Simon Skrivers Klit: sandets hukommelse – og skyggernes problem

Der findes steder i Nordjylland, hvor landskabet pludselig ændrer stemning. Man bevæger sig i det flade, i det dyrkede, i det genkendelige – og så rejser der sig en lys højderyg af sand midt i det hele. Simon Skrivers Klit er et sådant sted. En indlandsklit. En vandreklit. Et spor efter naturkræfter, der ikke lod sig nøje med kysten, men trængte dybt ind i landet og blev liggende som en tavs påmindelse.

Siden 1965 har dette 80 hektar store areal været fredet. Ikke fordi det er stort i dramatisk forstand, men fordi det er uerstatteligt. I fredningssagens gamle formuleringer beskrives klitten som en »særdeles karakterfuld og særegen højderyg«, der markerer overgangen mellem det vilde sand og landbrugslandet mod Gårdbo Sø. Her er der ikke blot tale om natur, men om geografi med vilje. En form, der insisterer.

Landskabet skrevet i lag

Spørgsmålet om klittens alder er i sig selv misvisende, for en klit har sjældent en fødselsdag. Den opstår i ryk og pauser. Danmarks sandflugtshistorie er episodisk; fra perioder for 2.800 år siden til den store, ødelæggende sandflugt mellem 1500 og 1850.

Moderne geologiske dateringer af sandkornene på Skagens Odde bekræfter historien: Sandet har bevæget sig i store bølger, især omkring 1730’erne og igen i slutningen af 1800-tallet. Simon Skrivers Klit er dermed et landskab skrevet i lag – et resultat af århundreders vind, der nu er stivnet i formen.

Det paradoksale kvælningsgreb

Fredningen fra 1965 er en juridisk hyldest til det åbne, sandede landskab. Men her opstår paradokset: De samme metoder, som man i 1800-tallet brugte til at tæmme sandflugten – læ, plantning og stabilisering – truer i dag indlandsklittens sjæl. Indlandsklitter lever af lys og magre vilkår. Når de gror til i selvsået skov, mister de deres karakter og deres unikke økologi.

Over de seneste ti år har droneoptagelser fra Ørnereservatet vist en tydelig og bekymrende tendens. Træer og buske er i færd med at overtage klitten. Fortsætter denne udvikling, vil de lyskrævende planter og den særlige naturtype forsvinde i skyggen.

At give lyset tilbage

I december 2025 har Ørnereservatet derfor igangsat et omfattende natur- og skovprojekt. Formålet er enkelt, men krævende: At give lyset tilbage uden at ødelægge det, man ønsker at bevare.

I tæt samarbejde med Hjørring Kommunes Team Natur er der lagt en plan for en skånsom naturpleje. Der er ikke tale om en rydning i traditionel forstand, men om en gradvis, kirurgisk indsats. Ørnereservatet har historisk været meget tilbageholdende med indgreb på den sårbare klit, men nødvendigheden er nu åbenlys. Indsatsen justeres løbende med dyb respekt for vegetationen og det dyreliv, der har hjemme her.

Ansvar i en tid med tab

Dette projekt bunder i en dyster baggrund og en nødvendighed, der rækker ud over selve klitten. Det sker i en tid, hvor genetableringen af den tørlagte Gårdbo Sø er blevet skrinlagt – en sø, der ligger blot få hundrede meter fra dette unikke område. Samtidig projekteres der nu massive solcelleanlæg i det selvsamme landskab, hvilket truer med at forvandle den nordjyske natur til en industriel teknisk flade.

For Peter Frank Wenzel er det netop denne udvikling, der gør indsatsen i Ørnereservatet livsvigtig:

”Når man vælger at opgive store naturprojekter i nabolaget til fordel for stål og glas i kæmpeformat, er vi tvunget til at gå den stik modsatte vej. Vi må og skal bevare den ægte natur, vi har tilbage. Hvert tab i landskabet lægger et ekstra pres på de steder, der stadig rummer noget særligt,” lyder det fra Peter Frank Wenzel.

Når ét naturprojekt dør hen i stilhed, stiger forpligtelsen til at passe på det, der er tilbage.

I Ørnereservatet ser vi det som vores mission at tage ansvar for naturen i praksis, ikke kun i ord. Ved at give Simon Skrivers Klit lyset tilbage, sikrer vi, at dette unikke stykke vendsysselsk naturhistorie ikke blot bliver et minde, men bliver ved med at være et levende, åbent landskab.

En naturperle i europæisk særklasse

Ejer af Ørnereservatet, Peter Frank Wenzel, lægger ikke skjul på sin respekt for det landskab, han nu kæmper for at bevare. For ham er Simon Skrivers Klit ikke bare en sandbakke, men et levende monument.

"Dette naturområde er så unikt og interessant, at det i virkeligheden burde fortjene et UNESCO-mærke. Der findes kun få steder i Europa med denne type indlandsklit, der gemmer på mindelser helt tilbage fra istiden. Det er en del af vores DNA og et af de stærkeste kendetegn ved Ørnereservatet. Vi er utroligt stolte af at have ansvaret for det," fortæller Peter Frank Wenzel.

En tydeligere naturoplevelse fra 2026

Når projektet står færdigt, vil det ikke kun være til gavn for biodiversiteten, men også for de mange gæster, der besøger reservatet.

"Fra 2026 vil vores gæster kunne se klitlandskabet langt tydeligere fra tribunerne. Når de store rovfugle flyver ud over det åbne terræn, vil det skabe en kulisse, der minder os alle om den fantastiske natur, vi har lige netop her. Det understreger, hvor vigtigt det er at passe på de her sjældne åndehuller – en formidling, som vi har prioriteret højt de sidste 50 år, og som vi vil blive ved med at kæmpe for i fremtiden," afslutter Peter Frank Wenzel.