Influencer-wildlife
Sociale medier flyder over med fantastiske møder mellem mennesker og vilde dyr. Men hvad sker der, når naturen begynder at blive iscenesat for at skabe billeder og fortællinger?
I en ny artikel sætter vi fokus på fænomenet Influencer-wildlife, plug-and-play-natur og hvorfor Ørnereservatet i sin tid blev etableret med det modsatte formål – at give vilde dyr mere fred.
Ørnereservatet blev ikke etableret for at bringe mennesker tættere på vilde dyr. Det blev etableret for, at vilde dyr kunne få mere fred fra mennesker.
Da reservatet blev grundlagt for mere end et halvt århundrede siden, var udgangspunktet en erkendelse, som stadig er lige relevant i dag: Rovfugle og mange andre vilde dyr lever bedst, når deres adfærd, territorier og livsrytmer får lov til at udvikle sig uden konstant menneskelig påvirkning.
Falkoneri – den ældgamle tradition for samarbejde mellem menneske og rovfugl – har historisk været baseret på netop respekt for fuglens natur. Fuglen er aldrig blot et redskab. Den er en selvstændig aktør, der kan flyve væk, vælge til og vælge fra. Falkoneri bygger på forståelse, tålmodighed og dyb biologisk indsigt.
I dag står denne tradition paradoksalt nok ofte til debat, samtidig med at en ny naturkultur vokser frem: det, der internationalt omtales som Influencer-wildlife.
Naturen som visuel fortælling
Sociale medier har ændret måden, vi oplever natur på. Stærke billeder af mennesker tæt på vilde dyr skaber fascination og engagement. Mange af disse billeder er smukke og kan vække interesse for naturen hos et bredt publikum.
Ved Ørnereservatet har vi stor respekt for de mange naturfotografer, som arbejder seriøst, tålmodigt og med stor faglig forståelse. De fotografer, der bruger dage, uger eller måneder på at dokumentere dyrenes naturlige adfærd uden at påvirke den, leverer ofte noget af den stærkeste naturformidling, der findes.
Men parallelt med denne tradition ser vi en voksende tendens til en anden tilgang.
Plug-and-play-naturen
En del "naturmøder" opstår i dag gennem systematisk udlagt foder, gentagen tilvænning eller opsatte fotoplatforme, hvor vilde dyr tiltrækkes for at skabe spektakulære billeder og videoer.
Det er her, vi møder det, man kan kalde en plug-and-play-kultur i naturen. Naturmødet bliver noget, der kan planlægges, opstilles og gentages. Dyrene bliver i praksis forudsigelige elementer i en visuel fortælling.
Problemet er ikke fascinationen. Problemet opstår, når påvirkningen af dyrene bliver usynlig i fortællingen.
Systematisk fodring kan ændre adfærd, jagtmønstre og naturlig skyhed. For rovfugle kan det skabe unaturlige koncentrationer af fugle og ændre deres rolle i økosystemet. For større rovdyr kan tab af skyhed føre til konflikter med mennesker – konflikter, som historisk næsten altid ender med, at dyret må betale prisen.
Naturens autenticitet og publikums opfattelse
Når publikum ser billeder af en ugle, en ørn eller en musvåge få meter fra et menneske, opfattes det ofte som et spontant møde mellem menneske og natur. Det skaber stærke følelser og en oplevelse af nærhed til det vilde.
Men naturformidling bærer også et ansvar for gennemsigtighed. Hvis dyret er tiltrukket med foder, eller hvis adfærden er påvirket gennem gentagen kontakt, ændrer det fortællingen. Ikke nødvendigvis til noget forkert – men til noget, der kræver ærlighed om metoderne.
Falkoneriens paradoks
Det er et interessant paradoks, at falkoneri nogen gange mødes med kritik fra mennesker, der ikke nødvendigvis kender traditionens biologiske og etiske fundament (og ej ønsker at sætte sig ind i det). Samtidig bliver romantiske møder med vilde dyr i stigende grad hyldet, selv når de opstår gennem påvirkning af dyrenes adfærd.
Falkoneri arbejder med kontrolleret samspil, hvor ansvar, viden og langsigtet dyrevelfærd er afgørende. Ukritisk fodring af vilde dyr er derimod ofte ukontrolleret påvirkning – men det er sjældent dér, den offentlige debat opstår.
Fascinationen er ikke problemet
Ved Ørnereservatet ønsker vi ikke at begrænse fascinationen af vilde dyr. Tværtimod er fascinationen ofte begyndelsen på forståelse og respekt.
Men fascination uden refleksion kan føre til en naturforståelse, hvor oplevelsen bliver vigtigere end dyrets virkelighed.
De mest værdifulde naturmøder opstår ofte, når dyret ikke ved, at vi er der. Når dets adfærd ikke er påvirket. Når naturen ikke er iscenesat.
Naturen er ikke en scene
Influencer-wildlife er ikke nødvendigvis et udtryk for manglende respekt for naturen. Ofte er det tværtimod et resultat af fascination og ønsket om at dele oplevelser.
Men udviklingen rejser et vigtigt spørgsmål:
Hvor går grænsen mellem at formidle natur – og at forme den?
Ørnereservatet blev i sin tid etableret ud fra en grundlæggende tanke, som stadig gælder: Vilde dyr har brug for rum, hvor de kan være vilde.
Naturen er ikke en kulisse for menneskelige fortællinger. Den er et selvstændigt system, hvor vi kun er gæster.
Og måske er det netop i den erkendelse, at de stærkeste naturoplevelser opstår.