jagtfalke – vil være oplagte at genbesætte. Her kan man installere sikre hack-kasser camoufleret som klippenicher, hvor opdrættede falkeunger udsættes. Timing er kritisk: Man bør udsætte ungerne på et tidspunkt, så de efter nogle uger på stedet flyver ud omtrent samtidig med, at vilde falkeunger normalt ville forlade reden (typisk midt på sommeren). Derved følger de udsatte fugle det naturlige sæsonmønster og kan muligvis koble sig på de tilbageværende vilde jagtfalke (f.eks. ved at etablere sig på ledige territorier det følgende forår). En række ”hacking-stationer” kunne etableres i forskellige egne af landet (f.eks. i Nordøstisland, hvor Nielsen har fulgt bestande icelandmonitor.mbl.is, og eventuelt Vestfjordene eller Sydøstisland hvor jagtfalke stadig forekommer spredt). Hver station bemandes i hack-perioden af et lille team af falkonerer/biologer, som varetager fodring og observation uden at præge fuglene på mennesker. Over nogle år kan man derved udsætte adskillige hold unger. Erfaringer fra vandrefalk og sakerfalk antyder, at kun en del af de udsatte overlever og vender tilbage for at yngle – men at vedvarende udsætning over f.eks. 5–10 år kan opbygge en selvreproducerende bestand peregrinefund.orgmbzraptorfund.org.

Et vigtigt aspekt bliver overvågning og forskning. Alle udsatte falke bør ringmærkes og gerne forsynes med moderne GPS-sendere, så man kan følge deres skæbne. Dette vil give uvurderlige data om, hvor de bevæger sig hen, hvilke trusler de møder, og hvor mange der etablerer territorium. Samtidig kan man overvåge rypebestandene og andre miljøfaktorer for at måle projektets succes og eventuelt justere indsatsen. Sygdomshåndtering vil også kræve fokus: Hvis fugleinfluenza fortsat florerer i de første projektår, må man overveje beskyttelsestiltag – fx midlertidig fodring af vilde jagtfalke om vinteren for at reducere ådselsedning, eller vaccination/forskning i resistente blodlinjer. Indsatsen for jagtfalken kan således kobles med bredere naturforvaltning, hvor man ser på økosystemets helbred (byttedyr, sygdomme, klima) og tilpasser strategien derefter eagleworld.dkeagleworld.dk.

Helt centralt for succes bliver et fortsat tæt samarbejde mellem falkonerer og biologer. Ørnereservatet og andre falkekyndige vil skulle arbejde side om side med Islands ornitologer og naturforvaltere. Det indebærer gensidig læring: Falkonererne må forstå de vilde falkes adfærd og økologien på Island, mens biologerne må lære de praktiske aspekter af opdræt og træning. Heldigvis er dette samarbejdssind allerede til stede. Som det fremgår globalt, deler falkonerer og biologer passionen for at redde arterne peregrinefund.org. I projektet her kan man formalisere samarbejdet via fælles workshops, træningsprogrammer og løbende erfaringsudveksling. En fælles koordineringsgruppe bør stå for planlægning og evaluering år for år.

Økonomisk vil projektet kræve ressourcer til anlæg af faciliteter, drift af avlsstation og hacking, overvågning m.m. Her kan internationale fonde og sponsorater fra naturbevarelsesorganisationer søges – muligvis med medfinansiering fra falkoner-kredse, der traditionelt er villige til at støtte bevarelse af deres yndlingsarter nationalgeographic.com. Også EU’s biodiversitetsmidler eller nordiske miljøfonde kunne komme i spil, da jagtfalken er en ansvarsart for regionen. Ud over de direkte bevaringsmål vil projektet have formidlingsværdi: Det kan øge offentlighedens bevidsthed om rovfuglenes situation. En karismatisk art som jagtfalken kan fungere som “flagsskib” for naturbevarelse i Arktis – og fortællingen om, hvordan falkonerer og forskere går sammen om at redde den, kan inspirere til bredere engagement.

Afslutningsvis må det understreges, at tålmodighed og langsigtethed er nøgleord. Ingen genetablering sker fra den ene dag til den anden. Men erfaringerne fra bl.a. vandrefalken viser, at inden for et par falke-generationer (10–20 år) kan en bestand rejses fra næsten nul til et robust niveau, hvis indsatsen fastholdes og truslerne mindskes peregrinefund.orgperegrinefund.org. Det kræver vedholdenhed og justeringer undervejs – men alternativet, at “sidde på sidelinjen” og se jagtfalken forsvinde, er utænkeligt icelandmonitor.mbl.isicelandmonitor.mbl.is. Ørnereservatet i Danmark repræsenterer et enestående arsenal af viden, erfaring og passion, som sammen med islandske eksperter kan give jagtfalken en ny chance. Lykkes projektet, vil det ikke blot redde en art fra udryddelse, men også genetablere et stykke af den vilde nordiske naturarv – til gavn for økosystemet og til inspiration for international naturforvaltning i fremtiden. Med den rette planlægning og samarbejde kan jagtfalkens skrig atter komme til at lyde over Islands fjelde.

Kilder: Enkelte af de vigtigste kilder inkluderer Ørnereservatets egne artikler om jagtfalkenes statuseagleworld.dkeagleworld.dk, nyhedsrapportering om den islandske bestands kollapsicelandmonitor.mbl.isicelandmonitor.mbl.is, samt dokumentation af succesrige rovfugleprojekter internationalt (f.eks. vandrefalk peregrinefund.orgperegrinefund.org, sakerfalk mbzraptorfund.orgmbzraptorfund.org og kondor icelandmonitor.mbl.is). Desuden er globale erfaringer med hacking og falkonerers bidrag til naturbevarelse inddraget centerofthewest.orgnationalgeographic.com. Disse kilder peger samstemmende på, at et integreret avls- og udsætningsprojekt – med Ørnereservatets falkonerfaglige medvirken – vil kunne spille en central rolle i at sikre jagtfalkens fremtid på Island.