Fra penselstrøg til prompt

KOMMENTAR. Vi har altid manipuleret med sandheden for at gøre den smukkere. Hvorfor får vi så kollektiv moralsk stress, når algoritmerne overtager det arbejde, vi før overlod til mørkekammerets kemi og malerens pensel?

Min far var fuglefotograf af den gamle skole – anerkendt for sin tålmodighed og sit blik for det flygtige øjeblik. I dag fotograferer jeg selv, og vores virksomhed er ofte fyldt med gæster, der enten lever af deres kamera eller besidder en amatørs næsten religiøse hengivenhed til faget. Men samtalen har ændret karakter. I takt med at kaffen bliver drukket, falder spørgsmålene med en ny, underliggende skepsis:

»Er der brugt AI til det her?« eller »Er det Photoshop?«

Det er en pudsig diskussion, for den afslører en historisk hukommelsessvigt. Det virker som om, vi har bildt os selv ind, at fotografiet indtil for nylig var en ren, ubesudlet spejling af virkeligheden. Men sandheden er, at vi aldrig har kunnet lade virkeligheden være i fred.

Manipulationens anatomi

Længe før de første pixels blev tændt, manipulerede vi flittigt. Går vi tilbage til før fotografiets fødsel, var det malerpenslen, der rettede til. En adelig næse blev gjort mere retlinet, og en himmel blev malet mere dramatisk, end den danske sommer turde præstere. Da kameraet kom, flyttede manipulationen ind i mørkekammeret. Her blev der klippet med saks, dækket af for lyset og arbejdet med papir og kemiske bade for at fremmane en version af sandheden, som øjet måske ikke havde fanget, men som hjertet begærede.

I de sidste 40 år har Photoshop været vores digitale mørkekammer. Det har været lige så nødvendigt som benzin på en bil; et værktøj til at fjerne støv, løfte kontraster og justere farver. Det var en naturlig del af fotografiets evolution, som vi i vid udstrækning accepterede uden store moralske kvaler. Det var håndværk, sagde vi.

Algoritmen som mørkekammer

Nu står vi så over for den kunstige intelligens (AI), og pludselig ryster vi på hånden. Grænsen er blevet flydende. For hvor stopper redigeringen, og hvor begynder skabelsen?

Det ironiske er, at moderne Photoshop allerede er gennemsyret af AI. Når vi i dag fjerner en uønsket gren med et enkelt klik, er det en algoritme, der gætter sig til virkeligheden bagved. Vi er alle blevet dygtigere – eller i hvert fald udstyret med værktøjer, der får os til at fremstå sådan. Vi producerer billeder, der er så perfekte, at de grænser til det kliniske. Lyset er altid rigtigt, farverne altid mættede.

En ærlig samtale om samtiden

Det har ført til et krav om transparens og en næsten nostalgisk længsel efter det »ægte«. Men hvis vi skal føre diskussionen færdig, kræver det også en dyb ærlighed omkring vores egen samtid. Vi er nødt til at forstå, at AI ikke længere er en fjern trussel eller et eksotisk værktøj for de få; det er overalt. Det er blevet vores hverdag.

Fra de filtre, vi lægger på vores telefonbilleder, til den måde, vores kameraer automatisk »forbedrer« virkeligheden, før vi overhovedet har trykket på udløseren. AI er ikke længere noget, vi bare kan vælge til eller fra – det er selve fundamentet for den visuelle kultur, vi navigerer i. Inden vi forfalder til den hurtige kritik og den moralske pegefinger over for det manipulerede billede, må vi anerkende, at vi allerede lever i en verden skabt af algoritmer.

Det uforudsigelige restprodukt – kulden i fingrene, mens man venter på, at fuglen letter – har stadig sin egen, uerstattelige værdi. Men vi må ikke være blinde for, at teknologien er flyttet ind i vores fælles bevidsthed. Vi skal være nænsomme med vores redigering og værne om sandheden bag billedet, men vi skal også have modet til at se vores nye virkelighed i øjnene uden frygt. For uanset værktøjet handler det i sidste ende om det samme som på min fars tid: At se, og at dele det, man ser.

Fortolkninger eller konstruktioner i fremtiden?

Grænsen mellem dokumentation og konstruktion er ved at gå i opløsning. Med AI’s indtog i billed- og videoproduktion er vi tvunget til at genforhandle vores forhold til sandheden; vi kan ikke længere tro på vores egne øjne.

Når kunstig superintelligens kan genskabe naturens mindste detaljer fejlfrit, opstår der et mætningspunkt. Her vil det autentiske – det rå, det fejlbarlige og det levende – få en fornyet betydning. Jo mere vi kan simulere verden, desto mere vil vi sandsynligvis værdsætte det, der ikke kan kodes: den uforudsigelige natur og det ægte menneskelige nærvær.