Fra verdens ældste hulekunst til vores egen undren
Menneskehedens første penselstrøg - Nye fund fra Sulawesi rejser spørgsmål i Ørnereservatet
D. 21 januar 2026, (dvs. for få dage siden) bragte tidsskriftet Nature en nyhed, der forskubbede fundamentet for vores forståelse af menneskets tidlige åndsliv. I Liang Metanduno-hulen på den indonesiske ø Muna (Sulawesi) har forskere dokumenteret hulemalerier med en alder på mindst 67.800 år. Dermed står vi over for den ældste, sikkert daterede hulekunst i verden.
Fundet omfatter blandt andet de ikoniske håndstencils – negative aftryk skabt ved at blæse pigment over en hånd placeret mod klippevæggen. Selvom teknikken er globalt kendt, er den aldrig før dokumenteret så tidligt i historien.
Hvordan daterer man det næsten umulige?
For at fastslå kunstens alder benyttede forskerne sig af den avancerede laser-ablation uran-serie-datering. I stedet for at analysere selve farvestoffet, undersøgte man de mikroskopiske lag af kalk, der over årtusinder er dannet oven på malerierne.
Disse kalkaflejringer fungerer som en tidskapsel; da de ligger over pigmentet, må kunsten nødvendigvis være ældre end kalken. Resultaterne er opsigtsvækkende:
-
Den ældste stencil har en minimumsalder på 67.800 år.
-
Dette overgår markant de omdiskuterede fund i Spanien, som tidligere har været tilskrevet neandertalere.
-
Det placerer Homo sapiens som en bevidst kunstner langt tidligere end hidtil antaget.
Mere end blot et aftryk
Undersøgelsen i det sydøstlige Sulawesi er omfattende og dækker 44 lokaliteter. Udover håndstencils har man fundet menneskefigurer og komplekse geometriske former.
Særligt interessant er det, at visse fingre på de ældste håndstencils optræder bevidst ændrede eller indsnævrede. Det tyder på, at der ikke blot er tale om en simpel dokumentation af en hånd, men om et bevidst symbolsprog. Kunsten var allerede fra begyndelsen ladet med mening og intention.
På vej mod Sahul: En kulturel bagage
Sulawesi ligger i hjertet af Wallacea-regionen, den naturlige trædesten mellem Asien og det forhistoriske kontinent Sahul (Australien og Ny Guinea). Vi ved, at de første mennesker nåede Australien for mindst 65.000 år siden via krævende sørejser.
Fundene tyder på, at disse pionerer ikke blot medbragte overlevelsesteknikker, men en fuldt udviklet kunstnerisk tradition. Hulekunst er derfor ikke et isoleret europæisk fænomen, der opstod sent i historien, men en fundamental del af det at være menneske – en arv vi har båret med os på tværs af kontinenter.
Refleksion
Med denne globale tidshorisont in mente er det fristende at rette blikket mod de spor, vi finder herhjemme. Der er et motiv, der ved første øjekast synes beskedent: rustrøde pigmentstreger på en rå klippeflade.
Men dvæler man ved motivet, træder en mulig fortælling frem. Man kan ane en figur i interaktion med et større dyr, og i nærheden en form, der leder tankerne hen på en rovfugl i bevægelse. Det er ikke blot isolerede figurer, men en komposition, der antyder en sammenhæng.
Det er nødvendigt med en videnskabelig ydmyghed:
Denne læsning er en teoretisk tolkning. Den kan hverken bevises endeligt eller afvises kategorisk.
Men koblingen til Sulawesi gør undren relevant. Den nyeste forskning viser nemlig, at selv den tidligste hulekunst ofte var narrativ. Den handlede ikke bare om "et dyr", men om relationer, jagt og det komplekse samspil mellem mennesket og naturkræfterne.
Måske er klippen ikke blot en flade med pigment, men et fragment af en urgammel fortælling om mennesket og rovfuglen – ikke nødvendigvis som en konkret skildring af falkoneri, men som et symbol på kraft, overblik og forbindelsen til det åndelige. Rovfuglen har i utallige kulturer fungeret som brobygger mellem verdener.
Vi fremsætter ingen endegyldige påstande, men blot en invitation. En opfordring til at se lidt langsommere på de spor, fortiden har efterladt, og acceptere, at klippen nogle gange stiller bedre spørgsmål, end vi selv kan formulere svar på.